Lesbisk synlighed: Sådan som jeg ser ud med mit tøj og mine tatoveringer undgår jeg ikke at skabe opmærksomhed.
Af Pernille Rübner-Petersen
Laura-Liv Nissen, 20 år, arbejder i en børnehave, er en del af Ballroom-miljøet i København, bor på Amager.
Lesbisk synlighed kan godt deles op i to, synes jeg. Dels er det en visualisering af hvordan samfundet ser på mig. En mening, der er dannet af dets opfattelse af mit udseende. Og så er der lesbisk synlighed, der er dannet af, hvordan jeg agerer i forskellige situationer.
F.eks. når jeg går på gaden eller er i offentlig transport sammen med mennesker, der ikke er ligesom mig, og vi alle header det samme sted.
Det er sådanne øjeblikke hvor jeg tænker, hvorfor er denne her situation anderledes, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Vi sidder begge to her. Vi betaler begge to en billet for at tage bussen. Det homoseksuelle community og det heteronormative samfund bliver klasket op mod hinanden. Så føler jeg min lesbiske synlighed stærkest.
Hvis jeg går ind i en butik eller er på en restaurant eller café, mærker jeg også min lesbiskes synlighed rigtig meget. Jeg lægger mærke til hvordan mennesker omkring mig lægger mærke til mig.
Lægger ikke skjul på, hvem jeg er
Før havde jeg det rigtigt svært ved bare at sige nå – so be it –her chiller jeg bare eller whatever. Jeg var hele tiden bevidst om, at er det ikke mit hår, de kigger på, så er det mit tøj. Er det ikke mit tøj, så er det mine tatoveringer. Jeg har en vennekreds som ikke undertoner sig til det heteronormative samfund. Vi er alle sammen meget præsentable indenfor LGBT+ miljøet og lægger ikke skjul på, hvem vi er. Vi vil ikke at dække os til, tværtimod. Det er vigtigt at notere, at det at føle min lesbiske synlighed er ikke længere er en problematik for mig Jeg ser det nærmere som en aktivistisk handling at se ud, som jeg gør.
Men på mit arbejde nedtoner jeg det. Ikke fordi jeg skal for min arbejdsplads er absolut fantastisk i form af åbenhed. Men omkring børn er jeg ikke så verbal. Slet ikke. Jeg passer virkelig på, hvad jeg siger. At være verbal er meget aktivistisk. Jeg lægger ikke skjul på, hvad jeg mener eller tænker, nu da jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke dækker mig selv.
Med børn spørger jeg meget
Men når det er børn, er det noget andet. Jeg spørger meget. Hvis de siger ”To piger kan ikke være kærester”, så spørger jeg ”Hvorfor kan de ikke det”? med en sådan pædagogisk tilgang, ”Hvad så, hvis du rigtigt godt kunne lide din bedste veninde?”.
Det er vigtigt for mig, at de forstår, at det er lige så normalt som alt andet. Hvis jeg råber og skriger om det, gør jeg til en ting, der ikke er en norm. Hvis de spørger til en tatovering, så siger jeg ikke: ”Det er en tatovering, det er for at sige, at jeg får bare det, jeg vil have”. Så ville de blive totalt overrumplet med følelser. Jeg siger bare: ”Nå, det er bare en tatovering. Det er ligesom, når du laver en tegning eller har en ørering på, så har jeg bare det her på armen”. Og så siger de OK og allerede her har jeg indprentet i deres hjerne, at det er helt normalt. De har ikke en tatovering, det kan være mor eller far ikke har det, men Laura på arbejde har det.
Drevet af performance
Jeg er i Ballroom-miljøet. Der er en større accept og åbenhed for forskellighed. Det er det, jeg er drevet af – at få den her energi og denne her kunst ind i mig og så give det ud i et space med andre, som også gør det. Jeg er drevet af performance.
Umiddelbart, tror jeg, er mine venner min familie. Det er meget vigtigt, at man har nogen omkring sig man kan spejle sig i og udtrykke sig med for whatever. Det er der, hvor jeg er allermest tryg, med mine venner og i dansemiljøer i Danmark generelt. De er ekstremt åbne og gode. Der føler jeg mig hjemme, helt klart. Dér handler det ikke om at være lesbisk eller ej. Det handler om dans, musik eller køre på en fucking cykel. Jeg føler mig tryg, fordi jeg ved at vi deler noget sammen som mennesker. Ikke som mig, der er homoseksuel og dig, der er hetero. Det er muligt at være mig selv og se ud som jeg gør.
Da jeg var 15 klippede jeg mig korthåret. Jeg havde meget langt hår. Jeg klippede det hele af til en kort frisure. Lidt længere på toppen, helt kort i siderne. Det strittede også. Jeg var helt oppe køre, det var det fedeste. Det var en ekstremt befriende ting at gøre. Jeg havde følt mig så ikke-set, så ikke-udfoldet, ikke-hørt, så uinspireret. Det var forfærdeligt: Hvorfor er jeg ikke tilpas i mit tøj, hvorfor er jeg ked af det, hvorfor tiltrækker jeg de forkerte mennesker? Så var jeg sådan fuck det, nu gør jeg det bare. Jeg gik til min mor og hun klippede mit hår af. Vi klippede hul i alle mine bukser, vi rev, og hun tog syningerne op for, at de fik et sådan mere edgy look. Jeg klippede mine trøjer korte, klippede ærmerne af. Jeg glemmer aldrig den morgen, dagen efter, da jeg gik ud af døren. Jeg husker det som var det i går. Følelsen af at gå på gaden som MIG. Det var fuldstændigt sindssygt. Jeg havde ikke regnet med at få den følelse.
“Din fucking lebbe”
Samtidig har jeg aldrig oplevet mere hate crime end i den periode. Det var folk der råbte af mig på gaden, sexual harrasment, gender harrasment så lousy. I sådanne øjeblikke handler det dybest set ikke om, at jeg er lesbisk. Når folk råber ”din fucking lebbe”, vender jeg mig bare om siger ”ja – det er rigtigt”. Det gør jo ikke ondt på mig. Det er godt, at de kan se, at jeg prøver at være aktivistisk i den, jeg er.
Men den gang var det så destroying. Jeg græd. Min daværende kæreste ville jeg ikke holde i hånden på gaden. Hun måtte ikke kysse mig på gaden, er du sindssyg, jeg skulle helst gå en halv meter fra hende. Det var herinde i byen.
Det har været så traumatisk for mig at jeg blev nød til at sige, ved du hvad du kan nu enten vælge at ligge hernede og skrabe jorden eller vælge at rejse dig rejse the fuck up igen. Og det gjorde jeg. Det er vigtigt i livet, generelt, tror jeg. Selvfølgelig oplever jeg ting, at folk stadig råber. Men jeg bliver ikke ramt af det på samme måde. Samfundet har jo også udviklet sig ekstremt meget de sidste fem år. Jeg tror, der skal mere til at overraske folk.
Det er umuligt at undgå at se os, det er umuligt at undgå at høre os, det er umuligt. Du kan ikke undgå det. Vi er her alle sammen, i alle former, i alle størrelser, alle identiteter, i alle mulige måder at udtrykke os på. Vi er her. Det har vi hele tiden været, men først nu, har folk åbnet øjnene nok op til det og lægger mærke til det. Altså, exciting for what the future holds. Det mener jeg. Jeg er stolt af det. Jeg er meget stolt af at være et visuelt udtryk af mit miljø.
Læs mere om tema lesbisk synlighed her.
Læs mere om Ballroom kulturen her.