Site icon Out & About

Odsherred Sommerrevy sidder lige i skabet

Odsherred Sommerrevy er en af årets bedste, mener vor anmelder.                                                                          Foto: Klaus Vedfelt

Odsherred Sommerrevy – Hold på hat og briller – sidder lige i skabet. Teksterne er super sjove og satiren står skarpt, skuespillerne er fantastiske, og instruktionen stram og funktionel. Ja selv brevet, der i en sketch, kastes langt ud over publikum, sad nærmest lige i øjet: Det strejfede denne anmelders kind, og endte flot og præcist i skødet hos en bagved-siddende publikummer.

Hvis jeg kun måtte anbefale de bedste venner at se én revy, så er valget ikke svært: Odsherred Sommerrevy, med undertitlen Hold på hat og briller!

Odsherred Sommerrevy er sjov, skarp, original, og rummer alt det, en revy skal. Den sidder lige i skabet efter denne anmelders uforbeholdne mening. Og derfor ubetinget 6 stjernet!

Erkendt: Næsten enhver af de revyer, jeg har set i år rummer gode elementer og kvaliteter. Men én enkelt stikker i min optik helt af, fordi den simpelthen rummer det hele. Rummer det hele, uden at være prangende og stor, uden de traditionelt største revynavne på scenen, og uden at have et kæmpe set-up. Og alligevel er det en 6-stjernet revy.

Odsherred Sommerrevy er således absolut en tur værd, fordi den indeholder lutter gode tekster. Både de politiske, de meningsfyldte, de skarpe, de muntre, de sjove, og de satiriske.

Revyen rummer det hele. Samtidig med at den holder sig til traditionerne, samtidig med at den bryder med velkendte mønstre. Samtlige tekster leveres perfekt, hvad enten det er med smil, charme, eller tristesse, og dermed altid med en meget høj grad af indlevelse af de fire skuespillere: Ulla Vejby, Jon Lange, Kristian Holm Joensen, og Katrine Skjoldelev.

De følges underholdende til dørs af revyens norske direktør Frede Gulbrandsen, der indimellem kæder numrene sammen. Endelig må bestemt ikke glemmes revyens norske musiker Trond Lindheim.

Ene mand sidder han og leverer al musik til forestillingen, ligesom han har sit helt eget nummer Alt hvad man skal vide om norsk musik. Fabelagtigt og et dejligt lille frikvarter fra de øvrige revynumre med fantastisk norsk musik i flot indpakning: Fra Grieg til Bobbysocks og videre til A-Ha.

Godt sammensat

Revyen lægger ud med et poetisk dansenummer, Ballondans for 3. Det er smukt medrivende, og kan tolkes som rørende en desværre evig aktuel tematik: Ensomhed, og det at blive holdt uden for.

Der følges op med et fodboldnummer, Træneren. Første nummer i revyen er på idé af Kristian Holm Joensen, og han følger op med politisk satire, når en fodboldtræner tager temperaturen på de spillere, der er til rådighed. Og ganske rigtigt gættet, vi nærmer os Christiansborg, og de medvirkende på den politiske boldbane. Godt set, og en anderledes vinkel på hvordan man kan sætte hold.

Kristian Holm Joensen agerer selv fodboldtræneren, der har sit hyr med de forskellige politiske spillere. Alt fra Messerschmidt der er for langt ude på fløjen, til Løkke der ikke vil ud af midtercirklen, men dog løber, da fadølsbaren åbner.

Revyen rummer yderligere et godt fodboldnummer, om den danske fodboldfan, der begræder verdensordenen, og det faktum at Danmark ikke er med ved VM. Nå ja, og undervejs kommer så lige en norsk fodboldfan forbi. Det i form af teatrets direktør Frede Gulbrandsen lige forbi. Vidunderligt tænkt.

Normalt er jeg ikke rigtigt til håndværkerhits

Normalt er jeg ikke til håndværkervits, men må erkende, at i Odsherred Sommerrevy leveres de på en måde, at man ikke kan lade være med at grine.

De især af Kristian Holm Joensen og Jon Lange. Ikke mindst i nummeret Hovedet på sømmet med tekst af Jan Erik Elgaard, kommer lattermusklerne på arbejde. Nummeret leveres med så meget energi og charme, at selv de dummeste håndværkervits undervejs løftes til højeste niveau.

Som jeg hviskede til min medanmelder, det er så dumt og åndsvagt at det grænser, og alligevel hulker man nærmest af grin.

God leverandør af vidunderlige tekster

Udover at Kristian Holm Joensen står for mange gode skuespilpræstationer, så har han som nævnt også skrevet en række gode tekster. Blandt andre Hvorfor er der aldrig nogen, der fortæller mig noget.

Han fremfører selv nummeret, ja, erkendt, det er så langt ude, at selv guder må tænke deres, og alligevel er det ustyrligt morsomt.

Politiets vaskehal

Odsherred Sommerrevy rammer også politisk aktuelle emner. Således præsenteres nummeret Politiets Vaskehal på premieredagen, samtidig med at der fra politisk side ryddes op i politiets ledelse.

I nummeret er vi på en fynsk politigård, hvor en ny medarbejder sættes ind i, hvilke sager, der skal arbejdet med, og hvilke der skal i vaskespanden.

Nummeret leveres til tonerne af Vidar Sandbecks musik, i sin tid udødeliggjort i Rachel Rastenni i et af hendes absolut største hits Her kommer mutter med kost og spand.

Det triste skal også med

Alt skal ikke være sjov og spas, om end man i disse tider godt kunne ønske mere af det. Nej faktum er, at Odsherred Sommerrevy taler til alle ens følelser.

Man rammes således hårdt i hjertekulen, når Kristian Holm Joensen fremfører sin egen tekst Jeg har mistet en ven, og ligeledes når Ulla Vejby, siddende på plejehjemmets toiletstol, fortæller om livet i nummeret En del af statistikken med tekst af Hø &s Bø.

Vi rammes også særdeles hårdt i Vase & Fuglsangs helt fantastiske tekst En dårlig allieret .I dette nummer medvirker alle fire skuespillere som soldater. De har en historie at fortælle om krig og det at være udstationeret i Afghanistan. Alt mens Trump i baggrunden fortæller, at Danmark er en dårlig allieret. Man bliver som tilskuer ked på vegne af de 20.000 danske soldaters vegne, der deltog i krigen, når man hører om, hvad det har bibragt dem på krop og sjæl, samtidig med, at man bliver vred over Trumps udtalelser.

Kønsidentiteten får også et skud

Kønsidentiteten får også et skud, og vi griner så tårerne triller i Janus Elsigs Kønsløs Børnehave. Her er Jon Lange  faderen, der vil have sit barn indskrevet i børnehaven.

Kristian Holm Joensen er pædagogen, der forklarer om køn og de forskellige pronominer.

At han, undskyld hen, altså hende, eller ham, eller?. Kristian Holm Joensen, har kunnet finde ud af at fremføre dén tekst, er mig en gåde, for der er rigtigt meget at holde rede på. Og jo man forstår godt at faderen til barnet, har svært ved at finde rundt i tingene. Men hold nu op hvor var det godt fundet på, fantastisk fremført, og så gav nummeret samtidig et interessant indblik i dele af kønsidentitetsdebatten.

Til stregen med kartoflerne

Ruth Lange og Gunvar Reynberg har forfattet en noget særpræget tekst om livet på Lammefjorden, om landmændene, om brug af kvinder, og om – Lammefjordskartofler. Og jo den går på Arthurs Sullivans melodi, bedst i Danmark kendt som Admiralens Vise, men her vidunderligt fremført af Ulla Vejby, assisteret af Jon Lange og Kristian Holm Joensen.

Snobberne får også lidt med

Vores tanker ledes til Rytteriet i nummeret 4581 med tekst af Vibeke Petersen. 4581 er postnummeret i Rørvig. De lokale vil vide, at det er finere at have adresse dér, end i de nærliggende postnumre.

Mange flere numre kunne være nævnt, men alt skal ikke spoiles, for efter denne anmelders mening er Odsherred Sommerrevy helt i top.

Alt i topklasse

Ikke ét eneste dårligt nummer. Selv de numre, som man kunne tænke har været for at få tidskabalen med tøjskift til at gå op, er i topklasse.

Gulbrandsen, Vejby, Lange, Holm Joensen, Skjoldelev, Lindheim, og instruktør Gunvor Reynberg kan i den grad glæde sig over at have skabt en fantastisk revy, der i dén grad taler til denne anmelders smag. Det skal også nævnes, at Gunvor Reynberg i år for første gang instruerer Odsherred Sommerrevy, efter hun i nogle år har resideret i Bornholms Sommerrevy. Endelig har Odsherred Sommerrevy i år 5 års jubilæum, og sikke en flot jubilæumsforestilling.

Herfra skal derfor lyde et meget stort tillykke med seks flotte stjerner fra Out and About. Ja tak, kommer meget meget gerne igen.

Kort om Odsherred Sommerrevy – Hold på hat og briller! 2026

Spillested: Odsherred Teater, Algade 36,  i Nykøbing S

Billetter og spilletider finder du her.

Exit mobile version