Vi har brug for hinanden

Det der med at følges med et væsen af anden race end en selv, er en situation som vi også har set i andre bøger både i fantasy eller andre skønlitterære bøger. Så præmissen er ikke ny, men det er derimod nyt at den enes historie er så dyster og gribende som i ‘Sumpbaronens rejse’.

Vi er i Aretz, som er en verden, hvor der både bor feer, elvere, mennesker, orker og andre væsner, som vi ikke har mødt endnu. Disse væsener lever på ingen måde i harmoni. I en del af Aretz kaldet Karbon lever menneskerne som selvfølgelig mener de er verdens centrum. Derfor mener de også, at alle væsner i Aretz er deres underordnede og sågar slaver. Bogen begynder kort før en konkurrence, hvor præmien er prinsessens hånd i ægteskabet. I konkurrencen må alle adelige mænd stille op med deres væbner.

Desværre bliver den adelige Gavin røvet på vej til konkurrencen, og hans væbner får brækket benet. Så pludselig er Gavin ikke sikker på han kan deltage. Heldigvis kommer elveren Rubin forbi, og måske kan de begge hjælpe hinanden. Rubin er på flugt og Gavin vil deltage i konkurrencen. Dog er det et stort problem at en elver i Karbon altid er en slave. Så kan en slave agere væbner og har Rubin overhovedet lyst til at være slave på skrump.

Lige fra bogens begyndelse får vi altså lov til at følge det umage par. Forviklinger er der mange af. Et af udfordringerne er om to mænd kan følges ad uden at være seksuelt tiltrukket af hinanden. Især når nu elveren rent faktisk er til mænd. Så kan Gavin være sikker på Rubin ikke tænker dem som et par. Og vil han holde sig på hans side af bivuaken. Igennem bogen kommer flere og flere udfordringer op til overfladen. Lige pludselig er Gavin og Rubin forbundne på en måde, ingen af dem havde set komme. Og resten af historie må du selv læse.

Fantasy genren bliver større og større, og den er ikke længere kun for teenagere. Derfor er der også mange forskellige emner i “Sumpbaronens rejse”, og jeg vil klart sige, at der er betydelig flere voksen-emner i bogen end teenageproblemer. Det betyder ikke, at den ikke kan læses af alle, men det betyder at der uden tvivl vil være dele af bogen som man vil forstå forskelligt alt efter hvor stor erfaringsgrundlag du har, også kaldet alder. Hele dilemmaet med at rejse sammen med en homoseksuel får mange flere lag dets ældre du er. Eller hele konflikten omkring apartheid og feudalsamfundet.

Bogen er skrevet i et sprog som får dig fanget ind. Man er godt underholdt. Hvorfor så ikke fuldt hus i stjerner. Selvom forfatteren har gjort et stort stykke arbejde for worldbuildingen, glemmer Ebbesen indimellem at holde fast i den verden. F.eks. når vi igennem mange kapitel har lært at deres tidsbeskrivelse er ‘Muna’ og ‘Tiga’, men pludselig i de helt vigtige afdelinger af fortællingen kalder det måneder og år. Det gør, at jeg bliver kastet tilbage til jorden, hvor der er tolv måneder på et år. Det lyder bare meget mere “jord-agtig” at sige; vi var af sted i en måned og  fem dage. Fremfor at sige; vi var væk til en muna i tre tiga. Selvfølgelig er det en lille ting med der er flere af den slags steder, hvor det virker som om det er fordi det er vigtigt for historien at alle forstår beregningen, og dermed bruger jord-udtryk. Disse ting gør jeg desværre bliver ført tilbage til min grønne lænestol og ikke bliver i Aretz. Når det er sagt, så er det en god bog som er godt skrevet, og hvis du elsker fantasy, vil du også blive grebet af denne historie.

521 sider – 2026

En del af serien “Til Aretz’ ende”