ANMELDELSER

Græsted Revyen – et brag af en sommerrevy

Foto: Jan F. Stephan

 

Græsted Revyen er en særdeles god dansk traditionel revy med alt det en sommerrevy skal rumme. Og lidt til og meget mere! Politisk satire, mimik, tilbageblik, genkendelige sange, tankevækkende tekster, og masser af humor, blandes i en super fin cocktail.  Og så præsenteres den med et menneskeligt og scenemæssigt overskud ikke set længe.

Allerede fra før tæppet går op for Græsted Revyen 2021, har man en klar fornemmelse af, at det bliver en rigtig god, hyggelig og sjov aften. I år med undertitlen Et plaster på såret, et musik- & sketchshow. Læg dertil en dejlig velkomponeret tapasplatte inkluderet i prisen.

De to skuespillere John Batz og René Richardt går allerede længe inden revystart rundt mellem bordene, behørig iført mundbind. Får en hyggelig snak med gæsterne. Det betyder, at allerede inden forestillingens første nummer, har de et godt forhold til deres publikum. Omvendt ved vi som publikum, at de to, der skal indtage scenen, har et stort overskud at dele ud af til deres gæster. Og jo, det udbygges stille og roligt forestillingen igennem. Så når det hele er slut, så sidder man allerede og længes efter endnu en aften i Græsted Revyen.

René Richard og John Batz, den ene uden mundbind, den anden med, præsenterer os ved revystart for aftenens program. Den består af to dele: En lidt mere klassisk revy med en række forskellige sketch, og en anden akt, hvor musikken er i fokus.  Det viser sig senere at være en stor hyldest til musikken og ikke mindst de mennesker, der gennem årene har præget den danske musikscene.

Apropos program. I modsætning til i langt de fleste andre revyer, teatre og spillesteder, så skal man ikke købe et program til en mindre formue i Græsted Revyen. Der ligger simpelthen et program på hver plads, så alle kan følge med i, hvad der måtte ske på scenen. Dermed kan alle læse, hvem der er idémændene og tekstforfatterne bag de enkelte tekster. Fin service!

Første akt rummer blandt andet to gange tre mindre numre med titlerne Mime på menuen, og Prøverum. Det er nogle små hurtige sketch, men med sjove og nogle gange overraskende pointer. Forfriskende!

Lavprisselskaber tages på kornet

Tekstforfatter Staffan Bjerstedt er ophavsmand til nummeret Basic Air. Her spiddes situationen med lavprisflyselskaber på kornet. Selve billetten er overraskende billig, men skal man have sæde, plads, ja det står der, adgang til toilet, og brug af dette, ja så koster det. Og som det understreges i nummeret: Vi har jo allerede dine kreditkortoplysninger, som du købte selve billetten med, så vi kan hurtigt lige trække beløbet.

Desværre bliver afgangen aflyst, og naturligvis skal pointen ikke røbes her. Dog kan jeg røbe så meget at ordet usynlig indgår.

I øvrigt går ordet usynlig igen i flere af sketchene. Således også i endnu et rigtig morsomt nummer, nemlig Et plaster på såret af Jan Svarrer og Søren Anker Madsen. Her spiddes hele MeToo, politisk korrekthed og ukorrekthed, det der må siges, og det der bestemt ikke må siges, fordomme og forventninger, men også det at føle sig krænket, i den grad på kornet.

Naturligvis må kulturens egen minister Joy Mogensen også nævnes: – Vi er glade for at kulturminister Joy Mogensen er med her i aften, lød det fra scenen. Heller ikke denne pointe skal nævnes.

Fra en usynlig minister til nogle af de mere synlige politikere. De to mestre i revytekster Vase og Fuglsang har leveret teksten til De politiske Lege. Et rigtig sjovt og klassisk revynummer, hvor de to kommentatorer René og John, rapporterer direkte fra De politiske Lege.

Samme forfatterpar står også bag endnu et super sjovt nummer Hvor lærer de det henne? Her møder vi to øldrikkende fædre, der højlydt kommenterer på deres sønners deltagelse i en fodboldkamp, og deres formåen på og uden for banen. Og hvis skyld er det så? Få svaret i Græsted Revyen.

Ingen revy uden Corona

Og naturligvis ikke en revy anno 2021 uden at Corona bliver nævnt. Og hvad er mere oplagt end at lave en opdateret udgave at det gamle velkendte Dirch Passer og Keld Petersen nummer Tømmerflåden. Her er det igen Vase og Fuglsang, der er på spil. Og jo, det bliver besværligt med den tømmerflåde, fire mand, mundbind, håndsprit og afstandskrav. Og så er der lige det med om tømmerflåden befinder sig i dansk eller svensk farvand, for reglerne er vidt forskellige. Spot on!

Anden akt indledes med en Elvis Presley direkte genopstået fra graven. Med rollator, sprit og mundbind, kommer han i skikkelse af John Batz, hvis idé det også er. Stavrende rundt i salen, mens han hyggesnakker med publikum, får sig en velfortjent øl, og synger nogle af de gode gamle klassikere. Og med Elvis indtræden i den musikalske anden akt åbnes op for en række gensyn med og hyldest til såvel nuværende som nu slukkede stjerner. Blandt andet er der som den røde musikalske tråd genhør med nogle af Bent Fabricius Bjerres dejlige melodier

Heller ikke det populære tv-program Toppen af poppen går ram forbi. Og den del tager René Richardt sig rigtig kærligt af. René Richardt kan i den grad imitere og parodiere nogle af tidernes største popnavne. I flæng kan nævnes Peter A.G., Sebastian, Thomas Helmig, og Poul Krebs. Det er bragende godt og underholdende.

Fra Toppen af poppen bevæger den musikalske del sig over i en stor afdeling omhandlende to af vores nok mest folkekære sangere og tekstforfattere: Kim Larsen og John Mogensen. De to har givetvis nu har deres egen fest på hver deres lyserøde sky, formentlig højt oppe over Græsted.

John Batz gør det super godt som John Mogensen og Rene Richard ikke mindre godt som Kim Larsen. Larsen og Mogensen ping-ponger om og med deres tekster og sange, og vi får et kærkomment genhør med en række af deres største perler.

Flere gange undervejs, ikke mindst i dette eller rettere disse Mogensen og Larsen numre, bliver publikum gjort opmærksom på, at man ikke må synge, men gerne mime med. Sidstnævnte er som bekendt også nemmere, for så kan ingen høre, hvis man synger forkert.

En dansk revy i bedste forstand

Hvis man tror, at Græsted Revyen er en lokalt forankret revy, der kun handler om Nordsjælland og livet nord for København tager man grundigt fejl. Revyen kommer rundt i alle de hjørner og kroge af det danske samfund, som en god danske sommerrevy skal.

Kun ganske kortvarigt nævnes lokalområdet. Som sikkert de fleste bekendt kom tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Græsted. Derfor er det da også på sin plads, at René Richardt og John Batz lige nævner, at der nu lokalt tales om, at pladsen foran kroen skal døbes Lars Løkkes Plads. Det mener de dog ikke den skal. De peger i stedet på, den nyeste politiske udmelding fra den tidligere statsminister in mente, at det måske heller skal være den nye rundkørsel ved Netto, der skal have navn efter Lars Løkke. Pointen skal ikke nævnes her, men ikke mindst meget sjovt og særdeles aktuelt er det.

Revy i et hæsblæsende tempo

Og sjov er Græsted Revyen 2021, der serveres i et hæsblæsende tempo af Rene Richardt og John Batz. De to kan i den grad deres merit at underholde publikum: Og da revyen samtidig rummer alle de elementer, som en god revy skal, kan det næppe gøres bedre.

Jeg skal da også her gerne indrømme, at jeg er fan, som i stor fan, og da sidste nummer er rullet over scenen, sidder jeg allerede og længes efter en ny aften i Græsted Revyen. Jeg vil driste mig til at skrive, at revyen bør overvejes som kandidat til årets revy. Så helstøbt er den efter min mening, og er man i sommerlandet, eller lige får lyst til en smut til Græsted, så tøv ikke med at se den. Man går glad ud i sommernatten, når scenetæppet af faldet.

Det unormale

I et normalt år, hvad det efterhånden end må være, er der fire skuespillere på scenen i Græsted Revyen. Grundet corona, og dermed også en kraftig reduktion i det antal publikummer, der må være i salen, har man skåret ned til kun to skuespillere på scenen: René Richardt og John Batz.

Alligevel formår de to i den grad at fylde revyen ud. De er nærmest non stop på scenen i de godt to timer revyen varer. Her er ingen dansepiger eller -mænd til at fylde ud med ved scene- eller kostumeskift. Så meget mere imponerende er det, og derfor tøver jeg heller ikke med at give et stort antal stjerner til årets udgave af Græsted revyen.

Der er ingen dårlige numre, timingen er perfekt, der er en høj grad af aktualitet. Ikke mindst i forhold til den politiske arena, der ændrer sig nærmest dag for dag, og så er det gennemmusikalsk.

Græsted Revyen 2021 behøver ikke plaster, hverken brunt, sort eller usynligt. Den er imponerende flot og følges perfekt til dørs af Late Night Orchestra.

Med baggrund i, at der er så få kræfter bag revyen, og et langt mindre budget m.m., hvis man sammenligner med andre revyer, er det så meget mere berettiget med de seks velfortjente stjerner fra Out & About.

Kort om det kreative hold

Sparring og gode råd: Nikolaj Tarp

Late Night Orchestra: Henrik Schrøder, Tom Kristiansen, Flemming Bosse.

Scenografi: Vibe Pock-Steen

Lyd og lys: Jørn Thostrup og Tomas Plough

Speak: Dan Scklosser

Grafiker: Sebastian Bonsing

Foto: Jan F. Stephan.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Hobbitten indtager Ulvedalene