Foto: Jesper Berger
Nørrebro Teater lægger hus til eksperimenterende ritualer med hedenske renselsesprocesser, hypnose og nøgenhed.
Kartasis tager udgangspunkt i Vølvens spådom, der opsummerer skabelsen af verden ifølge vikingerne og den nordiske mytologi. Den forudsiger selvsamme verdens undergang (Ragnarok), samt gendannelse på ny, af en smuk og grøn verden.
Stykket refererer til den brydningstid for tusind år siden, hvor kristendommen tog over efter den hedenske nordiske mytologi. På samme måde står vi nu i en tid, tusind år senere, hvor islam udfordrer det spirituelle rum og de sekulære samfund, i Europa generelt, og ikke mindst på gaden lige ude foran Nørrebro Teater.
Her vækker Vølvens spådom for alvor min interesse, fordi hun forudsiger jordens undergang og genfødsel. Kan vi måske bruge det til noget i den situation, som vi står i i dag? Det får vi ikke rigtig noget svar på i forestillingen.
Hvorfor skal vi bindes til øjeblikket?
Nationalmuseet har sendt en kasse med ur-vølvens knogler, og de indgår nu i forestillingen. En sjov gimmick, men som måske forvirrer lidt i forhold til det meget tunge og seriøse ritual, som vi senere skal opleve.
Herefter gennemgår vi et renselsesritual, hvor alle bliver bedt om at være nærværende og lader sig ”binde til øjeblikket”. Til det formål har alle i publikum fået et armbånd i rødt stof med samme tekst. De medvirkende modellerer lermasker på sig selv, mens de fremfører mytologiske remser.
Midt i forestillingen dukker hypnotisøren Mads Aggerholm op, spillende på et valdhorn. Og han er ferm til begge dele. Han forsøger at hypnotisere hele salen, og udvælger herefter nogle frivillige, som tilsyneladende bliver hypnotiseret på scenen. Et sjovt og professionelt indslag, der måske ikke lige passer ind i Vølvens fortælling.
Ingen sammenhæng
Kartasis kunne godt ligne noget, der var blevet til under en brainstorm, men som ingen rigtig har ansvaret for. Det fremgår heller ikke, hvem der er dramatiker, kun at Anja Behrens står for ”instruktion og bearbejdelse”. Måske er der slet ikke nogen ansvarlig?
Vølven modtager på et tidspunkt Nordisk Råds litteraturpris, en joke, som publikum har svært ved at reagere på. Især fordi Signe Egholm Olsen giver sig til at overfuse Vølven, fordi hun ikke vil modtage prisen. Et sært optrin.
I det meste af stykket hører vi bulgarske sange, fremført at trioen Glas. Det minder om gregoriansk kirkemusik og er meget smukt, men også en smule ensformigt.
Skønsangen står i stærk kontrast til en afsluttende klovnesang, depraveret fremført af Patrick Baurichter, hvor et par nøgne dansere skubbes rundt på scenen. Det var decideret ubehageligt at se og høre på, og her havde jeg lyst til at forlade teatret.
Katarsis hører nok mere hjemme nede i Kødbyens slagtehus
Nørrebro Teater har en af byens bedste teatersale, en central placering og en cool teaterbar. Så nu er det bare om at få fyldt de 620 pladser. Og her er jeg ikke så sikker på at Katarsis er den rette kur, eller at Nørrebro Teaters ledelse for den sags skyld er på rette kurs i det hele taget.
Efter få minutter tænkte jeg, at dette stykke mere hører hjemme ovre på Sort/Hvid Teater i Kødbyen. Det stærkt eksperimenterende, det grænseoverskridende, nøgenheden, provokationen og interaktionen med publikum; alt sammen som snydt ud af Sort/Hvids vilde næsebor.
Når vi graver lidt i hukommelsen, så er der også et stort personsammenfald mellem Katarsis og tidligere forestillinger på Sort/Hvid. Instruktøren af Katarsis, Anja Behrens, har instrueret to vilde forestillinger på Sort/Hvid: Jeanne d’Arc og GIlgamesh, begge med stærke ritual-scener, og begge betydelig mere vellykkede end Kartasis.
Patrick Baurichter var også med i Gilgamesh, og Signe Egholm Olsen spillede alle roller i Animal, begge forestillinger på Sort/Hvid.
Men er publikum på Nørrebro klar til den slags eksperimenter? Det tror jeg ikke. Premierepublikummet havde, på trods af deres formodede kendskab til stykket, relativt svært ved at grine og gyse på de rette tidspunkter. Med forestillinger som denne, risikerer Nørrebro Teater at skræmme folk helt væk fra teatrene.
Samlet set et interessant emne om vølvenes rolle i vor tid, men en meget usammenhængende forestilling, der ligger noget under det forventede niveau, og som ville passe bedre ind på en eksperimenterende scene.
Om forestillingen
Instruktion og bearbejdelse: Anja Behrens
Medvirkende: Patrick Baurichter, Signe Egholm Olsen,
Dansere: Olivia Teresa Due Pyszko, Sam Koosha, Shanaya Lundorff,
Hypnotisør: Mads Aggerholm
Sang: Vokalselskabet Glas – Kamilla Kovacs, Elisabeth Vik, Katrina Petersen
Scenografi: Christian Albrectsen
Sted: Nørrebro Teater, Ravnsborggade
Spilleperiode: Frem til 3. oktober 2026
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
Billetkøb og spilletider finder du her.