Den 54-årige Fiona Titley havde i sin unge dage forhold til andre kvinder. Men så holdte hun i mange år en pause fra kvinder. Hun blev i disse år gift med en mand og fik en datter, som i dag er 20 år. Men for et år siden tog Fiona Titley endelig modet til sig og sprang – med forsinkelse – ud som lesbisk.
”Jeg var igennem et længere sygdomsforløb og fik dermed mulighed for at tænke nærmere over mit liv. Jeg blev klar over, at min seksualitet var – og nok altid har været – at jeg er lesbisk. Jeg tog derfor mig sammen til at komme ud som lesbisk over for andre,” fortæller en glad Fiona Titley, der bor i Roskilde.
Siden hun har stået ved, at hun er lesbisk, har hun aldrig haft det bedre.
”Jeg har tabt mig mange kilo i vægt og har også fået det meget bedre psykisk. Jeg fandt mig selv og kan for første gang lide mig selv og har det rigtigt godt,” lyder det fra en lykkelig Fiona Titley, som er ansat som konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation på Sjælland. Hun tilføjer:
”Jeg har faktisk aldrig haft det bedre end nogensinde. Og både min datter, min mor og andre har taget rigtig godt imod, at jeg har fortalt dem, at jeg er lesbisk. Min mor spurgte mig også en dag: ’Har du så gjort noget ved det? Det er typisk for hende at være så direkte’,” siger Fiona Titley med et smil.
Hun er begyndt at bruge det lesbiske miljø og kommer blandt andet på Vela på Vesterbro i København.
”Jeg går selvfølgelig i byen, både for at møde andre og for at finde ud af, hvad jeg har lyst til, og hvem jeg er,” lyder det fra Fiona Titley, som understreger, at det aldrig er for sent at springe ud som lesbisk.
”Der er mange andre lesbiske og bøsser, der er sprunget ud i en sen alder, og det er aldrig for sent! Jeg er glad for, at jeg tog mig sammen til at gøre det – og at jeg nåede det!
Hør også: Podcast: Lad mig blomstre