Site icon Out & About

Søren og Josue skal giftes

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal giftes med sin udkårne Josue Medina Vasquez.
Foto: Facebook / Privat

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og kæresten Josue Medina Vasquez planlægger stort kirkebryllup.

Det er Fyens Stiftstidende der kan fortæller den glade nyhed. En skarpsindig journalist bemærkede under et interview, at justitsministeren bar en ring, og spurgte hvad den betød.

”Vi er forlovede. Det er derfor, ringen sidder på venstre finger. Men vi skal giftes”, svarede Søren Pape Poulsen.

Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vasquez mødte hinanden i sommeren 2013 i Bruxelles, hvor Josue arbejdede.

Det viste sig, at de havde en fælles interesse for politik og samfundsforhold, og efter en del skriverier sammen inviterede Søren Josue til Viborg for at opleve dansk politik.

”Vi var meget sammen den uge, og så sker den slags, når mennesker fatter sympati for hinanden”, fortalte Søren Pape i 2014 til TV2.

De to viste sig første gang offentligt sammen ved Det Konservative Folkepartis landsmøde i 2014.

Skal giftes i Viborg Domkirke

Parret bor sammen i Viborg, og brylluppet skal ske på hjemmebane i Viborg Domkirke, hvor de ofte deltager i søndagsgudstjenesterne.

”For mig er det vigtigt, at det bliver i en kirke. Det er det også for Josue, men der, hvor han kommer fra, bliver to mænd bare ikke gift. Det kan vi her, og domkirken er den kirke, vi bruger om søndagen. Ikke hver søndag, men når jeg er hjemme, går vi derover til gudstjeneste”, siger justitsministeren til Fyens Stiftstidende.

Brylluppet bliver holdt i 2018.

Faldt for hans store hjerte

Josue Medina Vasquez er 32 år, og har læst internationale studier i New York. Han er født i Den Dominikanske Republik, hvor hans farbror, Danilo Medina, er præsident. Josue har arbejdet som selvstændig med turisme i Den Dominikanske Republik, og på den dominikanske ambassade i Canada.

Den 45-årige Søren Pape Poulsen har tidligere afsløret overfor Alt for Damerne, hvad han faldt for ved Josue:

”Han er et sødt og rart menneske. En imødekommende mand, som har den egenskab, at han tror på det bedste i alle mennesker. Og så er han meget åben over for alle. Det betyder da også noget, at jeg synes, han er fysisk tiltrækkende, har dejlige øjne og et dejligt smil, men i bund og grund var det hans store hjerte, jeg faldt for.”

Exit mobile version