Site icon Out & About

Ny podcast “Under Regnbuen”

For skuespilleren Jakob Fauerby (th) var der ingen tvivl, da TV 2 ringede. Han ville gerne være med i Vild Med Dans. Men deltagelsen var ikke uden omkostninger og i “Under Regnbuen” fortæller han blandt andet om en hemmelig plan, som han havde med Silas Holst – og om at blive far til et ønskebarn.
Foto: PR

“Under Regnbuen” er en ny podcastserie, som du fremover vil kunne finde her på siden under fanebladet “Podcast”.

“Under Regnbuen” er, som navnet antyder, en serie om alt det, der hører ind under LGBT+ miljøet og i hver udsendelse er en gæst i studiet med til at kaste lys over vores miljø.

Det er journalisten Henrik Salling, som har fået ideen til udsendelserne.

– Jeg elsker at tale med mennesker og har opdaget, at podcast-mediet rummer nogle muligheder for at gå i dybden med et emne her og nu. Det behøver ikke være så planlagt og det gør det meget mere personligt og mere spontant, fortæller Henrik til Out & About.

Fem episoder

Han har foreløbig publiceret fem episoder. Hver udsendelse indledes med et emne, som gæsten selv har valgt, der skal tales om.

Det var den tidligere ambassadør, Rufus Gifford, som var den første i rækken. Siden har Henrik haft besøg af forperson fra Copenhagen Pride Lars Henriksen, journalist Nikolaj Bonde, Vild Med Dans-vinderen Jakob Fauerby og senest direktøren fra AIDS-fondet Andreas Gylling Æbelø.

Du kan høre dem her.

Forperson for Copenhagen Pride og ikke mindst 2021, Lars Henriksen, er en af gæsterne i “Under Regnbuen”. I programmet fortæller Lars blandt om, hvad det er, der driver ham til at være aktivist.
Foto: PR

Nyt afsnit

– Og det afsnit, som kommer på i dag, er absolut et udtryk for, at “Under Regnbuen” skal vidt omkring, siger Henrik, som i det nyeste afsnit har inviteret Christine Walsøe i Studie 1 i Valby. Christine medvirkede for fem år siden i udsendelsen “Homohelbredelsen”. I udsendelsen finder Henrik ud af, hvordan det er gået siden, og om Christine er lykkes med ønsket om at frasige sig sit lesbiske liv med støtte fra Gud og sin religion.

Du kan se DR-udsendelsen “Homohelbredelsen” her.

– Christine var virkelig en øjenåbner for mig og jeg håber at lytterne synes det samme, fortæller Henrik, som ikke vil afsløre mere.

– Inden vi lavede optagelsen vidste jeg heller ikke, hvordan det er gået med Christine.

“Under Regnbuen” kan lyttes via de links som du finder via vores hjemmeside. Men udsendelserne er også på både Spotify, Apples Podcast-app og på Podimo. Der findes også en Facebook-side, hvor du er velkommen til at komme med kommentarer og forslag til kommende gæster.

Exit mobile version