Site icon Out & About

Tyrkisk politi slår til mod LGBT-miljøet: Razziaer og digital censur ryster Istanbul og Ankara.

Den tyrkiske regering slår til mod LGBT+ miljøet med omfattende onlinecensur og razziaer.                Foto; Pixabay

Tyrkisk politi slår til mod LGBT+ miljøet: Razziaer og omfattende onlinesensur ryster Istanbul og Ankara. I en koordineret indsats har de tyrkiske myndigheder lukket adskillige profiler på sociale medier og ransaget kontorerne hos markante rettighedsorganisationer i landets største byer.

Tidligt søndag den 13. september oplyste den tyrkiske justitsminister, Akın Gürlek, på X, at de tyrkiske myndigheder har gennemført en række aktioner rettet mod en række LGBT+ foreninger og personer. Ifølge myndighederne udgør disse en trussel mod ” børn, familieinstitutionen og den sociale orden.”

Operation, der har fået navnet ”My Family is Safe,” omfattede retslige tiltag mod 162 mistænkte samt ni foreninger og tretten virksomheder.

Statsadvokaten i Istanbul oplyser samtidigt, at myndighederne i løbet af weekenden har gennemført aktioner mod 38 mistænkte i tolv provinser. Under aktionerne blev der ifølge myndighederne beslaglagt narkotika, digitalt udstyr, smugleralkohol og et skydevåben.

LGBT+ aktivister blandt de tilbageholdte

Den Ankara-baserede LGBT+ organisation Kaos GL oplyser, at mindst 50 aktivister var blevet tilbageholdt. Det er et højere antal end det, som statsadvokaten har oplyst. Ifølge Kaos GL blev mere end ti personer anholdt under politirazziaer i deres hjem.

Politiet gennemførte desuden en razzia mod organisationens lokaler, hvor blandt andet computere, mobiltelefoner, tablets og bærbare lagringsenheder blev beslaglagt.

De tyrkiske myndigheder har anklaget Kaos GL for at offentliggøre ”uanstændigt” materiale, som er tilgængeligt for børn. Tyrkisk lovgivning forbyder spredning af uanstændigt materiale, men indeholder ikke en klar definition af, hvad der udgør uanstændighed. Det har ifølge kritikere givet myndighederne mulighed for at fortolke lovgivningen bredt.

Adgang til 73 organisationer blokeret

Som led i myndighedernes indsats har Istanbuls 7. fredsdomstol i straffesager desuden truffet afgørelse om at blokere adgangen til hjemmesider og profiler på sociale medier, der tilhører 73 foreninger og aktivistgrupper.

Blandt de konti, der nu er usynlige for tyrkiske X-brugere, er officielle LGBT+ studenterforeninger fra førende universiteter som Boğaziçi og Bilkent samt organisationen CETAD (Foreningen for behandling og forskning inden for seksualundervisning) og regionale grupper som Queer Adana og Izmir Pride-komitéen.

Omvendt har Meta endnu ikke gennemført blokeringerne på Instagram. På tidspunktet for denne rapportering er Instagram-konti tilhørende de berørte foreninger, universitetsgrupper og fremtrædende aktivister fortsat tilgængelige i landet, selvom de optræder på domstolens censurpåbud.

”Det egentlige navn på denne operation er ikke ”My Family is Safe”; det er statsstyret diskrimination, frygtpolitik og afvikling af civilsamfundet,” skriver den tyrkiske menneskerettighedsorganisation på X.

Man kan læse mere om begivenhederne på Kaos GLs egen hjemmeside,

Exit mobile version