SAMFUND

Aftenskole for regnbuemiljøet

Er du fuld med gode ideer til kurser eller foredragsholdere til den nye Pan Aftenskole er det nu du skal komme på banen. Foto: AI

Nu får regnbuemiljøet i København en aftenskole. Det er Pan Idræt, der står bag tiltaget. Lige nu søger man undervisere og ildsjæle, der vil være med til at udvikle Pan Aftenskole.

Vær med til at starte et dramahold, lær at synge eller, hvad med en læsegruppe der fordyber sig i lesbiske forfattere. Lær at sy dit eget tøj, få styr på antikviteterne, sund mad eller lær om de vine, du serverer, når gæsterne sætter sig til bords hjemme hos dig?

Mulighederne er mange for kurser og foredrag. Det er dem, som Pan Idræt nu vil samle sammen og tilbyde på Pan Aftenskole.

“Vi har i flere år fået henvendelser fra folk i regnbuemiljøet. Folk har spurgt, om vi ikke kunne finde på at starte en aftenskole. Så vi ved, at der er en interesse i vores miljø”, fortæller Mads Kildegaard Larsen, der er bestyrelsesmedlem af Pan Idræt Hovedstaden. Han har selv været med til at skabe grundlaget for Pan Aftenskole.

“Aftenskoleaktiviteter er folkeoplysende virksomhed på samme måde om idræt. Så det er en naturlig udvidelse af de fritidstilbud, vi kan tilbyde som forening til vores miljø”, tilføjer han.

Tryghed og venskaber

Det bliver Jesper Kappel, der skal så for arbejdet med at skabe rammerne og kurserne til Pan Aftenskole. Han har været en af drivkræfterne  bag Rainbow Sports Film Festival, som Pan Idræt og Cinemateket har arrangeret i de seneste fem år.

“Det, vi vil, er at give endnu flere fra regnbuemiljøet mulighed for at skabe nye venskaber og fællesskaber. Samtidig med, at de får viden i trygge rammer og inspirationen til hverdagen. Det er ikke alle, der har lyst til at dyrke idræt, som vi gør i Pan Idræt. De får nu en anden mulighed for at komme med ind i den store Pan-familie, når de går på Pan Aftenskole”, siger Jesper Kappel.

Søger ildsjæle

Det er planen, at de første kurser på Pan Aftenskole starter til september og gerne før. Derfor skal de næste måneder bruges på at udvikle aftenskolen.

“Så hvis du sidder med ideer til kurser, foredrag, undervisere eller selv vil undervise, så kontakt os og lad os drikke en kop kaffe”, lyder opfordringen fra Jesper Kappel.

“Vi har brug for frivillige ildsjæle, der har lyst til at bruge deres kreativitet og deres netværk til at skabe det indhold, vi gerne vil tilbyde på Pan Aftenskole. Alt, hvad vi drømmer om at tilbyde, udspringer af vores regnbuefællesskab og bygger på værdier om åbenhed og inklusion. Samværet og hyggen mellem deltagerne prioriteres lige så højt som fagligheden”, slutter Jesper Kappel

Sidder du med gode ideer til kurser eller foredrag, eller har lyst til at blive en del af holdet bag Pan Aftenskole, er det bare at sende dem en mail.