Dippedutterne: Det går aldrig galt, bare man gør det analt

Dipperdutterne er tilbage med farmors sidste ord i en glad og iørefaldende popsang. Men det er nok ikke et livsråd, man finder i hendes gamle håndbog.
Midt i Copenhagen Pride Week vender Danmarks største – og muligvis mest selvudnævnte – popgruppe tilbage med en ny sang om familie, afsked og de værdifulde ord, der går i arv fra generation til generation. Ordene er bare ikke helt dem, man forventer.
Dippedutterne, der består af Lukas Birch, Mille Berg og Martin Knudsen, følger debutsinglen “Pacemaker” op med “Farmors Sidste Ord” – en glad og iørefaldende popsang om en kærlig farmor, der på sit dødsleje giver sit barnebarn ét sidste og meget konkret råd: At det aldrig går galt, bare man gør det analt.
“Vi synes, der findes alt for mange sange om kærlighed, hjertesorg og store følelser – men forbavsende få om de råd, man får med sig hjemmefra,” fortæller Dippedutterne. “Det er først og fremmest en sang om savn og om at ære den ældre generation. At farmors råd så også kan bruges i flere forskellige situationer, gør det jo bare endnu mere tidløst,” siger gruppen.’
Emner man vælger at overse
Dippedutterne opstod som RevyShowets eget band og består af tre mennesker, der hver især har mange års erfaring fra revy- og showbranchen. Sammen skriver og fremfører de popsange om de emner, andre kunstnere af uforklarlige årsager har valgt at overse. Debutsinglen “Pacemaker” handlede om kærlighed, hjerterytme og moderne medicinsk teknologi. Med “Farmors Sidste Ord” bevæger gruppen sig videre til døden, efterlivet og praktisk seksualoplysning. At sangen udkommer midt under Copenhagen Pride, er derfor ikke helt tilfældigt.
“Pride handler også om friheden til at være den, man er, elske den, man vil, og tage imod gode råd fra sin farmor. Man behøver naturligvis ikke følge dem – men man bør i det mindste høre dem til ende,” lyder det fra Dippedutterne.
