Lesbisk kærlighed udfordres indefra og udefra

Foto: Vincent Rosec
![]()
”Swipe, life and gate number 5” som for tiden spiller på Aveny-T giver os historien om et lesbisk parforhold på tværs af landegrænser og hudfarve.
Meget humoristisk fortalt af den danske hovedperson, og i øvrigt med en fin britisk accent. Kærligheden udvikler sig gradvist fra date til date, og det er rørende at se, hvordan tilliden opbygges mellem de to parter.
Trusler indefra
Men – vi ser aldrig personernes venner eller familie. Parret er helt opslugt af sig selv og hinanden i en evig bekræftelse og behov for bekræftelse af hinandens kærlighed. De kommer heller aldrig ud blandt andre mennesker, holder bryllup i hemmelighed, og man får et lidt klaustrofobisk indtryk af et forhold, der hurtigt må løbe tør for inspiration.
Tilliden viser sig at være falsk. I nogle parforhold har den ene part en stor hemmelighed, som den anden part ikke kender til. Selv om der er mange små tegn, så tør den ene ikke afsløre sin hemmelighed og den anden tør ikke spørge. Og det bliver kun sværere som tiden går. Eksempler kunne være en kriminel fortid, en livstruende sygdom eller et ulovligt ophold uden de rette papirer. Se selv stykket, vi siger ikke mere herfra.
Ondskab udefra
London og Storbritannien er ikke noget let sted at slå sig ned. Stykket giver en god og til tider sjov beskrivelse af det hårde liv i London med lange transporttider, usle lejligheder og et immigrationssystem under pres.
At forholdet til sidst ender med at gå i stykker, skyldes ifølge stykket en ekstern faktor, som er rent politisk. Det er andres skyld, at de to elskende må skilles ad. Eller er det? Konflikten i dette stykke er, at der både er endogene og eksogene forklaringer på forholdets brud. Fortolkningen er op til den enkelte.
Vellykket blanding af film og teater
Det er en spændende form med blanding af film, video og skuespil, hvor kun den ene part i forholdet er på scenen, og det fungerer teknisk set rigtig fint.
Mænd er henvist til små biroller, som manden, der viser forkert vej på en vandresti, og det er forfriskende.
Den danske hovedperson spilles flot af Henriette Laursen, vel at mærke skuespilleren og ikke chefen for Kvinfo, som sjovt nok har samme navn.
Den engelske hovedperson spilles af Princess Donnough, der brænder igennem som en supersød og sjov kæreste. Et perfekt fund til rollen.
Masser af teater på Aveny-T
Med den nye foyerscene giver Aveny-T plads til smalle gæstespil og eksperimenterende off-off-fringe teater. På den måde har vi næsten en lille teaterfestival kørende i hele sæsonen.
Out & About kan f.eks. varmt anbefale at se musicalen PIXIE, som vi gav 5 stjerner, og som er på plakaten hos Aveny-T d. 6-10 oktober 2026.
Manuskript: Henriette Laursen
Iscenesættelse: Rasheka Christie-Carter
Medvirkende: Henriette Laursen, Princess Donnough
Sprog: Engelsk
Sted: Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: Frem til 23. august 2026 (og der er udsolgt til næsten alle forestillinger)
Varighed: 60 minutter uden pause
Billetter og spilletider finder du her.
