Den 27-årige Bine Larsen læser til social- og sundhedsassistentelev og bor i Sønderborg.
Da hun var omkring 14 år, kunne hun mærke, at hun opførte sig anderledes end de andre piger i hendes klasse.
”Jeg ville gerne ud at klatre og larme. Jeg kommer langt ude på landet på Als, og vi har altid haft heste og traktorer. Da jeg så kom i skole herinde i Sønderborg, kunne jeg mærke, at det ikke var normen at være i gang hele tiden, som jeg var det. Og at klæde sig i pæne i lyserøde kjoler ville jeg bare ikke. Det var for mig for upraktisk. Jeg vil hellere gå i shorts og t-shirt. Tøj, som kunne sidde løst, så jeg kunne bevæge mig og være i gang. Jeg var også typen, der hellere ville have sløjd end billedkunst i skolen”, fortæller den nonbinære Bine Larsen med et smil til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
Mange ting gøres kønnet
Bine Larsen har også altid haft meget imod, at ting blev gjort kønnede.
”Jeg har altid haft det mærkeligt med, at man har kønnet både tøj og farver. For mig er der ikke noget feminint ved en kjole. Det er noget, jeg har på, fordi jeg synes, at det er behageligt og luftigt. Jeg forstår heller ikke, at vores sprog er så kønnede”, forklarer Bine Larsen.
Fik sat ord på hvad hun var
I en alder af 17 år fandt Bine Larsen ud af, at der var noget, der hed nonbinær.
”Det føltes utroligt befriende at finde ud af, hvad jeg var og at opdage, at der var andre, der havde de samme udfordringer som mig. Det hele gav lige pludselig mening”, som Bina Larsen udtrykker det. Hun uddyber om det at være nonbinær:
”Som nonbinær falder jeg udenfor de typiske roller om at skulle være enten mand og kvinde. Jeg behøver ikke at skulle præsentere mig på en specifik måde, og det giver mig en frihed”.
Kæmper med usynlighed
Hun oplever, at hun efter andres mening nærmest ikke eksisterer og på den måde usynliggøres.
”Jeg har talt med nogen, som når jeg fortæller dem, at jeg er nonbinær, så siger de: Jamen, det eksisterer da ikke. Det er jo bare noget, du har oppe i dit hoved. Det er, fordi du endnu ikke har besluttet dig for, at du er transkønnet. Det rammer mig hårdt og gør ondt”, forklarer Bine Larsen.
Kun lidt åben som nonbinær
Bine Larsen er også lang fra åben i dagligdagen om at være nonbinær.
”Jeg er ikke kommet ud endnu om, at jeg er nonbinær, og det gør ondt, at jeg skal vælge, hvornår kan være mig selv, og hvornår jeg tror, at jeg ikke kan være det. Jeg er på den måde ofte nødt til at pakke noget af mig selv væk. Noget, som jeg ellers skulle være stolt over”, understreger Bine Larsen.
Stor støtte fra forældrene
I arbejdssammenhænge har hun ikke heller fortalt at hun er nonbinær.
”I foreningen LGBTQ+ Sønderborg, hvor jeg er med, der ved de det godt. Det samme gør udvalgte venner. Min familie har jeg ikke sagt det aktivt til, jeg har heller ikke prøvet at skjule det for dem. Mine forældre er meget progressive og er meget støttende. Jeg kom for mange år siden ud som Pan Seksuel, og det bakkede de mig op i. Det samme er jeg sikker på, at de vil gøre, hvis jeg direkte fortalte dem, at jeg er nonbinær” fortæller Bine Larsen.
Unge LGBTQ+ personer flytter fra Sønderborg
Netop opbakningen fra hendes forældre er med til, hun fortsat bor i Sønderborg.
”Der er mange unge LGBTQ+ personer, der tager et aktivt valg om at flytte fra Sønderborg på grund af den diskrimination, som de oplever der er hernede. De foretrækker at flytte til en noget større by fx Odense elle København, hvor de mere kan være sig selv”, forklarer Bine Larsen.
Vigtige fællesskaber
Hun er i Sønderborg med i et fællesskab for kønsdivergente fx transkønnede og nonbinære.
”Vi mødes hver måned. Nogle gange taler vi om at kunne på gaden i fred og ro, og andre gange om at skulle på CIK, Center for Kønsidentitet. Fællesskabet her betyder meget for mig, og jeg kommer også til alle vores møder. Det er rart, at vi har et frirum, hvor vi kan tale sammen”, Bine Larsen.
Jeg bliver og kæmper for bedre vilkår
LGBTQ+ gruppen i Sønderborg er på samme måde et vigtigt frirum for hende. Vigtige er også hendes venner udenfor LGBTQ+ miljøet.
”Jeg har fået et netværk, som jeg er meget glad for, og det er også venner udenfor vores miljø. Det er vigtigt at have vores allierede med. Jeg har en holdning om, at det er vigtigt at være her i Sønderborg og være med til at gøre forholdene bedre for vi LGBTQ+ personer. For hvis jeg og andre rejser væk, bliver forholdene ikke bedre. Tværtimod, vi risikerer, at de bliver dårligere”, lyder det fra Bine Larsen.
Se også: Var ensom som transkvinde, men fandt venner i LGBT+ miljøet