Site icon Out & About

Superhelt i kørestol

Sarah Glerup ved 5-Chair Challenge under X Factor 2016.
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Sarah Glerup røg ud i andet liveshow ved X Factor, og mange forsøgte en medlidenhedsdagsorden. Men hun har givet mindst tre minoriteter et stærkt og smilende ansigt: Mennesker med handicap, lesbiske og dem fra Vandkantsdanmark. Og så er der en kvinde i USA, der måske får en respirator.

Hvis man ikke er synlig, så findes man ikke,” siger Sarah Glerup og citerer Uffe Elbæk: ”Hvis man ikke findes, så har man ikke nogen rettigheder.”

Det er det, det handler om for Sarah Glerup, når hun stiller op til X Factor, tegner sine satiriske tegninger eller på anden vis stiller sig til rådighed i spotlightet for at sætte fokus på mennesker fra minoriteter, vi ikke så ofte ser portrætteret i offentligheden.

”Det med synligheden gælder ikke kun LGBT-miljøet. Det gælder i allerhøjeste grad også, hvis man har et handicap og har brug for hjælpemidler for overhovedet at kunne trække vejret. Når jeg kører ind på scenen i X Factor, er jeg synlig,” siger Sarah Glerup.

”Folk ser, at jeg findes. Det betyder noget for mig, og det kommer til at betyde noget for dem, der sidder derude. Både dem, der også har et handicap eller også er lesbiske: De tænker ’Gud! Der er en, der er ligesom mig, og jeg er ikke den eneste i verden.’ De har mig at spejle sig i,” slår Sarah Glerup fast.

”Men det betyder også noget for dem, der ikke kender nogen fra en minoritet. Man kan godt blive bange for det, man ikke kender. Så når jeg stiller mig til rådighed, er der flere, der får set en, der bruger respirator, har muskelsvind eller bruger kørestol, og så kender de mig jo fra fjernsynet. Det gør, at det ikke er så fremmed længere. Og når noget ikke er fremmed, så betyder det, at vi pludselig kan få øje på de ting, der er meget mere spændende ved mennesker.”

Heldig og privilegeret

Out & About møder Sarah Glerup i DR Byen inden første liveshow i X Factor. Der er pressemøde, og journalisterne flokkes om at få lov at tale med hende.

Det er oplagt, hvad der skal tales om. For den 30-årige Sarah Glerup har muskelsvind, bruger kørestol og respirator, er lesbisk og opvokset i Vandkantsdanmark på Lolland, tæt ved Falster.

Men inden nogen kommer i tanker om at spørge til netop de ting, får de øje på Sarahs bare arme og en ordentlig tusch, hun netop har fået lavet på højre overarm. Den fylder hele overarmen og forestiller hendes superhelt, Oracle, der også bruger kørestol. Fokus er fuldkommen flyttet fra alt, der kunne handle om ’stakkels Sarah’ til ’wow, den er flot!’

Og det er sådan, Sarah Glerup lever. Hun vender noget, der kunne synes at være en ulempe, til sin fordel og får det bedste ud af det, hun har. Men det er også et opråb:

”Jeg forstår ikke medlidenhedstingen. Jeg er både heldig og privilegeret, fordi jeg er vokset op i et velfærdssamfund, hvor jeg har fået en kørestol og den hjælp, jeg har brug for, ikke mindst en respirator. Jeg har nogle søde forældre, der har hjulpet mig med mit skolearbejde, så jeg kunne blive dygtig nok til at gå på universitetet.”

En spontan idé

Selv om Sarah Glerup allerede har haft en lang dag med prøver og pressemøde, virker hun veloplagt og i højt humør. Vi finder en krog i DR, hvor vi kan sidde lidt i fred og snakke.

Vi kommer hurtigt ind på, hvorfor Sarah Glerup med sit drømmejob som pressemedarbejder for Enhedslisten samt frivilligt engagement i filmfestivalen MIX Copenhagen og egen tegneserie-blog lige synes,
hun skulle have en ting mere på paletten. Idéen til at stille op til X Factor kom spontant:

”Det var helt ærligt ikke særlig gennemtænkt,” siger Sarah Glerup. ”Jeg får tit sådan nogle spontane idéer. Jeg kaster mig ud i dem, og så står jeg bagefter lidt uden for mig selv og kigger tilbage: ’Sarah! Hvad har du nu rodet dig ud i?’ Men det er også ret fint, for det fører indimellem til nogle ret sjove ting.”

”Jeg sad og så X Factor med min gode ven Peter, som også har respirator. Jeg havde netop kommunikeret
med en pige i USA, der ikke kunne trække vejret. Hun blev ikke tilbudt en respirator, for de sagde, at hun så ikke ville kunne tale. Jeg kender også til folk, der er døde, fordi de ikke har fået en respirator. Det er den meget alvorlige konsekvens af, at så mange ikke får hjælp. De får simpelthen at vide, at det ikke vil give
dem livskvalitet, og at de vil miste talen. I stedet får de en maske på, lidt a la Darth Vader, og så kan man i hvert fald ikke stille op i X Factor,” siger Sarah Glerup.

Hun pointerer, at når man skal tage så vigtig en beslutning, der handler om liv og død, så skal man tage den
på et oplyst grundlag. Det er motivationen til at stille op i X Factor: at skabe opmærksomhed omkring, at
respiratoren ikke bare redder liv, den giver også en øget livskvalitet.

Lydløs respirator

For at bevare spændingen fik Sarah Glerup eksperterne på respiratorklinikken på Glostrup Sygehus til at finde en lydløs løsning til respiratoren. Med den specielle indstilling kunne hun gennemføre audition, uden at dommerne lagde mærke til, at hun bruger respirator.

”Så fik jeg godt nok smadret myten om, at man ikke kan snakke og får et dårligt liv med respirator.”

Til sin store overraskelse gik Sarah ikke bare videre, hun gik helt til liveshows.

”Jeg indrømmer blankt, at det startede som et oplysningsprojekt, men jeg havde ikke kalkuleret med at gå videre. Det havde jeg slet ikke set komme. Det forpligter, når man går videre. Når jeg nu har fået den chance foran 1500 andre, så har jeg eddermame bare også at ville det. Så det startede som et oplysningsprojekt, men nu går jeg ind i det med alt, hvad jeg har.”

”Jeg blev fuldstændig overrasket, for jeg havde ikke tænkt så langt. Pludselig kunne jeg godt se, at det var en helt anden slags eventyr, jeg blev budt indenfor i. Det er en kæmpe kompliment at blive sendt videre og det er lidt af en mulighed. Det har givet adgang til nogle oplevelser, jeg ellers aldrig ville have fået,” siger Sarah Glerup.

Matcher Blachman

I X Factor fik hun mulighed for at arbejde sammen med dygtige musikere og en koreograf samt trænet sin sangteknik. Men hvordan var det at arbejde sammen med Thomas Blachman?

”Jeg synes, det er rigtig sjovt at arbejde sammen med Blachman. Andre rynker panden og spørger skeptisk:
’Hvordan er det at arbejde med Blachman?’ Han fremstår som en til tider hård person, men privat er han faktisk en meget venlig mand også og en lille smule genert, tror jeg, Men der, hvor vi matcher hinanden godt, er, at vi nok er nogenlunde lige stædige og har lige mange meninger. Så der er en ret fin balance i det. Han kan da godt være grov, men det kan jeg også.”

En af grænserne satte Sarah Glerup dog ved lyserøde flæser. ”Når man som jeg er 30 år gammel og på mange måder har styr på, hvem man er, så er det ikke så nemt lige at skifte mig ud med et andet udtryk,
så nej de har ikke formet mig på den måde. Jeg bliver ikke lige en Britney Spears. Jeg tror mere, det handler om at tage det udtryk, jeg har, og se, hvad man kan bruge det til. Det kommer heller ikke til at ske, at jeg bliver puttet i lyserøde flæser. Jeg har sagt til Thomas, at hvis han vil det, så bliver det kun, hvis han også selv tager det på,” siger Sarah.

Bemærket i Boston

Vi har set, hvordan det gik Sarah Glerup i de to liveshows, hun nåede at medvirke i. Hun kom ikke i lyserøde
flæser, men hun havde åndsnærvær nok, da hun forlod X Factor, til lige at bemærke, at man i Boston har taget budskabet til sig:

En respirator kan ikke bare redde liv, den kan også give livskvalitet og føre til noget så vildt som en optræden i X Factor.

I udlandet har mange læger afvist at tilbyde deres muskelsvindspatienter en respirator. Men efter YouTube
har spredt X Factor-klip med den syngende Sarah fra Danmark, har i hvert fald tre læger i Boston nu ændret
holdning og tilbudt en kvinde med muskelsvind en respirator.

Sarah Glerup med Thomas Blachman.
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

 

Læs også: X Faktor-Sarah i Folketinget

Se også: X Factor-Sarah viser kæresten frem

Exit mobile version