Site icon Out & About

Kinsey-rapporten (1948)

Kinsey-rapporten med titlen Sexual Behavior in the Human Male, udkom i U.S.A. den 1. januar 1948, men blev først almindelig kendt i Danmark i løbet af foråret og sommeren 1948.

Kinsey-rapporten: Sexual Behavior in the Human Male – om hvide mænds seksuelle adfærd i Amerika blev modtaget med mistro i den danske presse. De høje tal om hvide amerikanske mænds homoseksuelle erfaringer kunne ikke rigtig accepteres.

Kinsey-rapporten med titlen Sexual Behavior in the Human Male, udkom i U.S.A. den 1. januar 1948, men blev først almindelig kendt i Danmark i løbet af foråret og sommeren 1948.

Og i 1953 udkom så Kinsey-rapporten: Sexual Behavior in the Human Female baseret på interview med ca. 6.000 amerikanske kvinder.
Rapporterne blev bestsellere og vakte enorm opsigt da de ændrede opfattelsen af, hvad mennesker foretager sig seksuelt, også ved at omtale børns seksualitet, homoseksuelle forhold, orgasmeproblemer og meget mere.

Selv om Kinsey udviste stor omhu med sine undersøgelser, så må visse af resultaterne nok tolkes med stor forsigtighed, men dette til trods så regnes rapporterne fortsat som hovedværker i den sexologiske faglitteratur.

Kinsey-rapporten og den danske presse

Her en kort gennemgang af indlæg og holdninger bragt i den danske presse umiddelbart før og efter Sankt Hans aften den 23. juni 1948, som var den officielle stiftelsesdag for det danske forbund ”Kredsen af 1948”, i dag LGBT-Danmark.

I 1948 havde homoseksuelle forhold mellem voksne i Danmark over 18 år, været tilladt i 15 år. Før 1933 var straffen for omgængelse mod naturen forbedringshusarbejde.

Social-Demokraten

Social-Demokraten – den 20. april kom først. Kronikken havde overskriften: Den amerikanske Adam og var skrevet af redaktør Knut Jokker. Han indledte med at konstatere, at bogen indeholder mere dynamit end noget andet værk siden Arternes Oprindelse af Darwin.

Rapporten byggede på interviews med 12.000 mænd, som hver især havde besvaret helt op til 500 spørgsmål. Det første bind er i en serie på i alt ni bind, og indeholder resultater af interviews med 5.300 mænd.

Kinsey-rapportens kolde tal var, at 27 % af de yngre og ugifte mænd i nogen grad praktiserer homoseksualitet, og af ugifte mænd mellem 36 og 40 år er 39 % homoseksuelle.

Politiken

Den 2. maj 1948 blev det Politikens tur. I kronikken med overskriften Sex og Moral i Amerika, skrev redaktør Gunnar Leistikow blandt andet at han fandt straffelovgivningen var overordentlig streng over for seksualforbrydelser, og meget forskellig fra stat til stat, så man kunne få livsvarigt fængsel i denne ene stat for hvad der ikke er strafbart i nabostaten

I 1948 var det de kaldte ”Omgængelse mod Naturen” strafbart i 46 af USA’s 48 stater og omfatter både homoseksualitet, kødelig omgang med dyr, orale og andre perversioner. Straffen kunne i mange stater være fra 20-60 års fængsel og i Georgia, hvor Ku-Klux-Klans mænd føler sig særligt kaldede til at vogte sædeligheden, var der livsvarigt fængsel for denne ”forbrydelse”.

Det var tydeligt at redaktør Gunnar Leistikow var chokeret over tallene. Han tvivler også på, om man kunne overføre disse amerikanske tal til menneskeheden i al almindelighed og han foreslog, at rapportens titel burde ændres til Sexual Behavior of the White American Male, idet Kinsey selv skrev, at materialet ikke er righoldigt nok til at drage slutninger om de sorte amerikaners seksuelle adfærd.

Land og Folk

En måneds tid senere, den 6. juni, blev det Land og Folks tur. Det kommunistiske partis organ fik dr.phil. Sven Møller Kristensen til udover en gennemgang af rapportens omfang og teknik, specielt at nævne rapportens kapitel om summen af seksuel udløsning, hvor kapitlet sammenregner alle former for seksuel udløsning – onani, pollutioner, heteroseksuelle og homoseksuelle former og omgang med dyr – til en totalsum af hyppigheden af seksuel udløsning pr. uge i forhold til alderen. Sven Møller Kristensen skrev at der nok ikke var noget overraskende i, at denne hyppighed har sit maksimum i ungdommen, og at den synker temmelig hurtigt og jævnt efter 30-års alderen.

Lige som Politikens anmelder, er Land og Folks anmelder Møller Kristensen chokeret; han kan næsten ikke tro på, hvad han har læst. Han skrev bl.a. at forskningen er den det hidtil mest indgående studium af et menneskeligt problem, der står blandt de allervigtigste, og som af moralske grunde har været ret forsømt. Og holder bogens tal stik, så vender det op og ned på, hvad vi mener med ord som ”normal” og abnorm inden for kønslivet.

Berlingske Aftenavis

Vi nærmer os Sankt Hans aften og den 17. juni får Berlingske Aftenavis den anonyme signatur Doc. til at skrive om Kinseys undersøgelser. Artiklen (som ikke var en kronik, som de øvrige), havde overskriften: The Kinsey Report – U.S.A.’s mest læste bog.

Doc. skrev bl.a. at siden januar er dette opsigtvækkende værk blevet udsendt i fem kæmpeoplag. Bogen er nu samtaleemne overalt i staterne. Og bogen figurerer nu ved begyndelsen af juni som nr. 1 på listen over, hvad man i øjeblikket læser i Amerika.

Læseren af Berlingske Aftenavis fik ingen procenter for udløsninger, ingen omtale af den homoseksuelle aktivitet, for ikke at tale om de førægteskabelige og udenomsægteskabelige aktiviteter, som Kinsey berettede om. Det var nok for stærk kost for avisens læsere.

Doc. skrev:” Efterhånden som forfatter-zoologen fremlægger sine – ja, man må vel kalde dem – sygehistorier, gribes man af en undrende uhygge; disse individer går altså løse omkring og befinder sig ikke bag tremmer i en zoologisk have.”

Kinsey i Danmark 1955

Med disse avisomtaler var Kinsey-rapportens hovedresultater introduceret i den danske offentlighed. Ingen kunne mere hævde, at “det ved vi ikke noget om”. Ingen kunne hævde, at de ikke havde mulighed for at sætte sig ind i et omfattende, videnskabeligt veldokumenteret materiale.

Kinsey besøgte Danmark i november 1955. Han døde året efter, den 25. august 1956 og blev 62 år. Efter hans død blev Kinseyinstituttet, som han grundlagde i 1947 og var leder af indtil sin død, videreført og man indsamlede materiale frem til 1963.


Fra sangerinde pavillonen på bakken: “Kinsey rapporten” Cleo LIVE fra Bakkens Hvile i starten af 1950’erne.
Musik: Mac Nab – Tekst: Robert Arnold – Ved flyglet: Svend Holst

Gallup undersøgelse Danmark 1997

I 1997, knap 50 år efter Kinsey-rapporten kom til Danmark, bragte Berlingske Tidende resultaterne af en Gallup undersøgelse der viste, at 11 % af danske mænd mellem 15 og 69 havde haft seksuelt samkvem med person af eget køn.

I aldersgruppen 15-29 årige mænd havde 14% haft seksuelt samkvem med en person af samme køn, medens 10% i aldersgrupperne 30-49-årige mænd og 50-69-årige mænd havde samme erfaringer. (Gallup Instituttet for Berlingske Tidende 25.07.1997).

Læs også: Homoseksuelles rettigheder

 

Kilde: Kaj Erik Nielsen/Zaurits-bureau og Wikipedia.org

Exit mobile version