Skuespilleren og trans-aktivisten Aleksa Lundberg er blevet udnævnt til at være ambassadør for EuroGames, der i 2015 finder sted i Stockholm.
Sportsbegivenheden EuroGames, der næste år løber af stablen fra Stockholm, har netop fået sig endnu en prominent ambassadør.
Tidligere er både den forhenværende svenske EU-minister, Birgitta Ohlsson, og håndboldstjernen Tobias Karlsson blevet udnævnt til ambassadøren for begivenheden, og de får nu selskab af skuespiller og trans-aktivist Aleksa Lundberg.
– Særligt indenfor idrættens verden glimrer transperspektivet ved sit fravær. Her deles “mænd” og “kvinder” uproblematisk op som væsensforskellige “arter” og den mere avancerede analyse, der går ud på, at man ikke kan fastsætte køn i binære kategorier, udebliver til fordel for en dårlig analyse, der er baseret på tokøns-normen, siger Aleksa Lundberg.
EuroGames: En vigtig begivenhed
Aleksa Lundberg er både skuespiller, dramatiker, regissør og journalist. Hun er også trans-aktivist og arbejder for at synliggøre transperspektivet. Det får hun nu en særdeles god mulighed for at gøre, i sin egenskab af at være udråbt til EuroGames-ambassadør.
Aleksa Lundberg pointerer i den forbindelse, at det er en skam, at idrætsverdenen ikke anstrenger sig mere for at forstå, at transpersoner sagtens kan deltage i sportslige arrangementer, og mener blandt andet derfor, at EuroGames er en vigtig begivenhed.
Som ambassadør for EuroGames får man chancen for at sætte spot på LGBT-spørgsmål som kønsidentitet, kønsudtryk og seksuel observans indenfor sports- og kulturverdenen, samt i den politiske manege.
Frem mod begivenhedens afvikling i dagene 5.-9. august 2015 vil der blive udnævnt flere ambassadører for arrangementet.
Man forventer, at EuroGames Stockholm 2015 vil tiltrække mere end 5.000 deltagere og 250.000 gæster til byen.
Læs også: Ét skridt nærmere EuroGames i København