
Malthe Lønborg, 22 år og Jonas Hollænder Laue på 30 år bor sammen i Svaneke på Bornholm.
Malthe Lønborg voksede op i den lille by Årsdale mellem Svaneke og Nexø. Han var tidligt klar over, at han var forskellig fra de øvrige drenge.
”Jeg skilte mig ud fra mængden og ville hellere være sammen med pigerne. Vi klædte os ud og legede med barbiedukker. Og mens jeg var med i et kirkekor, spillede de andre drenge fodbold. Bornholm er et lille provinssted, så var der ikke plads til, at man var anderledes – sådan tænkte jeg i hvert fald”, forklarer Malthe Lønborg.
Følte sig forkert
Især da han gik på Nexø Skole, oplevede han, at det som ung gjaldt om at passe ind i mængden og om ikke skille sig for meget ud for, at man var en del af fællesskabet.
”Jeg kan huske, at ordet bøsse blev brugt som et skældsord, og jeg havde derfor en følelse af, at jeg skilte mig ud fra de andre på en dårlig måde. Jeg blev selv kaldt bøsse, før jeg selv viste, hvad ordet betød. Først blev jeg ked af, når nogen kaldte mig det, senere har jeg lært ikke at tage det personligt. For jeg er som menneske jo meget mere og andet end at være bøsse”, understreger Malthe Lønborg.
Bange for andres reaktion
Han sprang ud som bøsse, da han gik i 8.klasse og var 15 år.
”Mange af mine venner vidste det dog godt allerede. Jeg var meget bange for, hvordan andre ville reagere, også min familie. Så jeg sendte dem en besked, hvor jeg fortalte det. De tog det nu alle sammen meget positivt”, husker Malthe Lønborg.
I gymnasiet oplevede, at det var nemmere at være åben bøsse.
”Jeg gik i et stort campus, så det var nemmere at finde venner. Jeg oplevede også, at nogle af dem, som havde mobbet mig i folkeskolen, kom hen og sagde, at det var sejt, at jeg stod ved, hvem jeg var, og de undskyldte for, at de havde mobbet mig. Jeg tror, at jeg var den eneste åbne bøsse i gymnasiet. Der var flere, der først sprang ud, da de var flyttet fra øen”, fortæller Malthe Lønborg.
Trives bedst på Bornholm
Han flyttede til København for at studere erhvervsjura. Men efter et halvt år fandt han ud af, at det var et lidt for tung studie for ham, og han flyttede tilbage til Bornholm.
” Jeg troede, at jeg egentligt var et bymenneske, men når jeg så var i byen, følte jeg. at det var meget ensomt. Og jeg opdagede, at Bornholm kan meget mere, end jeg troede øen kunne. Her er smukt og en fantastisk natur”, fortæller han begejstret.
Fandt kærligheden
Han troede dog, at det ville være svært at få en kæreste på øen.
”Mange flytter nemlig væk fra øen, og der er ikke det helt store LGBT+ miljø på Bornholm. Der er heller ikke en klub eller et samlingssted, hvor man kan få en øl sammen”, forklarer han.
I en weekend tog han til København, og her mødte han hans nu forlovede, Jonas Hollænder Laue.
”Jeg oplever, at det er dejligt som ung at bo på Bornholm. Der er meget fredeligt, og jeg har ikke mødt nogen negative reaktioner. Jeg føler bare, at jeg er som alle andre. Der er ikke nogen, der siger noget, når Jonas og jeg holder i hånd, og når vi kysser, mens vi går på gaden. Jeg har nemlig ikke lyst til at skjule, hvem jeg er”, fortæller 22-årige Malthe Lønborg, som arbejder både som tjener og på Bornholm Ismejeri.
Kommer fra by med fællesskab
Hans Jonas Hollænder Laue er 30 år og kommer oprindelig fra Nordborg på Als, hvor han er vokset op.
”Nordborg var et meget lokalt sted, hvis jeg kan kalde det sådan. Alle kendte hinanden, og man snakkede med naboerne. Det var et godt og meget trygt sted at vokse op. Og det er noget af det samme stemning og miljø, som jeg oplever her på Bornholm. At folk hilser, selv om man ikke kender dem. Jeg synes, at en hverdag kan godt virke blive meget ensom, hvis man ser en masse mennesker, man uden at man rigtig taler med nogen, eller at man hilser på hinanden”, lyder det fra Jonas Hollænder Laue.
Kunne ikke genkende billedet af hvad en bøsse er
Han sprang først ud som 20-årig, hvad han selv synes var lidt sent. Han vidste nemlig i flere år forinden godt selv, at han var til fyre.
”Jeg kendte ikke andre, der var bøsse, og dem havde jeg set på tv, kunne jeg ikke identificere mig med. Det var nemlig ofte meget feminine og flamboyante. Det kunne jeg ikke se mig selv om, så jeg følte, at det var nemmere at lave en facade og skjule det.
Jeg havde også en overgang en pigekæreste for at opretholde facaden udadtil om, at jeg var til piger. Men til sidst fik jeg det dårligere med mig selv over, at jeg skjulte, hvem jeg var”, husker den 30-årige Jonas Hollænder Lause.
Flyttede til Bornholm
Han flyttede til København, hvor han studerede biokemi. Han fandt ud af, at det alligevel ikke var noget for ham. Han ville gerne arbejde mere direkte med mennesker. I februar 2026 flyttede han til Svaneke for at være sammen med sin forlovede Malthe Lønborg.
”Vi havde ikke været kærester i så lang tid, da vi flyttede sammen. Det er dejligt at bo på Bornholm, man kommer ned i et helt andet gear. Jeg nyder naturen og oplever, at folk er flinke og imødekommende.
Vi har et godt liv sammen, Malthe og jeg. Vi lever meget i nuet, tager tingene som de kommer og nyder hinanden. Og så går vi tænker på, om vi skal købe et hus. Vi har også besluttet, at vi skal giftes på et tidspunkt, og vi vil også gerne have børn og lave vores egen regnbuefamilie”, lyder det fra Jonas Hollænder Laue, og Jonas Malthe nikker bekræftende.
Bornholm forvandles til “Island of Love”: Programmet for Pride Bornholm 2026 er klar
