Novembermagasinet er på gaden, og denne gang sætter vi fokus på psykisk sårbarhed, ensomhed og de historier, vi ikke altid er gode til at tale om. Men der er også plads til fællesskab, håb og mennesker, der gør en forskel.
Vi kender alle til at være sårbare. Alligevel kan det være svært at tale åbent om det, der gør ondt. Især når vi føler, at vi skal have styr på livet, være stærke og helst ikke skille os for meget ud.
I årets sidste udgave af Out & About har vi derfor valgt at sætte fokus på psykisk sårbarhed. Et tema, som redaktionen i fællesskab besluttede at tage op, fordi vi mener, at det er vigtigt at give plads til de historier, der alt for ofte bliver overset.
Mennesker bag diagnoserne
I magasinet møder du blandt andre Jan Lagermand Lundme, der fortæller åbent om livet med ADHD, og 25-årige Mathias, som lever med skizofreni og OCD.
Vi møder også Daniel Guldberg, der mistede sin tvillingesøster, og som her fortæller om sorgen, savnet og livet, der skal fortsætte, selv når det føles allersværest.
Det er personlige fortællinger om at være menneske, om at finde sin vej og om at turde vise sider af sig selv, som andre måske har svært ved at forstå.
Fællesskaber, kærlighed og kunstig intelligens
Men sårbarhed handler ikke kun om diagnoser og sorg.
Vi ser også nærmere på, hvordan unge bruger chatbots som fortrolige samtalepartnere, og hvad det kan betyde, når kunstig intelligens bliver en del af vores følelsesliv.
Du kan desuden læse om, hvor unge queerpersoner finder deres fællesskaber i dag, og hvordan både internettet og de fysiske mødesteder giver mulighed for at udforske sin identitet.
Vi besøger LGBT+ Danmarks Besøgsvennerne, der skaber venskaber på tværs af generationer, og møder foreningen Lev og Lad Leve, der drømmer om en dag at blive overflødig.
Og fordi vinteren og julen ikke er lige nemme for alle, bringer vi også en guide til, hvor man kan finde støtte og hjælp, når livet bliver svært.
Find dit gratis magasin
Out & About er som altid gratis. Du kan finde novembermagasinet på en lang række caféer, barer, kultursteder og andre mødesteder. Eller du kan læse/downloade det her. Novembermagasinet
Her finder du magasinet:
København/Frederiksberg: AIDS-Fondet, Amigo Sauna, Body Bio, Café Intime, Centralhjørnet, Centre Stage, Empire Bio, Restaurant Det’ Dan’sk, Homoware, Jailhouse Cph, Kafe Knud, Klinik Virgo, Kulturhuset Pulsen, LGBT+ Asylum, LGBT+ Danmark, Masken Bar, Men’s Bar, Oscar Bar & Cafe, Plejehjemmet Slottet, Restaurant 1733, RUST, SLM-Copenhagen og WeShelter.
Aarhus: Dokk1, Gbar, KØN, LGBT+ Huset, Sappho og SLM-Aarhus. Aalborg: Buens Bogcafe. Esbjerg: Esbjerg Hovedbibliotek og Esbjerg Wave. Herning: Herningbibliotekerne. Kolding: Koldingbibliotekerne. Odense: Lanbda, Odense Bibliotekerne. Silkeborg: Silkeborg Gymnasium. Sønderborg: LGBTQ+ Sønderborg. Vejle: Aura Vejle.
Tag et eksemplar med hjem, læs det over en kop kaffe, og del det gerne med en ven.
For nogle gange begynder den vigtigste samtale med en historie, vi genkender os selv i.
God læselyst!
Redaktionen, Out & About
