Foto: Sara Galbiati,
Med sin nye erindringsbog “Svømmer” har Morten Kirkskov begået en fængende og læseværdig kraftpræstation. Med helt åbne sonder ned i sit eget ungdomsliv skriver han lige ind i hjertekulen. Blændende husket og sanseligt formidlet.
En roman af overbevisende, suveræn kvalitet. Sprogligt stærk med skarpe persontegninger og en rørende handling. Unge som ældre bøsser: Læs denne bog og genopliv jeres egen forhistorie og bliv underholdt, begejstret og bevæget, men også opmuntret selvom døden står for døren.
Morten Kirkskov, født 1963, er skuespiller, teaterinstruktør, tidligere teaterdirektør i Ålborg og er afgående skuespilchef på Det Kongelige Teater. “Svømmer” er en selvstændig opfølger til MK´s delvis selvbiografiske debut “Kapgang”, der blive filmatiseret i 2014. MK udtaler i et pressebrev, at “dette er endnu mere en roman. For jeg har været mere optaget af at skrive en god historie end at skrive mig ind i erindringen om mit eget liv dengang. I “Svømmer” har jeg skrevet oven på virkeligheden og med langt flere afstikkere”.
En klassisk coming-of-age-historie
Handlingen udspiller sig fra slut-halvfjerdserne og en 5-6 år frem. Hvor den altdominerende hovedperson og jeg-fortæller Martin er mellem ca. 15 og 20 år gammel. Martin er en følsom, nysgerrig og observerende teenager, ser godt ud og er vellidt af alle. I fritiden er han en habil svømmer, deraf titlen. Fortællingen følger tre forskellige spor: Først den store drengs kamp for at finde sine ben i en sorgramt, noget dysfunktionel familie efter morens tidlige død; i den lille by Sdr. Omme syd for Herning. Dernæst følger hans udspringshistorie som bøsse i København og endelig den tidlige aids-epidemis hærgende betydning for bøsse- og sexlivet. Handlingen beskrives virkelighedsnært gennem minutiøse sansninger. Hos en noget forvirret stor dreng uden erfaring i at forudse, hvordan man vikler sig ud af en akavet situation. Læseren bliver hurtigt identificeret med Martin. Den seksuelle opvågnen er kommet tidligt og der eksperimenteres seksuelt, ganske pubertært og uforløst med både en dreng og piger.
Titler på tidens popnumre nævnes hyppigt midt inde i teksten – som et lydtæppe, der giver pust af tidsånd. Det fungerer overraskende godt.
Vidunderligt sprog og skrivestil
Alt spiller i denne bog: Komposition, handling, persontegning og dialoger fungerer perfekt. Men især sproget flyder spændstigt og sanseligt, så det funkler og gnistrer af billeder bag øjnene. Jeg må flere gange fornøjet standse op og læse en sætning om igen og højlydt udbryde “Nej, hvor er det godt.” MK skriver så medrivende og indfølt, at man skulle tro, at det var det, han professionelt havde levet af hele livet. Regi-bemærkningerne er knivskarpe og aldrig overdoserede. Forfatterens instruktørbaggrund fornægter sig ikke og er et stort plus hele vejen igennem.
Små hverdagsoptrin beskrives indefra, så læseren hurtigt genkalder følelsen af, hvordan det var at være ung, følsom og befippet. Beskrivelser af personer og begivenheder er udført med præcis psykologisk fornemmelse. Man suges ind i ungdommens univers sammen med den opmærksomme og tænksomme Martin.
Venner og familie
Venner og families personligheder trækkes skarpt og flot op i ganske få streger. Vi kender dem hurtigt og troværdigt. Kirkskov er mesterlig til med få virkemidler at få et godt indre drama ud af små hverdagssituationer. Som under et julebesøg hos mormor, lejrskole på Bornholm, en familieferie i Østrig. Selvom scenerne er realistisk udpenslede, forbliver pointerne underspillede, så mystikken består – som i en gyserfilm, hvor der fremmanes urolige fornemmelse i drengens mave. Så spændingen består hele vejen igennem. Det er en eminent effektiv skriveteknik. Gennem hele bogen får Martin fantasi-syn af den afdøde mor som et spøgelse, der viser sig for ham ved højlys dag i forskellige skikkelser. Hvad er det egentlig, der sker lige her? Der er mange tårer i den familie, og sidst i “Svømmer” sidder jeg selv og vræler. Jeg må lægge bogen væk en stund for ikke at blive fristet til at jappe igennem den. Så det er bestemt ikke en feel-good roman, men humor blandes fint med tragikken. “Han ligner en, der står i vindretningen fra en gylletank”.
Er der ingen homofobi i Sdr Omme?
Mit eneste undren i Sdr Omme-historien er, at læserne snydes for drengens tanker og bekymringer om den spirende homoseksualitet. Der fumles godt nok med pubertetssex med både drenge og piger, men de fleste store børns bekymringer om et kommende liv som homoseksuel outsider, hører vi ikke noget om fra den ellers så tænksomme Martin. Han tumler ligesom ind på homo-scenen uden de følsomme bremseklodser, der plager mange skræmte bøsse- og lebbespirer i årevis. Hans første rigtige samleje skal være med pige: “Det er dét med piger, der gælder i verden” Og det sker så på Roskildefestivalen med en veninde. Men 10 sider før opsøger han alligevel et bøssetræf på Fristedet i Herning og boller med den første fyr i København et par dage efter. Denne forvirrende udvikling er ret ubeskrevet. Der forekommer overhovedet ingen homofobiske holdninger eller ytringer i flækken Sdr. Omme i det mørke Jylland for små 50 år siden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Måske er de plagsomme mellemregninger beskrevet i MK´s første erindringsbog, som jeg ikke har læst, men i hvert fald savnes den del her.
Udspringet
At homoseksualitet opleves som helt naturligt og uproblematisk, skyldes måske, at farens bror, den forstående onkel Christian, lever med partner som åben læderbøsse i København. Han bliver den eneste rigtige hovedperson udover Martin, et skønt og stærkt portræt i kraftigere streger af denne mentor, der skubber den nyudsprungne Martin ud i miljøet: “Dejligt Martin, nyd det ny, du er ung, følg dit hjerte og din krop.” Og det gør Martin så i den grad. Den modne onkel er i grunden en mere interessant og fanden-i-voldsk personlighed over for den glatte og stadig purunge Martin. En flot kontrast her mellem to generationer af bøsser.
I det midterste tema om seksuelle erfaringer med mænd i København går det ganske stærkt for den fremmelige Martin. På få dage indføres han i bøssesexens glæder gennem særdeles vellykkede møder med flere dejlige, forstående mænd, der oplærer ham i sexteknik og -nydelse. Og gennem denne klassiske udspringshistorie snydes vi bestemt ikke for smukke og lystige samlejer. Men det går næsten for nemt og for hurtigt i forhold til realiteternes verden, for ganske snart har Martin både bollevenner, skøn smuk kæreste og kollektiv. Og efter studentereksamen en fast italiensk kæreste i London. Historien er spændende nok fortalt, men ganske typisk og velkendt for mange bøsser, der som mig sprang ud på nøjagtig samme tid som Martin.
Aidsens gru
I tredje spor strammes det ydre drama med en alvorlig trussel mod homo-miljøet ved rygter om en ny farlig sexsygdom, der (her i starten) kun ses hos bøsser: Aids, der først nævnes ved navn på side 303 ud af 374. MK har ikke helt styr på kronologien i aids-udviklingen, men trækker måske bevidst begivenhederne sammen i sin kunstneriske frihed, hvilket skal være ham vel undt så mange år efter. Men kondomer var altså ikke en bestanddel i bøssers natbordsskuffer så tidligt som i 1980/81.
Jeg skal ikke afsløre, hvordan bogen ender, og hvem i persongalleriet der smittes, rammes af aids og dør, men MK svinger sig her op til startens intensitet og åndeløse fortælleevne. Den store finale ved gravøl og kirkeprædiken er formidabelt beskrevet “Efter flere tilløb afslutter orglet præludiet så voldsomt, at stilheden lige efter får os til at tro, vi har mistet hørelsen.”
Ikke bogen om aids
Sexscener er der rigeligt af, mens samfundskritik og bøssepolitik berøres sparsomt. Og bøssernes store frygt for at den begyndende aids-panik i befolkningen skulle bombe den seksuelle frigørelse tilbage, hører vi ikke om. For Kirkskov må nødvendigvis økonomisere med det store emne og prioriterer at holde aids-fortællingen ganske tæt på Martins liv og private verden. Fair nok. Men derved får vi ikke romanen om bøsseliv under aids. Ærgerligt nu stoffet er i hænderne på en så habil forfatter, der oplevede det hele selv og husker godt. Så kan vi andre på samme alder mindes vores egen aids-historie og yngre læsere gyse og blive klogere på fortiden. Og alle kan genopleve, hvordan det var at være ung.
Her er moralen
Bogens morale lægges i munden på to døende bøsser: “Livet er ikke et forsikringsselskab, det er ikke en kirke, det er et horehus. Det er ikke orden, det er kaos. Det er et tyndt, smalt bræt over en voldsomt fossende flod, og du må love mig at gå ud på det bræt.”
“Og det, du råbte om, at vi alle sammen skal dø, det er rigtigt. Det er fuldstændig uomtvisteligt, det giver jeg dig ret i. Men indtil det sker, indtil vi rent faktisk dør, der skal vi leve.”
MK uddyber det selv i pressebrevet sådan her: “Forfærdelige ting sker i romanen og er sket for mig. Men livet ér forfærdeligt – men det er fandeme også sjovt, og dét skal vi huske. Man bliver mere ulykkelig, hvis man kun ser livet på én måde. Der er gaver i at se varieret på det.”
Indvendinger
I så stort et anlagt værk kan man altid finde små hår i suppen. Sexscenen med sangeren George Michael på øen Mykonos er for tyk og overflødig som unødvendig fantasipop i en ellers realistisk og troværdig fortælling. Dette stilbrud burde være luget ud af en ellers stringent og ordentlig roman fra en stilistisk stærk forfatter.
Det uforløste forhold til den afdøde mor, der binder bogen sammen, følges ikke op og bliver sært nok aldrig forklaret.
Der er flere stavefejl, som korrekturen burde have fanget: Tre gange omtales en ringklokke, en striktrøje bliver til strikketrøje, og den kliniske Epidemiafdeling på Rigshospitalet kaldes et sted for Epidemiologisk afdeling, som ligger på Statens Serum Institut uden patienter. Det er noget sjusk fra vores mest velrenommerede forlag.
Læs “Svømmer”
Trods mindre fejl og mangler er det en særdeles læseværdig kraftpræstation, MK har begået. Læs denne bog og genopliv din egen forhistorie og bliv underholdt, forfærdet og berørt – men også opmuntret selvom døden står for døren. Selv med få indvendinger må denne vidunderlige læseoplevelse udløse fuld plade.
Info:
“Svømmer” af Morten Kirkskov udkommer på forlaget Gyldendal.
Roman – 2026 – 376 sider.