Regnbue- urne mødt med voldsomt had

Da bedemand Helle Albek i en Facebookbesked fortæller at det endelig er lykkedes at få produceret en LGBT+ urne i de rigtige og strålende regnbuefarver, eksploderede kommentarfeltet i fordomme og anklager om satanisme. “Usmageligt og totalt dårlig stil”, lyder det fra bedemand Helle Albek.
”Hip hurra! Så lykkedes det.” Sådan lyder den begejstrede besked på Facebook fra bedemand Helle Albek, da det efter længere tids arbejde endelig var lykkedes at få produceret en LGBT+ urne i de helt rigtige og strålende regnbuefarver. Den umiddelbare glæde over det inkluderende initiativ fik dog hurtigt en grim og uforudsigelige bagside. Kort tid efter at Bedemand Helle Albek havde delt opslaget, væltede det ind med reaktioner på Facebooksiden for “Anstændig og Spirituel Bedemand”.
Selvom størstedelen af henvendelserne var varme og positive, var der også en markant og højrøstet gruppe, hvis kommentarer var alt andet end pæne.
“Først ignorerede jeg dem, indtil det påvirkede andre negativt, herefter begyndte jeg at slette. Jeg forstår ikke, hvorfor mennesker har brug for at skrive om deres negative holdninger, og da slet ikke over for nogen, der er en del af LGBT+, eller som på anden måde adskiller sig fra mængden. Det er usmageligt og totalt dårlig stil, længere er den ikke”, fortæller Helle Albek til Out & About.
Blandt de mest ekstreme reaktioner var der brugere, der trak direkte paralleller mellem regnbueflagets farver og decideret satanisme.
Ideen til urnen
Ideen til regnbue-urnen havde Helle Albek fået fordi hun syntes, der manglede reelle alternativer til de traditionelle urner, som alle bedemænd har i deres sortiment.
“Vi har brug for, at vores forskellighed også kan afspejles i den sidste afsked. Arbejdet med at udvikle og designe urnen startede i 2025. Det lykkedes så nu at få en urne med de helt rigtige farver. Det er en anerkendelse af projektet, at museet Køn i Aarhus allerede har købt et eksemplar”, slutter helle Elbek.
