Badehotellet for mænd der kan lide mænd
Tommy Kristoffersen startede Pan Håndbold tilbage i 1996 og har siden af et par omgange været formand for Pan Idræt.
I 2020 fandt han på ideen med at skabe et Badehotel for mænd, der kan lide mænd, som fra starten er blevet en kæmpe succes.
”Vi fik udsolgt på 3 dage, og sådan har siden været år efter år. Vi er mellem 50-55 mænd, som kommer fra alle egne af Danmark og er i alderen 40 år og opefter. Badehotellet for mænd foregår på Tisvilde Højskole i Nordsjælland, som netop er et gammelt badehotel”, fortæller Tommy Kristoffersen.
Højskoleophold og badehotel
Badehotellet for mænd, der kan lide mænd, foregår over 6 dage og foregår næste gang i slutningen af juli og begyndelsen af august 2025.
”Det er en blanding af et klassisk højskoleophold og at være på et badehotel. Vi har mange forskellige aktiviteter i løbet af en dag. Vi synger fx sange, har yoga og mindfulness. Vi har også gerne oplæg af andre. Emnerne relaterer sig ofte til LGBT+ miljøet. Det er en skøn kombination af, at vi får inspiration udefra, og at vi selv er aktive. Det er selvfølgelig helt frit, hvad man vil deltage i, og hvis man gerne vil trække sig lidt og have tid for sig selv, så gør man det. Højskolen ligger lige ved Tisvilde strand, så der er en fantastisk natur og god mulighed for en svømmetur”, forklarer Tommy Kristoffersen.
Idræt og fællesskab
Han har hele sit liv været meget aktiv i idrættens verden, heraf mange år i LGBT+ miljøet.
”Udover at jeg dyrker noget motion og sport, så er jeg også meget optaget af alt det, der ligger udenom idrætten, alt det sociale og fællesskabet. Jeg har selv brugt idræt til at skabe nye relationer, og det er det, som jeg kan se, at der også sker her på Badehotellet for mænd, der kan lide mænd. Deltagerne kommer igen og igen – dog kommer der også nye til. Og det gør de fordi, at de har god mulighed for at møde og tale sammen med hinanden. Det gør, at der bliver skabt nye relationer og venskaber. Nogle har blandt andet startet en biograf- og madklub. Samtidig kan man være sig selv og er sammen med ligesindede. Man behøver ikke at forklare, hvem man er”, fortæller Tommy Kristoffersen.
Der er orientering-møde den 22. november 2024 i DGI Storkøbenhavn om næste års Badehotel, for mænd der kan lide mænd.