SAMFUND

Fantasy er vel nærmest per definition queer

Hvad er det fantasy kan siden mange LGBT+ personer føler sig mødt og hjemme i fantasy genren? Det og meget mere har vi spurgt forfatter Christina E. Ebbesen om. Hun debuterede i 2019 med romanen “Sumpbaronens rejse”. En bog, der var startskuddet  på serien Til Aretz Ende.

“Fantasy er den genre, jeg elsker højest, og hvor jeg synes, jeg har mulighed for at kommentere på den virkelige verden. Men med et fantasy-lag imellem, så det føles lidt mindre moral-prædiken-agtigt (forhåbentlig). Genren giver også mulighed for at udforske andre samfundsstrukturer, hvis man har lyst. Og så elsker jeg worldbuilding (hvor man for eksempel kan bygge en verden uden homofobi, hvis man vil)”, lyder indgangsreplikken fra Christina E. Ebbesen.

Til dagligt er hun tegnsprogs-præst, så det med prædiken kender hun alt til. Derudover har hun også udgivet bøger om både tro og brugen af fantasy i kirkerummet.

Hvordan tænker du at queer og Fantasy hænger sammen?

“Fantasy er vel nærmest per definition “queer” det er “anderledes end normen” netop fordi det har noget overnaturligt. Hvis en verden har magi, eller dyr der kan tale, burde nogen, der forelsker sig i samme køn eller skifter køn ikke være det mest urealistiske.

Jeg synes, at fantasy – netop fordi man KAN opbygge anderledes verdener, ligesom man kan i sci-fi,  giver mulighed for at udforske queer temaer på en spændende måde. Når det ikke nødvendigvis foregår i vores verden, behøver dens normer heller ikke diktere, hverken red-verden-plots eller romantiske plots.”

Oplever du at fantasy-læseren, bruger de fantasy som et fællesskab, et tilflugtssted eller måske begge dele?

“Der er lidt af begge dele. Fandom er jo mange ting. Det er absolut ikke kun fantasyhistorier, der giver fans mulighed for at udforske queer temaer. Der har nok tidligere (inden nørderi blev mainstream) været et tæt fællesskab for fantasyfans, fordi de ellers blev mobbet i den “almindelige verden”. Så søgte alle “nørderne” sammen for at finde fællesskab. Nu hvor superheltefilm, game of thrones, Dungeons and Dragons osv er blevet mere alment accepteret er fællesskabet blevet bredere. Men det er ikke nødvendigvis dårligt (når folk lærer fanettiketten). Det er selvfølgelig også altid et godt sted at virkelighedsflygte hen. Nørde-fællesskaber er tit klar med åbne arme uanset, hvorfor du opsøger dem, fordi “udstødt-arven” ligger i baghovedet. Hvis man er nørd er der altid en mobningsrisiko, og derfor er man glad for at byde andre velkommen”, lyder svaret fra Christina E. Ebbesen.

“Selve fantasylitteraturen er jo et dejligt tilflugtssted. Væk fra vores transfobiske verden med krig og korruption, ind i en verden … der nok også har nogle lede skurke, men hvor det gode (næsten) altid besejrer det onde”, tilføjer Ebbesen.

Det er dog meget tydeligt, når man deltager i Fantasy Festival eller bogmessen, at kulturen og fællesskabet som fantasy rummer giver tryghed, og får folk til at deltage i arrangementer, som de normalt ikke ville.

En verden med mennesker, elvere, orker og harpyer

Hvis du skulle vælge en queer Fantasy karakter, hvilken vil du så vælge? 

“Adam Parrish og Ronan Lynch fra Ravnedrengene af Maggie Stiefvater. Deres forhold udvikler sig langsomt. Deres queerness er ikke hovedplottet, og er ikke et stort issue. De er bare tilfældigvis queer, og det synes jeg er god repræsentation.”

Tit er hovedpersonen i fantasy en ensom person, hvorfor tror du det er sådan? 

“Jeg tror, at ensomheden i fantasy ofte kan tilskrives narrative omstændigheder. Altså hvis en karakter er i “fish-out-of-water-rollen” vil de jo være isolerede eller ensomme, fordi de er udenfor. Fortællinger virker jo mest spændende, hvis der er noget konflikt. Der skal være noget modstand, og ensomhed er en nem modstand at skrive ind i sin historie.  Ofte skal fantasy hovedpersoner på en eller anden måde redde verden. Det er ofte et ensomt hverv, at have verdens vægt på ens skuldre. Og sådan er det jo bare tit i fantasy: “det gode mod det onde”.

Hvad tror du Fantasy giver læseren? 

“Fantasy kan ofte give læseren et nyt perspektiv på vores verden. Ofte med noget etik ind over, fordi det så ofte handler om det gode mod det onde. Det kan også give virkelighedsflugt, hvis det er det, man er ude efter. Men også et lækkert fandom-fællesskab i mange fandoms.”

Ensomhed er netop temaet i seneste udgave af Out & About Magazine. Du kan finde et på Out & About.dk. Her kan du også finde en liste over steder i hele Danmark, hvor du kan hente et fysisk eksemplar af magasinet.