Man kan ikke swipe sig væk fra en stående tispe

En voldsom, vulgær og kompromisløs performance fra Norge udfordrer publikum på Teater FÅR302. Nogle forlader salen, mens andre bliver siddende og tager imod den ene verbale overhaling efter den anden. Men er provokation nok til at bære en hel forestilling?

Det begynder med et brag. Eller rettere med en ordentlig verbal overhaling. På scenen står en kvinde i noget, der mest af alt ligner en lille butik for prostituerede. Hun skælder publikum ud på engelsk, mens et voldsomt lydbillede fylder rummet. Det er svært at forstå, hvad hun egentlig siger. Ordene flyder sammen i en mærkelig vrøvlesnak, og pludselig lyder det: ”You are ugly!”

Velkommen til Dressur med stående tispe.

Jeg havde egentlig fået nok efter tre minutter, men indledningsscenen fortsatte yderligere syv-otte minutter i samme spor. I fem-seks forskellige plateauer får publikum en ordentlig opsang af en dominerende kvinde, der ikke lægger fingrene imellem. Hun bøvser, savler, råber og opfører sig i det hele taget så vulgært, at man indimellem mest har lyst til at slukke for hende.

Heldigvis ikke for sarte sjæle

Men det kan man jo ikke, når man sidder i teatret. Det er faktisk noget af det fantastiske ved teater. Man kan ikke bare swipe videre eller doomscrolle sig væk, når indholdet bliver for voldsomt eller ubehageligt. Man er nødt til at blive siddende og se, hvad der nu sker.

Og der var da også et par publikummer, som valgte at udvandre kort efter begyndelsen. Vi andre, der blev tilbage, blev måske bare endnu mere nysgerrige på, hvad der nu kunne vente os.

Forestillingen giver den fuld gas på femme fatale-figuren. En kvinde, der er voldsom, grænseoverskridende og fuldstændig uden filter. Hun udfordrer publikums forestillinger om køn, seksualitet og magt og fortæller på et tidspunkt også, at hun er transkvinde. Det hele leveres med en kropslig og teatralsk energi, der ikke efterlader nogen i tvivl om, at vi er til en performance, der vil udfordre sit publikum.

København kan rumme det meste

Nogle holder sig for øjnene. Andre holder sig for ørerne. Og lydsiden er i sig selv ganske interessant. Den er både musikalsk og fyldt med mærkelige, foruroligende lyde, som understøtter det absurde univers.

Indimellem leder forestillingen tankerne hen på The Rocky Horror Picture Show, blot i en mere brutal og kompromisløs udgave. Det er bestemt ikke en forestilling, der forsøger at gøre sig elsket af publikum.

Her tænker jeg, mens mine sanser tortureres, at Dressur med stående tispe nok kun furgerer på et storbyteater. Forestillingen er et gæstespil fra Norge, og jeg er faktisk ikke sikker på, at man ville kunne præsentere den i ret mange andre danske byer end København. Her på FÅR302 er der i hvert fald plads til den slags eksperimenter.

En opsang uden den store udvikling

Min væsentligste indvending er dog, at forestillingen mangler progression. Den består af en række plateauer, hvor vi igen og igen bliver udsat for den samme dominerende kvindes verbale og kropslige udfald. Der sker ikke rigtig nogen udvikling, og efter en time har man derfor også en fornemmelse af at have fået den samme opsang flere gange.

Til gengæld går man ikke uberørt derfra. Man har fået en ordentlig overhaling, og det kan jo også indimellem være tiltrængt. Afslutningen er i øvrigt ganske overraskende, men den skal naturligvis ikke afsløres her.

Dressur med stående tispe er en voldsom, vulgær og kompromisløs performance, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Den er ikke uden svagheder, men den tør udfordre sit publikum og bevæger sig ud på steder, hvor de færreste teaterforestillinger vover sig hen. Så vi kvitterer med 4 forslåede stjerne her fra Out&About.

Om stykket

Instruktion/koreografi: Henriette Pedersen

Tekst: Pernille Mercury Lindstad

Medvirkende: Josephine Kylén Collins

Sted: Får302 i Toldbodgade i København

Spilleperiode: Frem til 7. november 2026

Varighed: 60 minutter (uden andre pauser den dem i forestillingen)

Billetter og spilletider finder du her.