Site icon Out & About

Tunge beats og bløde værdier: Queer Urban Night indtager Hard Rock Cafe

København danner rammen om et helt nyt musikinitiativ. Det populære spillested Hard Rock Cafe Copenhagen ved Rådhuspladsen lægger scene til en aften, der er skabt med det klare formål at rykke LGBT+ stemmer inden for hiphop og den urban-genre helt frem i rampelyset. Felicia Bye Bye, FreddyQ og Ellie Jokar indtager scenen den 31. juli.

Aftenen før vi rammer august byder en gruppe danske artister indenfor og velkommen til Queer Urban Night. En aften, der sætter fokus på LGBT+ stemmer inden for hiphop og urban musik. Aftenen byder både på etablerede og nye talenter

”Jeg synes det er vigtigt, at man får sat fokus på queer artister inden for rap, hip hop og urban. Der er stadig mange, der har de fordomme om os artister, at vi alle laver dance pop. Det er også helt fint, men der er også andre genre som fx hip hop og rap. I mange år var rap musik domineret af heteroseksuelle mænd. Så kom kvinderne og fik taletid, og nu skal LGBT+ personer også have taletid. For vi kan også være ligeså cool og rå som de andre hip hop artister”, lyder det fra skaber af eventet, FreddyQ.

Han bliver suppleret af Ellie Jokar: ”En platform dedikeret til queer urban artister er vigtig, fordi den skaber synlighed og plads til stemmer, som ikke altid bliver repræsenteret i den urbane musikscene. Den giver kunstnere mulighed for at udtrykke sig frit, være autentiske og inspirere andre til at gøre det samme. Samtidig viser den, at urban musik er for alle uanset identitet eller baggrund.”

Fyldt med kærlighed

Man kan allerede nu godt glæde sig og se at få købt billet. “Det bliver en helt særlig aften”, kommer det begejstret fra Ellie Jokar.

” En fest, man sent vil glemme. Hvor alle føler sig set, velkomne og inkluderet. Et rum med masser af energi, stærke performances og en stemning, der viser, at der er plads og til alle, præcis som de er. Du vil gå hjem og være fyldt med kærlighed.”

Hop ud i det, hvis HipHop er ny som genre for dig. Der er mange artister, med noget på hjerte, at opdage. Genren er mere rå, direkte, knap så traditionel. Grænserne er mere flydende.

”Mange Queer artister bruger rap og hiphop genren, da den giver artisten mulighed for at sige lige præcis det, de har på hjertet. Genren sætter ingen grænse for, hvilke udtryk, og hvilke ord, der kan bruges. Det er med til at give artisten selvtillid og mod nok til at stille sig frem og sige ”I am what I am, and I love it”

Det er med til at give mere plads til de artister, der ofte bliver glemt, hvilket i min optik er en skam”, lyder det fra medskaber Felicia Bye Bye.

“Vi har mistet ekstremt mange sindssygt dygtige artister, der kunne være blevet til noget stort. Bare fordi begrænsninger, der er sat for at skulle passe ind i samfundets kasser og ikke give plads til den man er, og bare lade det hele handle om at være dygtig, til det man laver”, lyder det videre.

Fælles om at udvikle og nyde musikken

I pressematerialet for eventet hedder det, at man ønsker at skabe et inkluderende rum, hvor musik, identitet og fællesskab går hånd i hånd.

Men er målet at skabe et trygt frirum for queer-miljøet, eller ønsker man mere at udfordre det traditionelle rap-publikum?

Det svarer FreddyQ på:

”Det er lidt en blanding af begge ting. Vi vil gerne fremme queer kunstnere og vise dem vejen i forhold til de her genrer som er hetero dominerede. Vi vil også gerne udfordre det traditionelle rap publikum. Vise vi er her også. Så ja, det er en blanding af flere ting. Bane vejen for queer artister og samtidig vise det traditionelle rap publikum, at vi er her, og vi er kommet for at blive.”

“Musik spiller en kæmpe rolle i måden folk ser sig selv på. Men også, hvordan de repræsenterer sig selv, og hvilke værdier den enkelte person ser som en vigtig brik for både deres personlige identitet, men også deres udvikling som artist. Mange bruger det at være kreativ med ord som en mestringsmekanisme til at sætte ord på de følelser, der gør det svært at være dem. Noget de fleste queer personer kan sætte sig ind i, inklusiv mig selv. Det er derfor, det har været så vigtigt for os at skabe den her platform for queer artister. Det handler for os om at skabe et trygt rum, hvor der er plads til alle, and it’s all about enjoying the music!”, tilføjer Felicia Bye Bye.

Du kan opleve Felicia Bye Bye, FreddyQ, Ellie Jokar, DJ Jon Stage og en ekstra helt særlig gæst, der inden længe vil blive offentliggjort. Queer Urban Night sker på Hard Rock Cafe Copenhagen, fredag den 31. juli. Dørene åbner: Kl. 20:00, koncerten starter: Kl. 21:00.

Om artisterne:

FreddyQ: En provokerende rapper og sanger, der arbejder inden for rap, pop og elektronisk musik. Med fokus på queer repræsentation ønsker han at udfordre normer og skabe energi og fællesskab gennem sin musik.

FreddyQ. Pressebillede.

Felicia Bye Bye: Er dragperformer, rapper og sanger med en stærk og følelsesladet vokal. Hun arbejder for større synlighed af dragperformere, særligt inden for urbanmusik.

Felicia Bye Bye. Pressefoto.

Ellie Jokar: Er rapper, forfatter og komiker med erfaring fra satireprogrammet Det Slører Stadig. Hun kombinerer humor, samfundskommentarer og musik i sit kunstneriske arbejde.

Ellie Jokar. Fotograf: Manni Back.

Jon Stage: Er DJ, koreograf, danser og producer med bred erfaring på tværs af genrer og samarbejder med forskellige artister.

Jon Stage. Pressefoto.
Exit mobile version