Junglebogen i familievenlig pragtopsætning

![]()
Eventyrteatret markerer sit 35 års med en energi- og pragtopsætning af Junglebogen. Og vanen tro er der ikke sparet på noget. Hverken på scenografi, kostumer, danseoptrin, og ej heller på medvirkende.
I 35 år har Eventyrteatret præsteret den ene flotte familieforestilling efter den anden. Fantastiske kostumer, flotte scenografier, sublime koreografier, medrivende forestillinger. Dét med et imponerende stort antal medvirkende børn og unge. 100 i alt for at være mere præcis.
35-års jubilæumsforestillingen er endnu mere imponerende end tidligere års. Man tør næppe tænke tanken, hvad det kan blive til, når det om fem år kommer til et 40-års, og siden et 50-års jubilæum.
En seværdig jubilæumsforestilling
Junglebogen er årets valgte jubilæumsforestilling fra Eventyrteatret med stifter og grundlægger Susanne Vognstrup i spidsen.
Sidste år allierede Susanne Vognstrup sig med allestedsnærværende Silas Holst, der blev kunstnerisk leder af Eventyrteatret, og det er ham, der har skrevet manuskriptet, såvel som har instrueret Junglebogen i Eventyrteatrets version.
En version, der rummer de velkendte figurer fra det oprindelige forlæg Junglebogen af Rudyard Kipling, men også rummer nye elementer, der passer til nutiden. En nutid, hvor en stærk pengemand, Henning Hvidvask, og i dette tilfælde ikke mindst hans sekretær Karen, har store planer.
De vil fælde junglen, så træerne kan blive til papir, og der kan tjenes flere penge.
Men heldigvis kommer såvel nogle af junglens faste beboere, de mange dyr, en flok spejdere ledet af tropsfører Arne, og naturligvis Mowgli, såvel som Henning Hvidvasks egen datter Annika, en ægte miljøforkæmper, på tværs.
Ud over Henning Hvidvask der ønsker magt over junglens træer, er der naturligvis også de, der helst ser Mowgli og alle andre mennesker ude af junglen, nemlig den store tiger Shere Khan, der følges i tykt og tyndt af slangen Kaa. Ikke at forglemme er abernes leder kong Loui, der ønsker hjælp til at få ild.
Som enhver kan forstå er der lagt op til en særdeles spændende historie, hvor Silas Holst, sammen med alle de medvirkende i forestillingen, såvel på, som bag, og ikke mindst foran scenen, har fået det absolut bedste ud af manus.
Med andre ord har hele holdet skabt en særdeles seværdig jubilæumsforestilling.
Man i dén grad imponeres
Havde det været en forestilling med lutter professionelle voksne medvirkende, ville man være imponeret. Derfor bliver man endnu mere imponeret over den opsætning, som Eventyrteatret formår med lutter børn og unge i de mange, mange, mange roller.
Hvert år indbyder Eventyrteatret nemlig børn og unge mellem syv og nitten år til at søge ind på dets dramaskole. Og det er fra denne de mange medvirkende hentes. Imponerende, hvad Dramaskolen i Søborg formår at finde frem af talent i de spirende scenekunstnere.
Alt går op i højere enhed
Tilbage til årets aktuelle forestilling Junglebogen. Det er en velfortalt historie, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor intet kan stå alene, hvor imponerende det end måtte være.
Historien er medrivende og de medvirkende leverer flot flot teater. Rigtig mange af sangene bliver sunget rent og dermed til perfektion. Tilsvarende med de mange skuespilpræstationer.
Overdådige kostumer og mageløs scenografi
Jeg har tidligere fremhævet manuskript og instruktion. Fremhæves skal også Christine Brincker for de helt overdådige kostumer. Intet er overladt tilfældigheden, fra mindst ulveunge til største abe. Det er farverigt, fantastisk, flot.
Tilsvarende med den af Kirsten Brink fine og velfungerende scenografi.
Endelig skal også fremhæves Josephine Ellefsens koreografi. Det er velfungerende, og imponerende er det, hvordan der er skabt plads til hver og en af de mange medvirkende i den store store opsætning. Her skal også nævnes, at hele Glassalen, hvor forestillingen spiller, inddrages. Herligt!
Hver og en har sin stjernestund
Det fantastiske ved Eventyrteatrets og dets produktioner er, at alle medvirkende har deres stjernestund i forestillingen, eller i forbindelse med den fine parade, der udspilles før forestillingen og i pausen.
For også her gælder, hvad lyder fra Susanne Vognsen: Det er en forestilling, som rummer noget, vi alle har brug for. Vi har brug for at høre til, og at nogen tror på os. Og vi har alle brug for modet til at være den, vi er. Det gælder ikke mindst børn og unge.
Herfra skal lyde et stort stort tillykke med jubilæet, men også med endnu en pragtpræstation fra Eventyrteatrets side, og ikke mindst til hver og en af de medvirkende. Små som store, store som små, og i en verden, hvor der skal være plads til alle.
Derfor giver Out and About 6 stjerner for en særdeles vellykket jubilæumsforestilling, der ikke mindst er en vellykket familieforestilling.
Kort om Eventyrteatrets version af Junglebogen
|
