Pan Idræt kommer til Odense – Skal du være med fra start
Savner du et sporty LGBT+ netværk og aktiviteter i Odense? Så er det nu du skal læse med, for nyt på den front er under opsejling.
Pan Idræt søsatte sidste år en ny vision: De vil udvikle og skabe en national LGBT+ idrætsbevægelse, altså foreningen vil udbrede sig på tværs af hele landet. Snart står Odense for tur.
Vil have hele landet med
Udover København findes der på nuværende tidspunkt kun et enkelt tilbud til LGBT+ personer, der ønsker et regnbueidrætsfællesskab og det er foreningen Aarhus Regnbue Idræt. De to foreninger er i god dialog og samarbejde med hinanden.
Men Pan Idræt ønsker at bidrage med deres fyrre års erfaring og derfor skal deres fællesskab ikke kun være forbeholdt hovedstaden – hele landet skal have mulighed for at blive en del af deres mangfoldige og trygge idrætsfællesskab.
Sønderborg var første skud på stammen, hvor de første sten blev lagt i januar i år. I en kommende weekend er det meningen at disse sten skal forankres på et fællesmøde.
Ildsjæle i Odense søges
Nu er det så Odenses tur. Der er oprettet en Facebook-gruppe for at samle alle interesserede og inden længe indkaldes der til møde, så en afdeling kan stiftes.
Lige nu søges lokale ildsjæle i Odense. Folk, der brænder for at styrke det lokale regnbuemiljø og skabe et rum, hvor alle kan føle sig hjemme.
Er du nysgerrig på projektet og måske villig til at give en hånd med, så opfordrer foreningen dig til at melde dig ind i den nyoprettede gruppe. Heri vil der løbende komme informationer, være mulighed for at stille spørgsmål eller komme med ønsker, forslag og ideer.
Gruppen finder du lige her