“Michael Sinan Aslanes provokerer og stiller sig på tværs af de konservative muslimer. Han provokerer i sådan en grad, at han heller ikke lader sig spise af med diverse koran-citeringer.” Sådan skriver ‘Sami’ blandt andet i sin kommentar til hvorfor mange muslimer reagerer negativt overfor homoseksuelle.
I serien om Michael Sinan Aslanes har vi hørt om hans oplevelser som homoseksuel muslim. Oplevelser der inkluderer masser af had og trusler.
I disse artikler har Michael Sinan Aslanes kritiseret LGBT Danmark, Copenhagen Pride og Sabaah for ikke at støtte ham offentligt.
LGBT Danmark og Copenhagen Pride beskrev onsdag hvordan de arbejder med den slags sager og i går kommenterede Sabaah på kritikken, og rakte samtidig hånden ud til Michael Sinan.
I dag runder vi artikelserien af med et indlæg fra ’Sami’. ’Sami’ er en ung muslim med minoritetsetnisk baggrund, som tidligere har deltaget i DR-udsendelsen ”Oprør fra ghettoen”. ’Sami’ er ikke hans rigtige navn, men Out & About kender hans identitet. Fremover vil han skrive for Out & About om minoritetsetniske emner.
I dag giver han med udgangspunkt i sine egne og faglige erfaringer en indsigt i, hvorfor mange muslimer reagerer vredt på homoseksualitet.
’Samis’ kommentar til Sinan-sagen
Jeg vil godt starte med at udtrykke min dybeste sympati over for Michael Sinan. Ikke kun fordi jeg kender Sinan, men fordi det han oplever, ikke burde høre hjemme i dagens Danmark.
Med det sagt så bevæger Sinan sig ud i et svært spændingsfelt, hvor han krydser adskillige akser, der medfører to modpoler, hvor der ikke eksisterer konsensus. På den ene side er der dem, der sympatiserer med Sinan og dem, der accepterer og respekterer hans seksualitet såvel som religion. På den anden side har vi en front, som jeg, ud fra min egne erfaringer, vil mene bliver voldsomt provokeret af det faktum, at Sinan er en etnisk dansk muslim, der offentligt står frem med sin seksualitet.
Uden at lyde kynisk, så kan jeg ikke blive overrasket over reaktionen Sinan har mødt. Selv har jeg deltaget i ”Oprør fra Ghettoen”, hvor jeg anonymt stod frem og fortalte om et liv med dobbeltbogholderi, der til sidst blev så svært at navigere i så lysten til selvmord rungede i hovedet på mig. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev lagt for had på adskillige facebooksider, der claimer at de repræsenterer muslimer i Danmark. Efter at være blevet udskammet med over 200 hadefulde kommentarer meldte jeg mig endelig ud af grupperne og selvom jeg var frygtelig ked af det, så kunne jeg dog prise mig lykkelig over, at jeg trods alt var anonym.
Men ikke desto mindre blev det ret sigende, hvorfor det var nødvendigt for mig at forblive anonym i dokumentaren. For på trods af, at vi kan bryste os stolte over vores frisindede seksualkultur, så eksisterer der stadig en fordømmelse af homoseksuelle som værende skændige og vantro i visse miljøer.
Så hvorfor er det Sinan møder så massiv modstand og ikke modtager en forventelig opbakning fra moderate muslimer?
Fordi vi slet ikke har rykket os så langt endnu. Senest var jeg til en høring om social kontrol i folketinget, hvor ingen LGBTQ+ repræsentanter var at finde i panelet og det er på trods af, at Als Research i 2014 udgav en rapport, hvor minoritetsetniske homoseksuelle informanter med al tydelighed problematiserede omfanget af den sociale kontrol de var underlagt.
Arrangøren måtte beklage og kunne godt se, det var en fatal fejl, mens en anden i panelet udtalte ”I (red: homoseksuelle) eksisterer ikke i parallelsamfundet. I eksisterer simpelthen ikke…”.
Udsagnet har sin relevans fordi muslimske homoseksuelle især endnu ikke har fået sin berettigelse til at kunne leve et åbent liv med deres seksualitet. Og ja, der er lang vej endnu.
Sinan provokerer og stiller sig på tværs af de konservative muslimer. Han provokerer i sådan en grad, at han heller ikke lader sig spise af med diverse koran-citeringer. Sinan er nok den eneste jeg kender, der åbent og offentligt viser sig som homoseksuel og muslim, men sandheden er jo at denne problemstilling desværre er en hverdag for en stor gruppe af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.
Hvad enten de er ”sprunget” ud eller ej, så er det den samme forventelige reaktion de kan blive mødt med, hvis ikke endnu værre – sagt uden at negligere Sinans situation. For de vil højst sandsynligt have familier og et bagland, hvor rammerne her bliver dikterende for den enkeltes livsudfoldelse.
Det er akkurat hvad mit afsluttende bachelorprojekt om minoritetsetniske homoseksuelle mænd viser. Jeg satte mig for at undersøge, hvilke forhold, der stiller sig som forhindringer for netop denne målgruppes livsudfoldelse. Uden at konkludere noget generelt var det tydeligt, at faktorer som familiens ære og baglandet udgjorde de største barrierer for at målgruppen kunne leve åbent med deres seksualitet.
Endnu mere interessant var det, hvordan der tegnede sig et billede af at homoseksualiteten til en vis grad kan accepteres, men lige så snart det er ”røget” ind i familien, så opstår der et problem, hvor sanktioner i forskellige grader står på spil. Dette ændrer selvfølgelig ikke på at Sinans situation er alvorlig – og skal tages alvorligt.
I virkeligheden er det sørgeligt at vi som samfund ikke ænser at se, at folk som Sinan forsøger at skildre en reel samfundsproblematik, vi har været blind for alt for længe.
Som jeg tidligere har udtalt på min facebookside, så mener jeg, at det er os selv ”brunglødede” hoveder, der skal tage bladet fra munden og eliminere de fordømmende strukturer. For den påfaldende tavshed bekræfter netop mange i, at hjælpen og loyaliteten er ikkeeksisterende.
Mangfoldighedsdebatten i dag er præget af prominente og stærke stemmer, men der er behov for flere dissidenter, der offentligt står frem og udviser loyalitet. Der mangler til stadighed stemmer, der advokerer og kæmper kampen sammen med de muslimske homoseksuelle (eller de minoritetsetniske homoseksuelle) for så længe vi vender det blinde øje til opretholder vi en perverteret samfundsnorm, der ikke tilbyder andre alternativer.
Læs også: MrGay.dk 2012