
Foto: Andreas Ingwersen
Debatindlæg:
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Enten springer man sent ud som LGBTQ+ person – eller også flytter man fra Sønderjylland. Det lyder hårdt, men det er en virkelighed, vi møder igen og igen i LGBTQ+ Sønderborg. Her er mange først i 30’erne, 40’erne eller 50’erne, før de føler sig trygge nok til at stå ved, hvem de er. Det bør få alarmklokkerne til at ringe.
Af Niels Christian Aahøj Bech, forperson for LGBTQ+ Sønderborg
Ifølge VIVE springer de fleste LGBTQ+ personer i Danmark ud som 16–22-årige. Men den nationale udvikling dækker over store geografiske forskelle. I Sønderjylland er det ofte langt sværere. Normer, lokalkultur og frygten for at skille sig ud gør, at mange pakker sig selv væk i årevis. Det skaber et psykisk pres – ikke kun for den enkelte, men også for sundhedsvæsenet, der senere må håndtere konsekvenserne.
Samtidig ser vi en anden tendens: De unge, der faktisk føler sig frie, forlader området. De søger mod København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor de oplever større accept og fællesskab. Kun få vender tilbage – og ofte først senere i livet og i faste parforhold. Det betyder, at vores lokale samfund mister både mangfoldighed og ressourcer.
Det er et problem for byer som Sønderborg, Tønder, Haderslev og Aabenraa. For hvis man ikke kan være sig selv, bliver man ikke – og så udvikler området sig ikke. Diversitet er ikke en luksus, men en forudsætning for vækst og trivsel.
Derfor sætter LGBTQ+ Sønderborg i år fokus på livsfaser under Sønderborg Pride Week 2026 – fra ung til ældre. For udfordringerne stopper ikke med at springe ud. Mange ældre LGBTQ+ personer oplever ensomhed, særligt på plejehjem, hvor de igen kan føle behov for at skjule sig.
Det her er ikke kun et individuelt problem. Det er et samfundsansvar. Hvis vi vil have et Sønderjylland i udvikling, kræver det politisk handling, lokale initiativer og et opgør med de normer, der stadig holder mennesker tilbage.
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at gøre noget. Det er, om vi har råd til at lade være.
