Sankt Hans på Amager Strand uden bål?

Trods silende regn brændte bålet lystigt på Amager Strand i 2016.
Foto: Pilu Ottosen

I år ligger Sankt Hans Aften på en lørdag, og derfor begynder LGBT Danmarks Sankt Hans-arrangement på Amager Strand allerede om eftermiddagen. Men bliver bålet tændt?

LGBT Danmark har endnu ikke offentliggjort programmet for Sankt Hans Aften på lørdag den 23. juni. Men du kan se frem til boldspil, hygge, taler og en markering af LGBT Danmarks 70 års jubilæum. Faktisk var det på Sankt Hans Aften i 1948, at Helmer Fogedgård og Axel Axgil var med til at stifte den forening, som siden har udviklet sig til LGBT Danmark.

Desværre tyder meget på, at Sankt Hans Aften i år bliver uden det traditionelle bål, da der i øjeblikket er afbrændingsforbud i Københavns Kommune. Vejrudsigten melder dog om byger de kommende dage, men om det er nok til, at ophæve afbrændingsforbuddet er uvist.

Tag mad med, hvis du har lyst til at kombinere dagen og aftenen med en picnic. Drikkevarer kan du købe ved LGBT Danmarks salgsboder, så du er med til at støtte arrangementet. Mere information er stillet i udsigt på Facebook her.

Sankt Hans Aften med LGBT Danmark, Amager Strand kl. 14.00. Bålet tændes kl. 21 hvis det er tilladt.