Site icon Out & About

Københavns Kommune har fået en personaleklub for LGBT+ personer

Københavns Kommune har fået en personaleklub for LGBT+ personer. Første arrangement er Skt Hans aften, hvor du kan møde repræsentanter fra Klubben. 
Foto: Brian Kjær Capkan

Københavns største arbejdsplads tager LGBT+ agendaen alvorligt.  Den 15. maj 2024 blev den nye personaleklub for LGBT+ personer og ligesindede kollegaer i Københavns Kommune skabt. Etableringen sker på baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe bestående af LGBT+ ildsjæle, som kommunens Ligestillingsenhed nedsatte kort før jul sidste år.

“Det handler kort sagt om trivsel for LGBT+ personer ansat i Københavns Kommune“, siger den nyvalgte forperson for LGBT+ Klubben, Henrik Dencker.

Et af formålene med klubben er at skabe et trygt rum, hvor kommunens ansatte kan dele dilemmaer, udfordringer og arbejdsoplevelser.

“Vi vil opbygge de nære, sociale netværk for LGBT+ personer både i de enkelte og på tværs af forvaltningerne. Det krydrer vi med forskellige personalearrangementer, som oplæg, udflugter og fester både for medlemmerne og ikke-medlemmer “, uddyber forpersonen.

Det er også bestyrelsens ambition, at Klubben skal søge samarbejde med andre organisationer og foreninger.

Første arrangement til Skt. Hans

Den nyvalgte bestyrelse har allerede en del arrangementer i støbeskeen.

Det første arrangement afholdes til Skt. Hans med picnic og bål. Det sker søndag den 23. juni 2024 kl. 18:00, på Amager Strand. Her vil interesserede få mulighed for at møde bestyrelsen, høre mere om klubben og melde sig ind. Du finder Klubben ved strandflaget med LGBT+ Klubben. Der hvor LGBT+ Danmark har tradition for at mødes. Klubben deltager også i Copenhagen Pride til optoget sammen med kommunes karavane lørdag den 17. august 2024.

Øvrige arrangementer for resten af 2024 offentliggøres løbende på kommunens intra – intra.kk.dk/LGBT+ Klubben.

På den stiftende generalforsamling blev følgende bestyrelse valgt:
Forperson; Henrik Dencker / Kasserer og sekretær Marc Chewins / Bestyrelsesmedlemmer Annemette Nielsen, Pernille Banke Kristensen, Christine Pehrson, Gert Engmark, Conny Ilsøe Hougaard samt suppleant Frank Holm.

Københavns Kommune får LGBT+ personaleklub

Exit mobile version