Østre Gasværk leverer endnu engang en sikker og skarp teaterkoncert, denne gang med ”København” som både tema og benspænd. Nyt og gammelt, kendt og ukendt, rock og dance – der er noget for enhver i denne feelgood forestilling.
Turistkontoret kunne ikke ønske sig en bedre forestilling. Men noget tyder på, at Wonderful Copenhagen ikke har haft noget at skulle have sagt. End ikke sangen af samme navn er med i teaterkoncerten.
Som en æske chokolade fyldt med Københavnersmag
Det må være svært at vælge sange ud. For hvad er egentlig typisk København? Hvad er det, vi kan i København og ingen andre steder? Er det havnen, vi kan bade i mere eller mindre lovligt. Eller køre i førerløs metro døgnet rundt, færdes trygt i nattelivet eller cykle uden hjelm på verdens bredeste cykelstier?
Der sidder nok nogen og håber på flere af de kendte sange, men udvalget er mere udfordrende og eklektisk, bl.a. med helt nye sange komponeret af de medvirkende.
Nik & Jays ”Hot” er på sætlisten, men desværre ikke ”Lækker” – den med ”Undskyld mig, baby, har jeg set dig før. Et sted i København?” Men det gør ikke noget, for der er masser af andet københavneri. Hørte jeg nogle enkelte buh-råb, formodentlig fra Brøndbyfans, da FCK-sangen brølede ud til publikum?
Teaterkoncerten har som disciplin en frihed til at nyfortolke, og det lykkes rigtig godt i Sods (Sort Sol) Copenhagen og Love Shops Copenhagen Dreaming. Mindre godt med Kim Larsens sange – her er mesteren himself simpelthen svær at overgå.
København er også et tema med benspænd. Publikum forventer netop den sang, som de selv forbinder med vores kære by. Så for ikke at skuffe for mange er der lagt et godt og langt medley ind til sidst, så ingen går skuffet hjem. Det skulle da lige være os fra Frederiksberg.
Perfekt lyd – trommeslageren holdes i bur
Teaterkoncert er særlig disciplin, der giver stor frihed. Som koncert behøver der (heldigvis) ikke være en handling, vi kan bare nyde numrene et ad gangen. Det er også tilladt at sovse sangen helt ind i rumklang og holde lange kunstpauser.
Og bedst af alt – det er skønt med en trommeslager i lydtæt bur. Alt for mange koncerter ødelægges af trommeslagerens manglende selvkontrol. Til denne teaterkoncert er der for det meste skruet helt ned for trommerne, så vokal og de mange andre instrumenter kommer i forgrunden. Nu kan vi faktisk høre banjoen, den akustiske guitar og mini-harpen.
Måske det også hjælper, at Østre Gasværk har investeret i et helt nyt lyd- og lysanlæg, så alle har en god oplevelse uanset placering.
Teaterdelen skal også roses her. En flot scenografi og grafik, der bruger hele gasværket, et spændende lysdesign, der kan forvandle rum og sangere. Og et overdådigt og farverigt kostumedesign.
Kneb en lille tåre
Med alle disse virkemidler skulle man tro, at man griner og græder sig gennem forestillingen. Men jeg blev kun rørt ved enkelte lejligheder. Indledningsvist, når Kim Larsens Det Er En Kold Tid fyres af. Der husker jeg med ubehag 70’erne, oliekriserne og det grå København. Og afslutningsvist, når svenske Lucky Lo synger Bo Kasper Orkesters Köpenhamn, der kneb jeg en lille tåre. Kærlighedserklæringen til København virker åbenbart mere troværdig, når den kommer från hinsidan.
Info:
Instruktør: Niels Erling
Sangere: Stine Bramsen, Lucky Lo, Kira Skov, William Torp, Sharon Kumaraswamy og Bjørn Fjæstad
Sted: Østre Gasværk, Morten Grunwalds Plads 1, 2100 København Ø
Spilleperiode: Frem til d. 13. oktober 2024.
Billetter finder du her.