Site icon Out & About

Wild Horse Nine – fremragende skuespil

Lee og Chris på Rapa Nui.

Herligt hippietøj, blændende biler, djævelske dialoger og fremfor alt karismatiske karakterer. Vi skal tilbage til halvfjerdsernes Sydamerika og Påskeøerne (Rapa Nui) i en kraftfuld komposition af interessante intriger og politiske potpourrier i et Chile præget af politisk uro og et par CIA-agenter, der er taget på den sidste rejse for den ene af makkerparret.

Wild Horse Nine er instrueret af Martin McDonagh, og filmselskabet kalder det en dramatisk thriller. Jeg vil tilføje med ‘et dybt personligt portræt’ af et par tilsyneladende overfladiske CIA-agenter med Chris (John Malkovich) og Lee (Sam Rockwell) på en mission til Påskeøen kort før det chilenske militærkup i 1973. De er udsendt fra Santiago af deres bureauchef MJ (Steve Buscemi) og i en række af forviklinger, spionage og kontraspionage bevæger makkerparret sig gennem et net af konspirationer. Samtidig fascineres den døende mand af to unge kvinder, som får missionen til at tage en uventet drejning. Men det bidrager blot til dybden og det livsfilosofiske indhold.

Døende og småglemsom

Chris er døende og ovenikøbet småglemsom. Men han er skarp i replikken, og det fyger ud i alle scener med lommefilosofi og småvrede provokerende bemærkninger. Men det er skuespil alene for at forlænge livet. Chris tager ikke engang selv sin egen opførsel alvorligt. Han bliver hurtigt forbeholden efter sine ufiltrerede udfald mod sin makker. Han trækker sig med et skævt smil. Man kommer helt til at holde af den gamle vrissende mand, der smiler.

Han har en lidt skæv teori om de europæiske bøsselande, som han mener er Schweiz, Holland og Frankrig. De har alle gode oste. Derfor. Og så måske også England. Det handler om kvalitet, tilsyneladende, mens han til morgenmaden holder en plastikindpakket firkantet osteskive op fra firmaet Kraft (USA). Det bliver man sgu’ ikke bøsse af. Det er for dårlig kvalitet. Længere kører den så ikke.

Skæv og måske ikke helt overvejet livsbetragtning. Det er et godt manuskript og fine portrætter om livets afslutning. Chris blev 72 år efter et langt liv i CIA med 68 politiske mord i alle verdens lande. Han døde som ønsket, måske ikke lige, hvor han ønskede, men det er mindre vigtigt. Filmen trænger særligt ind med det tragiske og det grotesk morsomme leveret af dialogen mellem de to hovedkarakterer.

Sort humor og skarpe portrætter er et omdrejningspunkt i filmen. Og det skal da også lige afsløres, at Chris dør på Påskeøen. Ikke for egen hånd. Men så ikke mere afsløring. Ind og se den film. Den er to timer værd.

Exit mobile version