Foto: Brian Kjær Capkan
Søndag den 11.09.22 vil vi nok aldrig glemme på Jailhouse CPH
I løbet af natten, og dagen i dag har vi modtaget flere tusinde tilkendegivelser, fra hele verden og vi vil meget gerne sige tusind tak for den støtte vi har modtaget fra nær og fjern.
Jeg har forsøgt at sætte ord på den hændelse og det overgreb vi stod og står overfor.
Søndag aften ringede mine kollegaer fra Jailhouse CPH – et af de tryggeste steder, jeg kender. Min arbejdsplads, min base og mit andet hjem. Og det er det langtfra kun for mig. LGBTQIA+ barer og -værtshuse har en historisk vigtig plads i vores community. De har været trygge steder at komme, længe før resten af verden accepterede os.
Men de ringede altså. De havde modtaget et opkald. En bombetrussel!
Min første tanke var egentlig, at bomber ikke er noget, man truer med – dem sprænger man.
Jeg var ikke bange for, om der reelt set var en bombe, men bomben er sprunget. Den sprang ikke med et brag, men den er kommet snigende ind gennem de revner og sprækker, der stadig i 2022 er i vores rettigheder.
Angrebet er rettet mod vores tryghed, vores sted, hvor vi føler os sikre, set og hørt. Angrebet er langt mere latent end den fysiske vold, som vi kender, når vi bliver slået eller spyttet på.
Bomben er ikke kun sprunget på Jailhouse CPH. Der er skabt en usikkerhed for alle LGBTQIA+personer, hvor end de mødes. Bomben er sprunget alle de steder, hvor regnbueflaget vajer, eller hvor det sidder som et lille klistermærke i vinduet eller på døren til støtte for vores community.
Bomberne fortsætter
Inden for de sidste tre måneder har vi set skyderier i Oslo, hærværk mod Copenhagen Prides kontorer, chikane af deres medarbejdere – og nu en bombetrussel. Det store spørgsmål er nu, hvad resten af Danmark, regeringen og medierne gør ved det? PET mener ikke, at truslen mod LGBTQIA+-personer er forhøjet. Regeringen i elfenbenstårnet skriger af panik før lukketid. Man fristes til at tænke, at der er flere stemmer i mink og gas, end der er i borgere.
Bomberne bliver ved med at springe, hvis ikke vi accepterer, at kampene for minoriteters rettigheder langtfra er slut. Og der er ikke nogen, der kommer og kæmper for os. De rettigheder, generationerne før os har tilkæmpet sig, er under angreb, selv indefra er der udfordrere af LGBTQIA+ personers rettigheder. Vi skal kæmpe videre, samlet – aldrig lade os kue, og huske, at et angreb på én minoritet er et angreb på alle minoriteter.
Når jeg lander i København i aften, bliver det et glædeligt gensyn med Jailhouse CPH! Det vil stadig være et af de tryggeste steder, jeg kender. Det er det, fordi vores gæster og mine kollegaer passer på hinanden.
Der er ikke bomber nok i verden til at rokke os, så længe vi står sammen.
Foto: Bert Svalebølle