Gid jeg havde set denne forestilling, da jeg var purung

På Edison-teatret kan man i forestillingen Stop – I kærlighedens navn møde otte oldinge, der fortæller om de mest skelsættende perioder i deres homoliv. Det er der kommet en særdeles fin og seværdig forestilling ud af, og noget vi alle kan lære af.

De otte medvirkende får på skift ordet. Her får vi indblik i begivenheder og beslutninger, som har formet deres liv som homoseksuel.

Vi hører om Erik og Kim, der har været sammen i 57 år, og hvordan de har holdt gnisten i forholdet.

Der er Lucy, som i sin ungdom kom meget i Istedgade og på Tyren i Boldhusgade, hvor der var homodans om torsdagen. Det er helt vildt at høre et (over)levende menneske fortælle om bøssebarer så langt tilbage som i 1960’erne.

Vi hører også Finns historie. Hvordan han som tre-årig allerede blev klassificeret som homoseksuel af sin mor. Han har altid befundet sig bedst som single, opfatter sig som en lonely cowboy. Han får sit behov for fællesskab dækket i sin Frederiksberg-ejendom, hvor halvdelen af lejlighederne bebos af homoseksuelle.

Morten fortæller sin historie, hvor han påtog sig at springe ud både på egne og storebrorens vegne. I forestillingen læser han op af et velformuleret brev fra deres far, hvor fortvivlelsen, fortrædelsen og fordømmelsen burde ryste ethvert nulevende menneske.

Det er befriende, at de medvirkende bruger ”lesbisk” og ”bøsse” i stedet for de bogstavforkortelser, som ingen rigtig kan huske rækkefølgen af. Kirsten kunne berette, at PAN Idræt netop har droppet alle bogstaverne for i stedet at give plads til ”alle folk under regnbuen”.

Måske mest opløftende er Flemming, der i en alder af firs+ har opdaget Grindr’s lyksaligheder. Nu giver han den gas som alderstrofæ på den ifølge Flemming i øvrigt ret overfladiske og useriøse platform.

Det var ikke bare en anden tid

Det er spændende at opleve de ældre homoer. Fælles for historierne er forholdet til forældrene, om valg og fravalg af livsledsager. Om at få børn eller ikke at have fået børn, om seksualitet og sex, om at blive gammel, og om ensomhed. Og helt centralt står budskabet om at kæmpe sine kampe. Om at være dig selv hele livet, og være tro mod dig selv.

Disse valg står vi alle med, også i dag. På de helt grundlæggende livsvalg har intet ændret sig, selv om lovgivning og social accept heldigvis er positivt forandret.

De otte livshistorier er fantastiske at få fortalt, meget levende, og af meget levende mennesker, der vistnok alle har rundet de firs år. De fleste medvirkende benytter talekort for at huske pointerne, og man fornemmer, at instruktøren Christofffer Berdal har sorteret godt og grundigt i anekdoterne, så det aldrig bliver kedeligt for tilskuerne.

Fællessangen kunne vi dog godt have undværet, den var simpelthen for ukoordineret og manglede øvelse.

Efter forestillingen er der mulighed for spørgsmål i plenum, så publikum får lejlighed til at høre mere om de medvirkendes liv og historier.

Der er gratis entré og lave barpriser takket være et tilskud fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, også selv om det hele foregår på Frederiksberg. Tak til ”Omegnskommunen”, som vi siger på Frederiksberg.

Der er allerede meget udsolgt til forestillingerne, så man skal ikke vente til man selv bliver gammel med at bestille de gratis billetter.

 

OM FORESTILLINGEN

Forfatter og instruktør: Christoffer Berdal

Medvirkende: Erik, Lucy, Finn, Morten, Flemming, Kirsten m.fl.

Sted: Edison, Edisonvej 10 på Frederiksberg

Spilleperiode: Enkelte datoer frem til d. 2. juni 2026.

Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause

Billetpris: Gratis

Find dine billetter her.