Hæsblæsende tempo i Cirkus Arenas 69-års forestilling
Der er i den grad gang i teltet ved Cirkus Arenas 2024 forestilling. Alt foregår i hæsblæsende tempo. Årets forestilling rummer enkelte numre i noget nær verdensklasse!
Der er bestemt ikke sparet på tempoet i årets Cirkus Arenas forestilling, der netop har haft premiere på Bellahøj i København.
Alt foregår i hæsblæsende tempo. I manegen, såvel som højt oppe under teltdugen, hvor især Duo Garcias luftakrobatik, David Hammarbergs Bungee Trapez, og Duo Costache perch nummer, imponerer. Verdensklasse er stort ord at bruge, men man får tanken momentvis, så imponerende er især disse tre numre i artisternes udførsel.
Og nej man skal hverken lide af højde- eller fartskræk, når man ser disse tre numre, der hver især er voldsomt imponerende i deres udførelse. Disse numre er sublime. Og jo man sidder med våde hænder, af angst for, at der skal ske de dygtige cirkusartister noget under opførelse af de halsbrækkende numre.
Erfaren, og debuterende, sprechstallmeister
Årets forestilling har Bubber, ja ham fra badekarret – og så meget andet, og Malene Qvist som værter og sprechstallmeistere. Malene Qvist er blandt andet kendt fra poptrioen Sukkerchok, og som børne-tv vært på Ramasjang.
Bubber har nu i tolv sæsoner været del af Cirkus Arena, når det turnerer landet rundt, mens Malene Qvist debuterer som sprechstallmeister. Publikum tydeligvis elsker Bubbers drengede tilgang til tingene. Og alle kan vi synge med, når Malene Qvist synger for. Blandt andet på Keld Heicks Cirkus er i Byen, Bubbers Badekar, og ikke mindst en af Kim Larsens smukkeste sange Om lidt bliver her stille.
Det skal her nævnes, at det i år er over 30 år siden Bubber første gang optrådte i Cirkus Arena. Arena, der næste år kan fejre 70-års jubilæum, mens Malene Qvist i år debuterer i manegen som sprechstallmeister.
De dyr de dyr
Årets forestilling blev indledt med stigebalance ved Robi Berousek. Tidligere på året modtog han Cirkusvennernes ærespris ved den store cirkusfestival i Monte Carlo.
Nummeret blev fuldt op af et charmerende dyrenummer med seks æsler præsenteret af Rudi Althoff. Enhver, der har arbejdet med dyr, ved, at det ikke altid er nemt at få dem til at gøre præcis, hvad man ønsker. Og især æsler har ry for at kunne være stædige, men kærlighed, godbidder i form af blandt andet gulerødder, kan føre meget med sig. Det fik publikum tydeligt bevis for i dette enkle, men smukke nummer.
Efterhånden er der ikke mange dyrearter der er tilladt i cirkus, men Cirkus Arena kunne i år præsenter yderlige et dyrenummer. Et morsomt hundenummer, hvor man ikke altid kan forvente at menneskets bedste ven gør, bemærk ordet, gør, præcis som hundetræneren vil. Fabiana Köhler stod for nummeret, hvori indgik syv herlige hunde.
Klovnen og publikum
Cirkus Arenas faste husklovn, italienske Jimmy Folco, inddrog i begge sine numre publikummer. Mange synes tydeligvis, at det er sjovt, når publikum bliver del af løjerne på scene eller i manege. Således også i Cirkus Arenas to klovnenumre.
Tempo, tempo
Tempoet blev skruet en tand yderlige op, da Vita og Leonardo Costache i Duo Costache udførte deres Perch nummer. Duoen tager udgangspunkt i en anden Leonardo, nemlig Leonardo Da Vincis berømte værk Den Vitruvianske Mand. Duo Costache vender op og ned på tid og sted, og med enorme kræfter, mens der balancere og ”slynges” rundt i manegen. Endnu et imponerende flot nummer
Og alt mens man tror, det ikke kan gå stærkere, så skrues der yderligere op for tempo og farefuldhed: Trapezakrobaten David Hammarberg suser elegant op under teltdugen for øjeblikke sener frygtløs at kaste sig ud i bungee. Det er hæsblæsende og særdeles vildt.
Krigen og de unge
Hæsblæsende er også nummeret med de to unge ukrainske BMX Riders, der i den grad giver den på freestyle BMX.
Som afslutning på nummeret bliver opmærksomme på, at mens vi lader os underholde på Bellahøj, så er der ufred i verden. De to unge BMX ryttere drog på turné med deres nummer fem måneder før Rusland invaderede Ukraine. Siden har de søgt engagement ved alverdens cirkus, da de ikke ønsker at vende tilbage til slagmarken i Ukraine, lod Bubber os vide. En god og vigtig påmindelse om, at vi stadig lever forholdsvis frit og godt i Danmark, men at man andre steder i verden må kæmpe for værdier og frihed.
Stor applaus
Kræfter var der også i Garcia Brothers vildt imponerende håndstands nummer. De to charmerende brødre kan i den grad det at vise håndstand, hvor hver en muskel i de smidige kroppe blev vist. Og jo lad os blot indrømme det her i Out and About, at der blev lige givet en ekstra klapsalve til de charmerende unge akrobater, der i den grad formår at forene styrke, balance, og opfindsomhed, i deres veludførte nummer.
Højdepunktet
Forestillingens absolutte højdepunkt i bogstavligste forstand var Duo Garcias luftakrobatik nummer.
I en raket højt under teledugens tag gik det for fuld udblæsning med et nummer, denne anmelder har lyst at give betegnelsen verdensklasse.
Der var i den grad gang i raketten og i Garcia parret, der udførte luftakrobatik på højeste plan i højeste fart over, under og på siden af den flyvende raket. Vildt flot og imponerende udført!
Fantastisk orkester
Afslutningsvis skal nævnes cirkus Arenas 6-mand store orkester, der i dén grad var med at sætte stemning i teltet.
5 af de store stjerner
Out and About giver fem velfortjente store stjerner til årets Cirkus Arenas forestilling, der i den grad imponerer, og hvor der tydeligvis er sat fokus på tempo. Både i afvikling i manegen og under teltdugen. Flot og godt sammensat forestilling, der i den grad underholder, små, som børn, unge og voksne.
Kort om forestillingen
På turné til 90 byer rundt i landet – se www.arena.dk
Billetter og spillesteder finder du her.
Medvirkende:
Bubber, Malene Qvist, Robi Berousek, Rudi Althoff, Jessica Jaster, Jimmy Folco, Duo Costache, David Hammarberg, BMX Riders, Skating New Vision, Fabiana Köhler, Garcia Brothers, Duo Garcia.
Cirkus Arena Orkester: Filip Czank, Dominik Cichy, Milosz Wekka, Jacek Balchan, Ania Pawloska, Artur Palusz
Kreativt team:
Instruktion: Lasse Nørager og Jackie Berdino
Produktionsleder: Jackie Brdino
Kostumer: Tiina Myllykangas, Heidi Eleonora
Artistagent: Jimmy Folco, Jackie Berdino