Aarhus Teater opfører netop nu Stolthed og Fordom med en stram og fokuseret tilgang til Jane Austens kendte drama. Opsætningen dropper de store, moderne visuelle eksperimenter og stoler i stedet fuldt ud på selve fortællingen.
Vi lever i en tid, hvor det er nemt at dømme andre. Hvor vi hurtigt bilder os ind, at vi sagtens kan klare os uden fællesskabet. Men spørgsmålet er, om vores stolthed spærrer for udsynet. Om vi i virkeligheden render rundt med alt for mange fordomme? Det er netop denne evige menneskelige splid, som Aarhus Teater netop nu har på programmet.
Stolthed og Fordom er et af de der mesterværker, der aldrig sådan rigtig ældes. Det er nok Jane Austen mest berømte roman og en af de største kærlighedshistorier.
Det er lidt af mundfuld og i Aarhus Teaters sceneudgave er der også blevet skåret hist og pist. Det er blev tilpasset til et mindre ensemble og de forskellige sidehistorier nedtonet så de ikke stjæler for meget af opmærksomheden, så tiden og dermed længden på forestillingen løber løbsk. Et par søstre er for eksempel røget i svinget. Det er aldrig en let sag, og der vil altid være ønsker til mere.
Men når det er sagt er det faktisk sket med stor respekt for originalen. Man har ikke sakset og mixet, flyttet i tid eller lavet store markante visuelle koncepter. Historien og fortællingen får lov at stå ganske rent. Det er klædeligt.
Det hele i enkle stilrene scenografiske rammer.
Jagten på en mand
Vi møder familien Bennet, der bor på godset Longbourn. Loven siger, at det kun kan arves af mandlige slægtninge. Så når man kun har døtre er det alfa og omega at få dem gift. Et projekt specielt moderen ihærdigt har kastet sig ud i. Det er næsten Mrs. Bennets, eneste mål i livet at få pigerne giftet væk. Gerne til velhavende mænd. Pigerne er brikker. Men de har selvstændige meninger og følelserne er mange. Størst er tvivlen. Hvad er det rette valg?
Tør man smide maskerne
Da den rige og charmerende Mr. Bingley bliver en del af nabolaget, vækkes håbet. Med sig har han sin endnu rigere, men ekstremt stolte og reserverede ven, Mr. Darcy. Herfra udfolder sig et komplekst net af misforståelser, sladder, sociale fejltrin og mere eller mindre undertrykte følelser. Plus masser af stolthed og fordomme hos alle involverede. Langsomt glider maskerne bort og flere nuancer blottes.
Tangere til face
Som publikum er der gode grin at hente. For vi griner af flere de akavede situationer og med nutidens briller lettere absurde normer. Flere roller har desuden fået et forstørret udtryk. Der er steder, hvor forestillingen tangere til at udvikle sig til en farce, og det kammer næsten over. For jo Jane Austen er satirisk, dyrker det ironiske, det underfundige, men her er der skruet ekstra op for komikken. Men det holder lige akkurat og det giver latterbrøl fra salen igen og igen.
Komisk talent
Og når nu er ved det humoristiske. Så lad os starte med dem, der fylder mest på den front. Mette Døssings neurotiske og små desperate skildring af moderen lokker en klukkende latter frem rundt om på sæderne i salen. Hun rammer os med sin fysisk-komiske væren og replikker. Hun er herlig og uden filter.
Malte Conradsen er kostelig som fætteren pastor Collins. Med både vidunderlig mundtlig og fysisk komik ejer han den særdeles karikerede karakter. En fremragende præstation. Et klar komisk talent.
Clara Phillipson har bare generelt et særligt scenisk nærvær i alt, hun laver, må man efterhånden konstatere. Som den yngste datter Lydia er der fuld fart på. Livlig og oprørsk vader Philipsen troværdigt direkte ind i os som publikum. Det frembringer smil.
Sublimt spil i front
Helt i front af den store kærligheds historie har vi Elizabeth Bennet og Mr. Darcy. Her er skuespillet ekstra sublimt.
Emil Busk Jensen løfter opgaven som Mr. Darcy på flot vis. Han vinder med tiden vores sympati som den tavse letter akavet gentleman, der væmmes ved selskabslivets overfladiskhed. Han formår at spille med arrogant distance, samt med den gemte usikkerhed, der giver dybde. Begge dele forsvares og får plads. Han balancere en kølig facade med sårbarhed og indre smerte. Laura Kjær Jensen spiller modspillet som Elizabeth Bennet med en stærk blanding af gåpåmod, tvivl og humor. Slagkraftig, nærværende og stærk.
Deres fælles spil matcher hinanden i tykt og tyndt om man vil. Og specielt til sidst er det på grund af dem at forestillingen kommer i mål med at røre os.
At vi kan mærke fortællingen.
Vi ender i et fælles nåååhhh, når lyset til sidst slukkes. Et kærligt suk.
Klip en hel og hul en tå
De øvrige medvirkende falder fint ind, men specielt de øvrige herre lider af at deres roller ikke rigtig får lov til at folde sig ud. Ligesom Mette Døssings anden rolle Lady Catherine de Bourgh også lider af, at der har måtte skæres en del, for at få romanhistorien mindsket. Men selvom at de mandlige biroller og de mindre karakterer bliver klemt en smule i den stramme redigering, mister historien aldrig sit greb i os. Det er ikke mindst de to hovedfigurers fortjeneste. De giver stykket og den centrale romance substans. Vi vindes og ja, kærligheden fanger os, trods alt. Lidt varme til det efterår der for alvor er på vej.
Nu giver vi ikke hjerter her, men fem stjerner bliver det til i stedet. Love is Love.
Bag om forestillingen
Stolthed og Fordom Af Jane Austen.
Oversættelse Lærke Pade (Gyldendal).
Dramatisering: Dicte C. Houmøller.
Iscenesættelse: Carolin Oredsson.
Scenografi & kostumedesign: David Gehrt.
Scenografisk koncept: Josefine Thornberg-Thorsøe.
Koreografi: Esther Lee Wilkinson
Kompositioner: Joëlle Marie McGovern.
Lysdesign: Thora Eriksen.
Lyddesign: Aki Shiraishi Bech
Medvirkende: Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green, Malte Conradsen.
