Det var ikke kun i Danmark at homoseksuelle blev forfulgt op gennem i 1950’erne og 1960’erne, i New York foretog politiet rutinemæssigt angreb på homoseksuelle barer op gennem 1960’erne.
Optøjeret i Christopher Street i slutningen af juni måned 1969 markerede en ny begyndelse på frigørelses- og ligeretskampen for homoseksuelle. Ved et rutinemæssigt besøg, i de tidlige morgentimer den 28. juni 1969, på baren Stonewall Inn i Greenwich Village i New York, mistede politiet kontrollen over situationen.
Dette blev starten på flere dages kampe inden- og udenfor baren ‘Stonewall Inn’ med politi på den ene side og bøsser, lesbiske, transer og sympatisører på den anden side.
Se filmen: “Stonewall Uprising” der dokumenterer det øjeblik hvor politiet angreb “The Stonewall Inn.
Spændingerne mellem politiet og de homoseksuelle fra Greenwich Village brød ud i flere protester de følgende aftener og nætter, og i løbet af få uger blev beboerne i Greenwich Village organiseret i aktivistiske grupper, der fokuserede på at oprette flere steder, hvor homoseksuelle kunne være åbne omkring deres seksuelle orientering, uden frygt for at blive arresteret.
Optøjerne i Stonewall Inn i Christopher Street, New York, markerede en ny begyndelse på homoseksuelles frigørelses- og ligeretskamp og i stedet for at søge at blive anerkendt på det omgivende samfunds præmisser, kæmpede de homoseksuelle nu for frigørelse og realisering på egne betingelser.
Se videoen: Oprøret, der blev en LGBT-revolution.
Siden Stonewall-optøjerne har homoseksuelle verden over hvert år markeret homokampen ved arrangementer på Christopher Street Day i slutningen af juni. Den 28. juni 1970 markerede ”Christopher Street Liberation Day” i New York og ”Christopher Street West Association” i Los Angeles, den første årsdag for Stonewall-optøjerne, og dermed den første Gay Pride Parade i USA’s historie.
I Atlanta og New York blev arrangementerne kaldt ”Gay Liberation Marches”, og fejringsdagen hed “Gay Liberation Day”, i Los Angeles og San Francisco blev de kendt som ”Gay Freedom Marches” og dagen som “Gay Freedom Day”.
Denne video er historisk og skulle være den eneste eksisterende optagelse af den oprindelige 1970 “Christopher Street Liberation Day,” der blev afholdt på årsdagen for Stonewall-optøjerne i 1969.
I Danmark blev det første Christopher Street Day arrangement afholdt i København i 1971, det var Forbundet af 1948 (i dag LGBT-Danmark) der stod for arrangementet, som efterfølgende blev afholdt frem til midten af 1980’erne.
I 1980’erne kom der et kulturelt skift i de homoseksuelle bevægelser, hvor aktivister af mindre radikal karakter begyndte at overtage arrangementerne, og “Gay Liberation” og “Gay Freedom” blev erstattet med “Gay Pride”.
Siden 1996 er der blevet afholdt Gay Pride i København i august måned.