Scene: Bakkens Hvile (nu 145 år på scenen) er fornyende og diskuterende i tidens aktualiteter i tidligere uset grad. Intet er uberørt i både gamle og nye tekster. Bakkens Hvile er et fristed for både kønsudtryk og ytringsfrihed, som vil tage dig med storm. Du bliver mødt med sprogblomster og ordsmederi. Lix-tallet er højt; graden af ind- og underforståethed er høj og det kræver sin mand/ikke-mand at følge med. Når der i en vise er henvisninger til Charlottenlund Skov, hvor ægtemænd søger hen for at studere’ botanik’, så er der en skjult reference, som ikke alle vil kende. Det er fand’me kultur på højt plan.
Bakkens Hvile hviler ikke. Syngepigerne er levende som aldrig før, og de vidunderlige syngepiger er sprællevende og ikke bange for at være politisk ukorrekte eller bange for at sige tingene, som de er. Hvor er det befriende! I år bliver vi begavet med en ny syngepige, Sus Mathiasen, som yder et flot bidrag til den fine, gamle scene som den sidste af de en gang 43 syngepavilloner i StorKøbenhavn.
Show i to sæt
Syngepigerne optræder i to sæt; begge indledes med en bakkemedley, et potpourri over mange af de gamle viser, som vi kender. Du kan sagtens nynne med. Og begge sæt afsluttes med en fællessang fra scenen. Flot koreografi og instruktion af Susanne Breuning.
Indledningsvist causerer syngepigerne over begrebet ’Selfie’. Sig ikke, at syngepigerne ikke følger med. En sjov tekst over en tendens.
Tina Grunwald har normalt sin sædvanlige sang om ægtefællen Freddy, men nu er han sendt på pension. Han vil hellere se Barnaby og ha’ en lur på sofaen. Det giver nye muligheder for den modne kvinde. Ingen grund til at Grin’a Tin’a, som hun synger. En moden kvindes seksuelle revival.
Og naturligvis skal vi drømme os tilbage til den gamle pavillon. Det er noget af det skønne ved Bakkens Hvile. Du vil genkende mange af melodierne og kan synge med.
Og så kommer socialrealismen – gentrificeringen af Vesterbro, som er blevet mondænt med barselsmødre, som ikke kan få spelt og ’caffe latte’ nok, og hipstermænd med croissant-krummer i det lange skæg. De stakkels Vesterbro’ere bliver klædt af, men med kærlighed. Verden forandrer sig.
Kønsidentitet
Og så kommer visen ’En artig pige’. Ann Farholt giver med kropssprog og mimik et tydeligt indblik i det angstfyldte ved at skulle være ’en artig pige’. Hun befinder sig i et krydsfelt af Tourette og politisk korrekthed. Pænheden krakelerer selvfølgelig og med et blik i ansigtet ’Det har jeg aldrig sagt’, får hun skældt ud på både Putin, Statoil, Boris Johnson og Claus Hjort Frederiksen. Og så bliver det til, ’Jeg vil ikke lænkes, bare ring til mig, hvis der er nogen, der vil krænkes’. Ytringsfrihed spelled out. Både sjovt og alvorligt.
Første sæt afsluttes med en vise om kønsidentitet. Kostumerne skiftede i dette nummer karakter, så vi var hensat til en kabaretscene i Berlin, fra før verden gik af lave. Syngepigerne spørger, ’Er du til fyre, er du til piger?’ med konklusionen, at det betyder ikke så meget, når først du ligger ned. Mangfoldighedens katedral kan rumme alle, hvis vi selv vil. De går tæt på hinanden på scenen og er fordomsfrie. Befriende, at de også tager diskussionen op. På en naturlig og fri måde.
Damerne i herretøj – ’nye tider’
Andet sæt begynder med det traditionelle potpourri ’Bakkemedley’, som består af en flot hyldest til gamle viser arrangeret af Kenneth Sichlau. Syng bare med.
Og så kommer klassikeren ’Køb blomster, køb blomster’, på en tragisk baggrund, da det tidligt blev forbudt at smide penge på scenen til pigerne, så måtte de jo sælge noget. Her skal du huske sedler til strømpebåndene. Syngepigerne kommer ned i salen. Så får du en rose. Som noget HELT nyt, så er der nu MobilePay. Jow-jow – fornyelsen er stor i år.
I visen ’Formandsfruen’ forfattet af Flemming Jensen synger Dot om sin nye rolle som formandsfrue. Teksten går tæt på og er uhyre morsom. Nogen gange er det jo bedre at sige det selv, end at andre skal sige det. Dot glæder sig som formandsfrue til hofballer, og i de mange vers kommer vi tæt på et politisk portræt af både deres forhold og mennesket og politikeren Morten Messerschmidt. En sød og nærgående tekst på den provokerende og kærlige måde. Og da Morten (bartender) sender sjusser til scenens damer, sukker Dot, ’Oooh, nu bruger han mine penge’. Stor underholdningsværdi.
Dansk kulturhistorie og nostalgi
Robert Arnold har begået en vise til Birger Sjögrens ’Den första gång jag såg dig’, som i gendigtningens ånd blev til ’Den første gang jeg så den’. Og så er stemningen sat. Vi er på en strand og antydningerne er underfundige. Sødt og sjovt.
Afslutningssangen var ’Vi siger godnat, men ikke farvel’ med tekst af Sune Gylling Æbelø og musik af Mickey Pless. Gensyn til alle. Vi kommer igen.
Dot Wessman står i spidsen for de fire syngepiger i den dygtige trup. Dette ensemble er sprællevende kulturarv i mangfoldighedens katedral. Stor ros til instruktør og koreograf Susanne Breuning, som med sikker hånd har sat det hele op. Og for musikken står dygtige Kenneth Sichlau, som improviserer sammen med og spiller flot op til syngepigerne.
Sikke en fantastisk aften. Syngepiger, der fylder hele salen med dansk kulturhistorie og nostalgi, som går 145 år tilbage. Og så er der som altid servering ved bordene med skønne, skøre drinks til absolut overkommelige priser. Hurra og kom så på Bakken. Der ER noget om snakken, der er sjovere på Bakken.
Teamet bag:
Instruktion og koreografi Susanne Breuning / Kapelmester Kenneth Sichlau / Syngepiger Ann Farholt, Tina Grunwald, Sus Mathiasen og Dot Wessman / Tekster Kenneth Sichlau, Robert Arnold, Leif Maibom, Sigurd Barrett, Kai Normann Andersen, Otto Andersen, Niels Olsen, H. J. Jensen, S. G. Æbelø, B. & A. Møller, Poul Sørensen, Carl Andersen, Poeten, Pernille Sørensen, Engelhart & Matray, Karen Marie Lillelund, Tom Belling, Flemming Jensen, Vase og Fuglsang, Axel Kjerulff & Axel Andreasen, Rasmus Krogsgaard, Kurt Jæger, Bent Zinglersen / Musik Mickey Pless, Kenneth Sichlau, Sigurd Barrett, Eric Christiansen, Poul Due, Frank Leon og Kai Normann Andersen, Birger Sjöberg, Amdi Riis, Thomas Pakula, Josito Fernandez, Hans Frellesvig / Kostumer ved Tine Grunwald, Kent Fredin og Henrik Hviid / Sidste opførelse 3. september 2022.
Billetter og spilletider finder du her.
Læs også: LGBT+ koncertuge under Copenhagen Pride