Danmarks første forening for aseksuelle har holdt stiftende generalforsamling. Foreningen er nu klar til at kaste sig ud i arbejdet med at udbrede kenskabet til aseksualitet i samfundet. – Og at spise kage på møderne. Masser af kage.
Den 2. april blev ’Foreningen for Aseksuelle i Danmark’ officielt stiftet på et møde i LGBT Danmarks lokaler.
Det var en generalforsamling med masser af debat og kage. –Det med kagen vender vi tilbage til, for det er ikke uvæsentligt.
Den nye forening er som sådan ikke en del af LGBT Danmark, men man samarbejder. Det er en stående debat, om aseksuelle skal være en del af LGBT-familien, og samme debat dukker med jævne mellemrum op omkring transkønnede og transvestitter.
Martin Spangsbro-Pedersen blev valgt som forperson.
En samlet stemme
Fælles for de fremmødte til generalforsamlingen er, at de alle befinder sig på det aseksuelle spektrum. Det vil kort fortalt sige, at det er folk, der ikke, eller kun sjældent, tiltrækkes seksuelt af andre.
Initiativtagerne til foreningen forklarer tankerne bag oprettelsen af foreningen med, at der er en generel mangel på viden om aseksualitet i samfundet. –Og folk på det aseksuelle spektrum i Danmark har ikke tidligere haft en samlet stemme.
Ideen er derfor i høj grad at skabe synlighed udadtil i forhold til samfundet. Men også indadtil i forhold til aseksuelle, der måske ikke før har kendt til begrebet, eller mangler et sted at kunne gå hen og stille spørgsmål og møde ligesindede.
Hvad er det så med det kagehalløj?
Under generalforsamlingen blev der serveret kage og bagefter champagne. Begge dele givet af en anonym sympatisør.
Men hvorfor denne fokus på kage?
Udtrykket stammer fra en debattråd på et forum, hvor en bruger skrev, at vedkommende syntes at kage var bedre end sex. Kommentaren fik en del opmærksomhed, og er siden blevet til en indforstået joke i det aseksuelle miljø.
’Foreningen for Aseksuelle i Danmark’ kan forkortes til FAD, og dermed er vi igen tilbage ved ’kageFAD’ og ’FADøl’.
Du finder Foreningen for Aseksuelle i Danmarks hjemmeside her, og Facebookside her.