Site icon Out & About

Chokerende rapport: Flere LGBT+ personer skjuler deres identitet, når de rejser

Mange LGBT+ rejsende skjuler stadig deres seksualitet når de rejser på ferie, viser ny rapport.                                 Foto: Romaneau/Pixabay

Ifølge en ny rapport, foretaget af Travel Proud, er det at rejse forsat forbundet med utryghed hos mange LGBT+ personer. Rapporten er baseret på data fra 13.300 LGBT+ rejsende fra nitten forskellige lande og er en af de mest omfattende undersøgelser, der nogensinde er foretaget på området.

I takt med at sommerferien nærmer sig, er det for mange tid til at pakke kufferten og rejse ud i verden. Men inden man kan flyve til sin drømmedestination, er der som regel en række forberedelser. Måske skal passet fornyes, fremmedvalutaen bestilles i banken eller visumansøgningen på plads.

For mange LGBT+ rejsende er det imidlertid ikke kun bekymringer om pas og papirer, der fylder. Ifølge en ny undersøgelse, der er foretaget af Booking.com-programmet Travel Proud føler et stigende antal LGBT+ personer sig utrygge, når de rejser.

I rapporten svarer 44 procent af de adspurgte, at de foretager flere forholdsregler i dag, end de ville have gjort for få år siden. Nogle af de mest hyppige forholdsregler er sletning af datingapps, deling af livelokationer med venner og familie og brug af såkaldte ”burner phones.”

Ydermere svarer fyrre procent, at de er villige til at skjule deres identitet for at besøge en drømmedestination.

Stor utryghed blandt transpersoner

Den gruppe, der oplever størst utryghed, når de rejser, er transpersoner. De er den eneste gruppe i rapporten, hvor andelen af dem, der er bekymrede for at rejse overstiger dem, der er blevet mindre bekymrede for at rejse.

En af de største kilder til bekymring blandt rejsende transpersoner er brugen af kønsopdelte faciliteter, såsom toiletter og omklædningsrum. Her fortæller hele 24 procent af de adspurgte, at de føler sig utrygge. Dette er en virkelighed, som ingen af de andre grupper oplever i samme grad, understreges det i rapporten.

Det er ligeledes blandt transpersoner, at det største antal af dårlige rejseoplevelser er blevet rapporteret. Her fortæller hele 73 procent, at de gennem det seneste år har minimum én dårlig oplevelse relateret til deres seksualitet eller kønsidentitet.

AI-værktøjer vinder frem blandt LGBT+ rejsende

I rapporten fremgår det også, at LGBT+ rejsende i høj grad bruger teknologi og AI-værktøjer, når de skal planlægge deres ferier. Ifølge rapporten svarer hele 66 procent af de adspurgte, at de har brugt AI i deres rejseplanlægning gennem det seneste år. 37 procent siger sågar, at de føler sig tryggere ved at spørge et AI-program end et menneske, hvis de har spørgsmål til det lokale LGBT+ miljø.

Ligeledes svarer mange, at de ville finde det nyttigt, hvis der var et LGBT+ venligt filter ud fra hoteller og seværdigheder, når de booker deres ferier online.

LGBT+ rejsesikkerhed er vigtigere end nogensinde

I rapporten skriver Booking.coms leder for indkvartering, Matthias Schmid, at LGBT+ rejsesikkerhed er vigtigere end nogensinde før.

I slutningen af rapporten konkluderer han følgende:

”Undersøgelsen viser, at vores Travel Proud- program er vigtigere end nogensinde før. Vi er glade for at se, hvordan vores program er blevet udbredt, siden vi gik i luften i 2021 og at det nu bruges af så mange af vores erhvervspartnere i hele verden. (…) Til trods for de store udfordringer og mange forholdsregler LGBT+ rejsende tager for at føle sig trygge, er vi glade for at 66 procent (af de adspurgte RED) prioritere rejser, hvor de kan være sig selv 100 procent.”

Du kan læse mere om Travel Proud-programmet her.

 

 

Exit mobile version