Foto: Modelfoto
KRONIK – Tør du lægge telefon og dating-apps i lommen og i stedet vove den mellemmenneskelige relation?
Af: Kasper M. Christensen, Journalist og cand.mag. i medievidenskab, København V
I 2017 er det næste knald kun et klik væk, og dating-apps som Grindr, Hornet og Scruff har uden tvivl sat homoseksuelle mænds sexliv fri som aldrig før. De fleste af de homoer, jeg kender, har da også benyttet sig af apps som Tinder og Happn, der – udover muligheden for dreng-pige matches – også tilbyder en hurtig, digital flirt for mænd, der har sex med mænd.
Men hvad gør det ved os, når vi konstant sidder med hovedet begravet i en smartphone-skærm; enten travlt beskæftiget med at swipe til højre og venstre på Tinder, eller med hele hovedet oplyst i den så uflatterende orange farve, der afslører, at vi leder efter Mr. Right (Now) på Grindr?
Jeg var selv så heldig at få lov at stille dette og andre spørgsmål til en række homoseksuelle mænd, da jeg skrev speciale i medievidenskab ved Syddansk Universitet. Mine spørgsmål om deres oplevelser med digitale dating-apps frembragte en række interessante fund, som er værd at dele. Ikke mindst for at sætte fokus på nogle dybereliggende tendenser i homomiljøet – frem for at blive ved med at diskutere, præcis hvor afstumpet og ignorant et menneske, Anni Grimm er.
Hovedløs brug af apps
Med fare for at få det meste af Københavns homoseksuelle etablissement på nakken, kan jeg ikke dy mig for at gentage rubrikkens småpolemiske opråb: Sluk nu for Tinder, svans!
Og tillad mig så at uddybe: Jeg har selv brugt et utælleligt antal timer på Tinder, været på flere gåturs-dates rundt om dét, der i københavnermunde nu kaldes for ”Tinder-søerne”, og har også – efter endnu en dårlig date og med et glas vin (ok, en halv flaske) indenbords – mange gange tænkt: ”Nu skal der fandeme ryddes op i de matches!”. Jeg fornægter altså på ingen måde brugen af hverken Tinder eller Grindr. Og som selverklæret, Cher-elskende og out-and-proud homoseksuel mand vælger jeg at bruge ordet ”svans” lige præcis, som jeg vil. I dette tilfælde med et kærligt, subversivt glimt i øjet.
Når det er sagt, så tror jeg med både hjerne og hjerte, at vi skal passe på, at vi ikke fuldstændig hovedløst bare bruger løs af de mange muligheder for seksuel udfoldelse, dating-appsene tilbyder os. Den effektivisering af sexlivet, de skaber, er bestemt positiv, men jeg tror, vi glemmer at passe på os selv og hinanden i farten. Det er i hvert fald, hvad jeg kan se i min omgangskreds. Og det er også, hvad mine informanter i specialet gav udtryk for.
De mænd, jeg interviewede i forbindelse med specialet, fortalte på tværs af geografi, alder og socioøkonomiske faktorer, hvordan Grindr og Hornet på den ene side var gode online-katalysatorer for offline-kontakt, og hvordan de medvirkede til effektivisering af sexlivet. På den anden side hørte jeg også beretninger om, hvordan det var blevet sværere at finde længerevarende, romantiske relationer. Hvis man alligevel var så heldig at finde en sådan relation, oplevedes den som mere skrøbelig end før appsenes fremkomst.
I mit eget liv har jeg selv oplevet flere relationer, der startede på Grindr, blev omkalfatret til den obligatoriske tur om søerne, senere til sex og endnu senere til rødvin og middage. Relationer, jeg troede, jeg skulle noget med. Mennesker, jeg tænkte var fulde af substans, humor og moralsk integritet. Relationer, der imidlertid endte brat. Uden svar på, hvad der gik galt, hvad der ikke spillede, eller hvad der på anden vis pludselig ændrede sig. Hvis det ikke var fordi, at både min kæreste og mine venner kunne fortælle lignende historier fra deres liv, ville jeg nok lige så stille være begyndt at fatte mistanke til, om alle mine fantastiske fortræffeligheder nu alligevel var så fantastiske og fortræffelige.
Manglende digital bevidsthed
Det bringer mig tilbage til budskabet om at lægge telefon og dating-apps i lommen. For hvor de rigide krav, der knytter sig til den akademiske metode, ikke tillod mig at komme med et personligt, intuitivt indspark til det i specialet undersøgte emnefelt, så tør jeg godt at vove pelsen nu: Jeg tror, vi skal være os super bevidste og kritiske i forhold til, hvordan vi bruger Grindr, Hornet, Tinder – og alle de andre apps.
Denne digitale bevidsthed tror jeg ikke, vi i tilstrækkelig grad besidder endnu. Hvor det i dag langt fra er comme il faut at ”telefonere”, når man er sammen med andre (som det til gengæld var i 1920’erne) eller at spise foran flimmerkassen (som det var i 1960’erne), så har vi ikke rigtig fundet ud af, hvordan vi ”bruger” vores dating-apps i 2010’erne; vi bruger bare løs – uden blik for andet end vores egen kortsigtede, seksuelle tilfredsstillelse. Sagt med et dyrt, akademisk udtryk, så er vores dating-apps endnu ikke blevet ”domesticeret”; de er med andre ord ikke blevet integreret på naturlig vis i vores dagligliv endnu. Det er vores mellemmenneskelige relationer begyndt at lide under. Derfor skylder vi os selv og hinanden at gå i gang med at tøjle vores brug af dating-apps.
Det betyder ikke, at vi skal kaste både apps og smartphones ud af vinduet. Langt fra. Sikkerheden i at kunne tjekke fyre ud i ro og mag online, frem for at gøre det offline og få en flad i bytte, er uvurderlig for den minoritet, vi stadig udgør – hvilket mændene, jeg interviewede i forbindelse med mit speciale, også gav udtryk for. Desuden er muligheden for at connecte med folk fra hele verden både fascinerende og indeholder et frigørende potentiale på tværs af byer, nationer og kontinenter.
Så appsene har bestemt ført noget godt med sig. Jeg har mødt min kæreste på Grindr, og har skabt venskaber gennem Tinder. Men når de relationer er lykkedes, har det været med udgangspunkt i en fælles følelse af trods overfor den overfladiskhed og ’brug og smid væk’-kultur, den ekstensive app-brug har ført med sig. En enighed om, at man vil et andet menneske. På trods af, at relationen startede på Grindr eller Tinder.
Kig hinanden i øjnene
Jeg tror, vi skal bruge vores dating-apps mere nøgternt som katalysatorer for mellemmenneskelig kontakt. Og samtidig være varsomme med, hvor ekstensiv vores app-brug er. Hvis du stod overfor en forsamling af 50 lækre mænd på en bar, er min antagelse, at du ikke ville forsøge at snakke med alle 50 på én gang, men udvælge dig én eller to, der skulle have din opmærksomhed. Og ligesom jeg tror, at man kun skal skrive det til folk på Facebook og Instagram, som man i ramme alvor kunne finde på at sige til dem face to face, så tror jeg også, vi skal have skabt en ny kultur omkring vores brug af dating-apps.
I The Guardian er det allerede for et par år siden blevet belyst af en homoseksuel meningsdanner, hvordan homomiljøet i Melbourne, Australien, så småt er ved at uddø, mens reklamerne for diverse dating-apps fylder mere og mere ved den årlige pride-parade. Uden at man kan drage en direkte sammenligning mellem down under og Danmark, så ville det være umådeligt trist at se en lignende udvikling i Studiestræde i København. En udtømt Pisserende = et fattigere København.
Min opfordring skal derfor lyde: Læg nu telefon og dating-apps lidt i lommen, og kig hinanden i øjnene i stedet. Vis din omverden, at du vover den mellemmenneskelige relation: Snak, flirt, kys – og spred lidt god, gammeldags IRL-kærlighed til dine medmennesker. Hvis du tør kigge op fra din skærm, tyder meget på, at du har større chance for at rende ind i din næste flirt. Det er i hvert fald helt sikkert, at du både oplever mere af livet omkring dig, og samtidig øger muligheden for at få øje på de potentialer, der er i øjenhøjde – lige foran dig.