Foto: Thomas Kristensen
Debatindlæg:
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Åbent brev af Jeppe Hagedorn Olsen
Angrebet på CSD Berlin
Jeg sad på en café i Paris på min sommerferie, da jeg læste nyheden om terrorangrebet med forbindelse til Berlin Pride. Min første tanke var ærlig og umiddelbar:
Tør man overhovedet gå til Copenhagen Pride i år?
Som drag queen er Pride ikke bare en fest for mig. Det er et fællesskab. Det er mennesker, der tør være sig selv. Det er en fejring af frihed, mangfoldighed og retten til at leve sit liv åbent og ærligt.
Derfor rammer det ekstra hårdt, når netop disse værdier bliver mål for had og vold.
Først og fremmest går mine tanker til LGBTQ+ miljøet i Tyskland. Vi står sammen med jer. Når mennesker angribes på grund af den, de er, eller de værdier de repræsenterer, så er det ikke kun et angreb på dem. Det er et angreb på os alle. På friheden. På retten til at være sig selv.
Lade frygten bestemme
Men efter den første frygt kom en anden tanke.
Hvis jeg lader frygten bestemme, så har terroristerne allerede opnået noget af det, de ønsker.
Det lærte jeg for alvor den aften i februar 2015, da terroren ramte Krudttønden i København. Jeg var selv i byen den aften. Jeg husker usikkerheden, frygten og alle spørgsmålene. Men jeg husker også beslutningen om ikke at lade en terrorist bestemme over vores liv. For hvis vi havde trukket os tilbage og gemt os, ville han have fået præcis den magt, han ønskede.
Terror handler nemlig ikke kun om at såre og dræbe. Terror handler om at skabe frygt. Om at få mennesker til at vende sig mod hinanden.
Og det er måske derfor, jeg bliver lige så bekymret over det, der sker bagefter.
Had på sociale medier
For hver gang et terrorangreb finder sted, fyldes sociale medier med vrede, mistro og generaliseringer. Jeg læser kommentarer, hvor hele befolkningsgrupper gøres ansvarlige for enkelte menneskers handlinger. Hvor mennesker dømmes på deres navn, deres hudfarve eller deres baggrund frem for deres egne handlinger. Det gør mig oprigtigt trist.
Ikke mindst fordi jeg i min hverdag møder virkeligheden.
Forskellige baggrunde
Til daglig arbejder jeg i studieadministrationen på Københavns Professionshøjskole. Hver eneste dag møder jeg studerende med vidt forskellige baggrunde. Hassen, Jasmina, Ahmed Fatima, Sara.
De læser til pædagog, lærer, socialrådgiver og sygeplejerske. De afleverer opgaver lidt for sent. De bekymrer sig om eksamener. De drømmer om et godt arbejdsliv og om at gøre en forskel for andre mennesker.
De arbejder målrettet på at blive pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker – professioner, som vores velfærdssamfund er bygget på.
Kort sagt: De er præcis lige så forskellige som alle andre studerende.
Splittelse og mistillid
Når jeg læser kommentarspor på sociale medier, kan jeg derfor ikke genkende det billede, der ofte bliver tegnet. Jeg ser unge mennesker, som knokler for at gennemføre en uddannelse og tage del i vores fælles samfund.
Derfor bliver jeg bekymret, når terrorangreb kobles direkte sammen med en generel mistænkeliggørelse af indvandrere og efterkommere.
For i min optik spiller det direkte ind i det spil, som terroristerne ønsker at sætte i gang.
De ønsker splittelse.
De ønsker mistillid.
De ønsker, at vi holder op med at se hinanden som medborgere og i stedet begynder at se hinanden som modstandere.
Derfor må vi aldrig lade enkelte terrorister definere millioner af mennesker. Vi skal være benhårde over for terrorisme, ekstremisme og vold. Men vi skal samtidig holde fast i et helt grundlæggende demokratisk princip: Skyld er personlig. Den er aldrig kollektiv.
Det sidste ord
Derfor kommer jeg også til at gå til Copenhagen Pride.
Ikke fordi risikoen ikke findes. Ikke fordi verden er blevet mindre usikker.
Men fordi jeg nægter at lade had og frygt få det sidste ord.
Jeg vil fortsat stå sammen med LGBTQ+ miljøet i Tyskland. Jeg vil fortsat stå sammen med de mange studerende, jeg møder hver dag på Københavns Professionshøjskole. Og jeg vil fortsat tro på et Danmark, hvor mennesker bedømmes på deres handlinger og ikke på deres baggrund.
For det Danmark, jeg møder hver dag, er langt stærkere, langt varmere og langt mere mangfoldigt end det Danmark, man møder i kommentarsporene.
Og det er dét Danmark, der er værd at forsvare.
Ikke med frygt. Men med , fællesskab og troen på hinanden. Fra Berlin til København. Fra Pride til Professionshøjskole. Fra forskellighed til fællesskab.
For vi er stærkere sammen, end terror og had nogensinde bliver.