ANMELDELSER

Jeg kender dig uden at kende dig

‘Det jeg ved om dig’ af Éric Chacour

 

Bøger: Sådan ser dit liv ud fra min synsvinkel. Det er udgangspunktet for Éric Chacours roman “Det jeg ved om dig”. En fortælling om Tariq, som lever det perfekte liv som nyuddannet læge i Kairo. Han er nygift, men forelsker sig hovedkulds i hans mandlige assistent. Forelskelsen og den fortsatte kamp for kærligheden er romanens rammer.

Det er det lille forlag Holgers Forlag, der har taget chancen og nu udgiver den prisbelønnede roman ‘Det jeg ved om dig’. Denne skønne fortælling fører dig frem og tilbage i tid på en fængende måde. Du bliver grebet af Tariqs historie, og du vil ikke kunne lade være med at gætte på, hvem der egentlig fortæller historien.

Ukendt fortæller

Bogen er bygget anderledes op end de fleste andre romaner. Vi finder først ud af, hvem fortælleren er godt inde i romanen. Det gør, at man investerer i historien og gætter med helt frem til afsløringen. Fortælleren har en viden om Tariq. Samtidig med, at man er bevidst om, at det ikke er Tariq, som fortæller historien. Helt klart er dette tag, forfatteren Éric Chacours fortjeneste.

Forfatterens store talent

Historien er virkelig godt skrevet og der er ingen tvivl om, at Éric Chacour er et stortalent. Og jeg håber inderligt, der kommer flere bøger fra hans hånd på dansk. Han formår at skrive, så jeg forsvandt væk i Kairos gader. Og ikke mindst hen til familiehuset, hvor Tariq med sin kone bor ovenover sin lægepraksis. Ovenpå den lille familie bor så hans “stygge” mor og søde søster.

En svær anmeldelse

Denne anmeldelse har været ret svær at skrive, for jeg vil meget nødig afsløre noget på forhånd. Men jeg kan fortælle, at denne bog er det tætteste man kommer på en 6 stjernet anmeldelse uden at være det. Eneste grund til dette forbehold er, at jeg ikke kunne fornemme Montreal på samme måde som Kairo.  Det giver en manglende medfølelse og indlevelse, når man kommer til den del af romanen, der foregår i Montreal.

Homoseksuel eller ej

Grundhistorien foregår i 1980’erne, og her findes der ikke forskellige grene af LGBT+ livet. Her er man enten homoseksuel eller ej. Sådan var det hvert fald i Kairo, hvilket selvfølgelig giver en underverden. Denne underverden får vi små bider af. En verden man da kun kan ønske sig mere af i en ny roman fra forfatterens hånd. En underverden, hvor fattige drenge må være trækkerdrenge for rige mænd. Men også en verden, hvor man finder LGBT+ miljøet, uden at nogen må se det.

Ny fortællestil

Som du måske kan læse dig til, er jeg begejstret for bogen. Jeg håber mange finder frem til det lille forlag, Holgers forlag, som har udgivet en gribende og nytænkende roman. Den nye måde at skrive en fortælling på, har jeg ikke set tidligere, og hvis du ligesom jeg er en bognørd, så skal du virkelig læse ‘Det jeg ved om dig’.

Info

“Det jeg ved om dig” af Éric Chacour ude fra 20. april 2024 på Holgers forlag.

324 sider

Bogen har vundet Prix Fémina des Lycéen og Prix des 5 Continents. Bogen har været nomineret til den prestigefyldte Renaudot pris.

Oplev en fantastisk LGBT+ film hjemme i sofaen