Site icon Out & About

Pragtopsætning på Østre Gasværk: Magiske, super fantastiske, og helt vidunderlige, Olivia

Østre Gasværks store satsning Olivia og skyggedansernes hemmelighed indeholder lutter ørehængere.              Foto: Emilia Terese

Seks stjerner. Østre Gasværks nye satsning Olivia og Skyggedansernes hemmelighed, er forestillingen vi har længtes efter, uden at vide det.  Indeholder lutter ørehængere, fantastiske sangere og skuespillere, nærværende indhold, og samtidig en fantastisk god fortælling leveret i en pragtopsætning. Olivia – det bliver ikke bedre!

Wau wau og wau. Denne anmelder er næsegrus af beundring over Østre Gasværks nye satsning Olivia og Skyggedansernes hemmelighed. For sikke en fantastisk historie, og en velspillet forestilling, hvor vi oplever så meget ungt talent på alle parametre, at man næsten ikke forstår det. Wau!!!

Så mange wau….

Wau over helt igennem fantastiske sangere og skuespillere med hovedrolleindehaver Amanda Frederikke Traun som den absolutte frontfigur.

Wau over Adam Prices fantastisk fortælling om ungegenerationen der kæmper mod ensomhed, manglende fællesskab, og identitetskrise.

Wau over Rasmus Seebach, Ankerstjerne, og Andres Sommers fantastiske musik.

Men også wau for instruktør Thomas Agerholms geniale iscenesættelse.

Wau for Benjamin La Cours helt igennem eminente scenografi.

Wau for Nellie Bethel Raineys komplette koreografi, der i den grad går rent ind.

Wau for de mange magiske effekter ved illusionist John Bulleid

Wau til lyd- og lysfolk, herunder også et velspillende orkester.

Wau for Østre Gasværk med direktør Søren Møller i spidsen for at sætte forestillingen op.

’Wau for hele holdet foran og bag scenen, som i den grad giver liv til Olivia og Skyggedansernes hemmelighed

Og ikke mindst wau for Morten Grunwald, der i sin tid ”opfandt” Østre Gasværk som teaterrum. Ikke mindst når man får mulighed for at opleve en så storslået og vedkommende forestilling som Olivia og Skyggedansernes hemmelighed. I et fantastisk teaterrum, der i denne forestilling udnyttes til fulde. Fra gulv til loft.

Mange problemer

Det er ellers ikke fordi indholdet i Olivia og Skyggedansernes hemmelighed er en ren succeshistorie. Tværtimod. Forestillingen er fyldt med problemer: Unges ensomhed, det at være bange, identitetskrise, spirende kærlighed og problemer med den, jalousi, det at flytte fra storbyen og til, undskyld Køge, til Køge, en mors alt for tidlige død, og så alt det unaturlige, alt det, som ikke kan forklares.

Samtidig præsenteres vi for et af de mørkeste kapitler i Danmarks historie: Hekseforfølgelserne sådan som de foregik under Christian IVs tid. Med levende afbrænding på bålet. Og så er der lige det med de voksne, som man ikke altid lige forstår, når man er teenager.

Problemerne står altså nærmest i kø, men den måde de løses på, og den måde historien via sang, musik, visuelle effekter i hobetal, en formidabel scenografi, og ikke mindst musikken og sangteksterne gør, at man som publikummer i den grad er fanget af forestillingen.

Og de unge, og lidt ældre på og over scenen, medvirker til, at Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed i dén grad fænger.

Tak for Amanda

Ifølge programmet til forestillingen så mødte flere hundrede ansøgere op til rollerne i forestillingen. Og Amanda Frederikke Traun måtte sammen med flere af de andre gennem en række auditions.

Og så kommer vi ikke uden om det: Amanda Frederikke Traun. Hun spiller Olivia, eller man har næsten lyst til at skrive hun ér Olivia. Det med en sikkerhed, en præcision, og med en sangstemme, der når dybt ind i enhver, der lytter.

Herfra er kun at skrive Tak at valget faldt på Amanda. Hun gør det fantastisk og bliver som mange af de andre unge medvirkende særdeles spændende at følge i årene der kommer.

På samme måde som også alle de andre i forestillingen gør.

Sjældent har man set så meget ungt talent samlet på én og samme gang, som man gør i Østre Gasværks fantastiske forestilling. Hver og en, nye unge talenter såvel som garvede skuespillere og sangere, i dén grad brænder igennem. Sammen og hver for sig.

Gør det nu!

Flere gange undervejs i forestillingen sad jeg og tænkte på min guddatter Clara, som netop er samme aldersgruppe, som gymnasieeleverne i forestillingen.

Jeg tænkte, at hun og hendes jævnaldrende på Brøderup Efterskole, burde se en forestilling som denne på lige fod med alle andre unge, men også at forældregenerationen burde se den. Jeg glædes så over netop at have fået at vide, at ledelsen på skolen for længe siden har sikret sig billet til denne fantastiske og vedkommende forestilling.

Så er du ung, eller har du unge i familien, så se at få fat i billetter, for det her er virkelig en forestilling der SKAL SES, fordi den blander gammelt med ungt, datid med nutid, og samtidig i den lækreste indpakning. Og med det mest fantastiske cast man kan ønske sig på en scene.

Seks af de helt store

Som indledningsvis skrevet, så er Olivia og Skyggedansernes hemmelighed en fantastisk fortælling, og Out and About tøver ikke med at give seks af de helt store stjerner.

Det er ubetinget den mest storslåede forestillinger denne anmelder har set i indeværende sæson, og kunne jeg give flere stjerner, altså langt over maksimum på seks, gav jeg det gerne.

Min medanmelder og jeg var draget og fanget af Olivia og alle de andre på scenen fra første sekund, og her hvor anmeldelsen er skrevet glædes jeg over, at have fået den mulighed, at se denne forestilling. Tak!

 

Kort om Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed

Spillested: Østre Gasværk

Spilleperiode: til 15. november

Medvirkende:

Amanda Frederikke Traun, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Nanna Rossen, Lui Trampedach Mortensen, Mathias Flint, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Oscar Stahlfest, Sophia Ahlm Bircow, Mary Jean Moore, Nicoline Markvard Hansen, m.m.fl.

Det kreative team:

Manuskript: Adam Price

Musik: Rasmus Seebach, Ankerstjerne, Andreas Sommer

Instruktør: Thomas Agerholm

Kapelmester: Martin Konge

Scenografi: Benjamin La Cour

Kostumedesigner: Line Bech

Koreograf: Nellie Bethel Rainey

Aerial designer: Sita Bhuller Otto

Lyddesigner: Tim Høyer

Lysdesigner: Ulrik Gad

Illusionist: John Bulleid

Billetter og spilletider finder du her.

 

Exit mobile version