I dag slog Tivoli portene op til en ny sæson af Halloween i Tivoli.
Mere end 22.000 græskar, ny lys-installation, DM i Kæmpegræskar, pop-up-restaurant, scary houses samt nye halloweenscenografier.
”Vi byder igen i år velkommen til Halloween, hvor gæsterne de kommende uger kan nyde efteråret og den magiske scenografering. Halloween har udviklet sig til en væsentlig og velbesøgt sæsonbegivenhed i Tivoli, som tiltrækker både danske og internationale besøgende. Tivoli har med løbende investeringer i den tilbagevendende Halloweensæson skabt nye efterårstraditioner, og vi glæder os over, at gæsterne har taget traditionerne til sig. Årets nyheder tæller bl.a. nye forestillinger i Salene, pop-up restaurant i Det japanske Tårn og en helt særlig lysoplevelse”, siger Susanne Mørch Koch adm. direktør i Tivoli
I år kan gæsterne blandt andet opleve en helt ny lysinstallation i De hængende Haver, hvor hundredvis af lysende ildfluer svæver over græsset og bidrager til en fortryllende efterårsoplevelse. Tivolis lysdesigner Jesper Kongshaug blev i forbindelse med en lysfestival i Lyon i Frankrig så fascineret af disse funklende ildfluer, at han slog til med det samme, så gæsterne i Tivoli som de første i Danmark får den særlige lysoplevelse.
I år slår Tivoli også rekord med hele 22.100 græskar i alle størrelser fordelt i forlystelseshaven. Og lørdag den 12. oktober kl. 11:30 afholdes DM i Kæmpegræskar i Tivoli.
Restaurantoplevelser til Halloween
Trænger man til lidt forkælelse, kan man besøge en af Tivolis mange restauranter med mad i alle prisklasser. De mange boder på Plænen byder også på snacks og varme drikke. En helt særlig oplevelse venter også i Det japanske Tårn, når KOKS serverer de sidste menuer, inden restauranten lukker på Grønland.
Under den 110 år gamle Rutschebane lurer en lidt mere rå rædsel i Skærsilden, hvor “Det Hjemsøgte” har fået adresse. Her bliver gæsterne konfronteret med en uhyggelig operationsstue fra et hospital for mislykkede forsøg. Børn under 12 år har ikke adgang.
Glassalen og Koncertsalen
Musicalfænomenet WICKED får premiere i Tivolis Koncertsal den 11. oktober. WICKED er fortællingen om et venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz. Elphaba, der er anderledes, fordi hun er født med grøn hud og klassens populære og smukke pige Glinda. Hovedrollerne spilles af Nanna Rossen (Elphaba) og Johanne Milland (Glinda).
I Glassalen fra den 4. oktober rykker Eventyrteatret ind med deres version af den klassiske fortælling om Pinocchio. Sammen med Gepetto og sin tro følgesvend lærer Pinocchio, hvordan man navigerer i livet som en rigtig dreng.
Halloweensæsonen kan opleves i Tivoli fra den 10. oktober til og med den 3. november, med gang i alle Tivolis kendte forlystelser, og der er åbent søndag – torsdag kl. 11.00 – 23.00 og fredag + lørdag kl. 11.00 – 24.00.