Site icon Out & About

DF-profil: Nej tak til regnbueflaget

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti mener ikke regnbueflaget skal vaje foran Christiansborg på lørdag.  Foto: ft.dk/ O&A

På lørdag den 22. august går regnbueflaget for første gang i historien til tops uden for Folketingets hovedindgang. Det passer dog ikke DF-profilen Søren Espersen, der mener det er en historisk fejltagelse.

Folketingets Præsidie har vedtaget at regnbueflaget for allerførste gang skal vaje uden for Folketingets hovedindgang på lørdag den 22. august i forbindelse med Copenhagen Pride. En beslutning der vagte jubel i LGBT+ miljøet.

“Med beslutningen ønsker et flertal i Præsidiet at deltage i folkefejringen af mangfoldighed og friheden til at være den, man er, og leve det liv, man vil”, skriver Folketinget tidligere om beslutningen.

“Jeg synes, tiden er kommet til, at Folketinget sender et signal om, at vi anerkender individets ret til at være den, man ønsker at være”, udtalte Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen i den forbindelse.

Den beslutning mener den tidligere næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen dog er en gigantisk fejlbeslutning.

Han er således røget til taster på sin Twitter-profil

”Herfra stor respekt for det, Regnbueflaget symboliserer. Men flaget skal altså ikke vaje foran Christiansborg…!”, skriver Espersen, og tilføjer,

”Her flager vi med Dannebrog og IKKE med holdningsflag. Pia Kjærsgaard kæmpede forgæves i Præsidiet. Et flertal tvang den historiske fejltagelse igennem”.

Dansk Folkeparti forsøgte også tidligere i år, at få omstødt beslutningen om at hejse regnbueflaget og få de gamle flagregler tilbage, men forslaget fik ingen tilslutning i Folketingssalen.

Læs også: Regnbuepladsen i København flagløs

Hvad symboliserer regnbueflaget? læs her

Exit mobile version