Site icon Out & About

Regnbuekravlenisserne gør comeback i kampen mod HIV-stigma

Efter en kortere pause spankulerer landets mest farverige juletradition endelig tilbage i de danske stuer. Regnbuekravlenisserne er klar til endnu en sæson, og i år tramper de direkte ind i kampen mod den ensomhed, skam og sociale stigmatisering, som mange HIV-positive stadig mærker på egen krop.

Overskuddet fra årets salg går ubeskåret til Positivgruppen, der siden 1985 har skabt uvurderlige fællesskaber og trygge rammer for mennesker, der lever med HIV i Danmark.

Stigmaet lever i bedste velgående

Takket være medicinske gennembrud som effektiv kombinationsbehandling og den forebyggende PrEP-behandling er HIV i dag ikke længere den dødsdom, det var i 80’erne og 90’erne.

” Men selvom den fysiske sundhed er sikret for langt de fleste, halter den sociale accept stadig efter”, forklarer tegneren bag regnbuekravlenisserne Sebastian Soelberg.

“Positivgruppen har oplevet et fald i deres finansiering de seneste par år. Netop fordi HIV ikke længere ses som en akut krise på samme måde som tidligere. Men sandheden er, at stigmaet og skammen lever i bedste velgående. Det bringer en enorm ensomhed med sig. Det absolut bedste middel mod den isolation er fællesskab. Det er præcis det fællesskab, vi vil være med til at sikre midler til,” fortæller Sebastian Soelberg.

Positivgruppen er også dem, der hvert år står bag den rørende lystænding på World AIDS Day. Et arrangement, hvor vi mindes de kammerater, kærester og familiemedlemmer, vi har mistet til AIDS i Danmark.

En succes på Nationalmuseet

Det er langt fra første gang, at Sebastian Soelberg og resten af holdet bag Regnbuekravlenisserne gør en mærkbar forskel i LGBT+ miljøet. Tidligere har det kreative juleinitiativ indsamlet over 100.000 kroner. Penge, som er blevet doneret til organisationer som LGBT Asylum, FSTB (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn) og Greenland+.

Projektet har efterhånden opnået så stor kulturel og historisk betydning, at de ikoniske nisser i dag er blevet optaget i Nationalmuseets faste samling som et symbol på moderne, dansk queer-historie.

Lidt frækkere, meget mere rummelig

Årets nisser er måske nok lidt mere frække og væsentligt mere queer. Sikkert ikke helt som dem, du husker fra barndommen. Men de er skabt med en dyb kærlighed til miljøet og med et formål, der rækker langt ud over selve julepynten.

Når du køber årets nisser, støtter du ikke bare en god sag. Du er også med til at gøre den traditionelle jul lidt mere farverig og verden en hel del mere rummelig.

Årets Regnbuekravlenisser kan klikkes hjem og bestilles allerede nu på billigjulepynt.dk.

Exit mobile version