Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Nina Rask har været rundt i manegen indtil flere gange. Han har været med i teaterforestillinger, biograffilm, TV-serier, dokumentarfilm, podcasts med mere – og det i en alder af bare 25 år. Nu indtager hun det Kongelige Teater med forestillingen “Nina er sjov”.
Det er en imponerende spændvidde, der blev født ud af at være en del af DRs Talenthold 2019-21. Nu er han aktuel på Det Kongelige Teaters ’Mellemgulvet’ med den stand-up inspirerede forestilling ’Nina er sjov’.
Kønsidentiteten er kernen
Det er svært at vurdere, om forestillingen er et one-man show eller en 90 minutters stand-up. Det er også svært at vurdere, om fyren Nina skal betragtes som en mand eller en kvinde, men det er heller ikke meningen, at man skal lave den slags heteronormative konklusioner. Hele forestillingen centrerer sig nemlig om kønsidentitet – tilsat kærlighed, forelskelse, jalousi, selvværd og selvhad. Plus det løse. Og som Nina desuden siger halvvejs igennem: ”Alting handler om sex – undtagen sex, der handler om magt.”
Træg start
Nina lægger ud med at fortælle om sine bekymringer i forholdet til kæresten Julie. Det varer i cirka 60 minutter, og nøjagtig lige så længe går der, før der kommer rigtig bid i forestillingen. Kun en enkelt sekvens med dæmpet belysning og blød musik i baggrunden giver et følsomt afbræk i fortællingen, der ikke rigtig formår at skære sig igennem muren af høflighedsgrin fra det inviterede premierepublikum. Men så kommer der chili i sovsen.
”Jeg hader alle mænd!”
Med en provokerende statement som overskrift angriber Nina den traditionelle heteroseksuelle mandsrolle. Men ligger denne mand også inde i Nina selv? Det skorter i hvert fald ikke på selvrefleksioner, og er man lige ved at putte hovedpersonen i en komfortabel vane-kasse, kommer udtalelsen, der sætter gang i hovederne på de 200 tilskuere i salen: ”Jeg hader alle kvinder mere…” Dyb tavshed. Nøje afstemt kunst-pause. Hvad fanden er nu det? Og så kommer der en lang og intensiv svada mod den heteronormative kvinderolle. Og han får det hele med, og han får os alle med. Væk er alle de kortluftede grin, der aldrig har været nede og vende i maven.
Gud er en sort kvinde
Hvis forestillingen skal vurderes som en stand-up, er der alt for få grin. Der er heller ikke den traditionelle – men velfungerende – opbygning af fortællingen til et klimaks med en pointe, der slår bunden ud af publikum. Dog er der et break i monologen, når Hella Joofs stemme tordner ud over scenen med guds helt egne bland-selv seksuelle erfaringer. Det er sjovt, og dialogen giver forestillingen nyt liv. Hella Joof skal ikke sige mange ord, før man griner, men Nina Rask har også et humoristisk talent – og ikke mindst et stort talent for at spille skuespil og bruge sig selv i udførelsen. Det er grænseløst, og når han på traditionel transmand maner smider t-shirten og viser sit omskårne bryst, bliver det også topløst. På flere måder.
Det stærkeste had
Overraskende nok har Nina ikke selv skrevet monologen, men dog haft indflydelse på den. Det virker ellers som en lang udlevering og dissekering af egne oplevelser. Blandt disse er det altoverskyggende emne selvhad. Denne form for had er altædende som et Alien Monster i maven; en fjende, man ikke kan slå; en krig, man ikke kan vinde. Og heri ligger stykkets egentlige styrke.
Det er svært at give regnbuer til ’Nina er sjov’, for på den ene side er man ikke underholdt i traditionel forstand, men på den anden er der stof nok til, at man kan tænke over det i mange dage. Der er også – som opfordringen lyder flere gange – mange emner, man kan snakke med hinanden om bagefter. Måske især hvis man er 25 og er nysgerrig på sin egen kønsidentitet.
Nina er ikke rigtig sjov, men Nina har noget på hjerte.
—
Nina Rask i ’Nina er sjov’, Det Kongelige Teater, Mellemgulvet. 29.11. – 14.12.2023, undtagen søndage. Manuskript: Marie Bjørn. Produceret i samarbejde med Blaagaard Teater.
Læs også: Snedronningen – et varm og sikkert juleeventyr i Tivoli