Et sprudlende ensemble og den stærk fortælling gør, at Odense Teaters intime maratonforestilling Fru Marie Grubbe lander solidt. Den er vel dresseret og visuelt helstøbt. En fascinerende fortælling, der for alvor rammer en til sidst. En voldsom skæbne helt tæt på.
Odense Teater har i et år været under ombygning. Derfor har teatret været hjemløs, men fået husly på større og mindre lånte scener rundt om i byen. Ja, selv en sportshal har været i spil. Men nu begynder de stille og roligt at vende hjem. Den helt store genåbning sker med Hobbitten til jul, men inden har de indtaget teatrets mindste scene: Værkstedet. Her har fortællingen om Fru Marie Grubbe fået lov til at folde sig ud. En storslået skæbnefortælling og max drama på minimal plads. Noget du normalt ville opleve på Store Scene får du altså her helt tæt på. Et intimt scenerum med plads til under 100 publikummer.
Det er en maraton forestilling på fem og en halv time, som kan opleves ud i et stræk eller over to aftener.
Det er en vel dresseret iscenesættelse der bydes på. Både fra instruktør Anne Zacho Søgaards side, samt Dicte Houmøller der har stået for den dramatiske bearbejdelse af den oprindelige roman af J.P. Jacobsen til teatret.
Den komplekse og detaljerige beretning glider ubesværet og ganske elegant orkestret hen over scenen. Med tjenestefolkene som vores guider. Som fælles rygtebørs sørger de løbende for at vi er opdateret på tid og sted, de mellemliggende hændelser og samfundets skiftende syn på hovedpersonen. Nærmest som et lille græsk kor.
En fascinerende skæbne
Men hvem var Marie Grubbe? Tænk en af 1600-tallets ultimative rebeller. I hvert fald på sin egen stille facon. Marie Grubbe var adelskvinden, der havde det hele, men valgte at tabe det hele på gulvet for at følge sine egne lyster. Ønsket om at stå i egen ret. Hun startede helt på toppen af kransekagen som gift med kongens søn, overlevede to stormfulde og voldelige ægteskaber, men endte sit liv på bunden af samfundet som fattig færgekone. Bevares gift med endnu en voldsmand, men for første gang med følelsen af at være en fri kvinde. Hendes liv var altså fyldt med skandaler og ren social nedsynkning. Det har fascineret en hel del forfattere. Startende med Ludvig Holberg, som rent faktisk kendte Marie, og var ham der fandt den spændende historie frem. Også Steen Steensen Blicher og H.C. Andersen har fundet inspiration i hendes skæbne. Og ja så også J.P. Jacobsen som er den roman stykket er bundet op på.
Om eller med Marie?
Marie rollen er delt op i to. Nanna Skaarup Voss spiller den yngre og Natalí Vallespir Sand den modne. Undervejs er der korte sekvenser hvor de begge er på scenen. De betragter og spejler sig i hinanden. De gør det begge godt, men der er mest at folde ud i den sidste del af historien og derfor er det også Natalí Vallespir Sand der har bedst mulighed for at træde i karakter, hvilket hun udnytter til fulde.
Forestillingen har en tendens til at blive for pæn. Det uredelige får ikke for alvor lov til at bundfalde sig. Sanseligheden stiger i løbet af stykket, men vi skal langt ind for vi begynder at mærke den. Jo tættere vi kommer på slutningen rammer det.
Marie er en erotisk kvinde. Og nej, vi behøver ikke vilde, eksplicitte scener, men Maries lyst og drifter får aldrig rigtigt luft under vingerne. Det bliver for tæmmet.
For eksempel mere kraft i spændingerne bag de stjålne blikke og berøringer ville have klædt karakteren. Den indre længsel og fantasi. Marie bliver lidt svær at mærke til tider.
Problemet er nok i virkeligheden, at fordi man har valgt at ligge sig så tæt op af romanen, bliver det ofte næsten mere en fortælling om Marie og ikke en med hende. Det gør sig især gældende i første del (Akt 1 og 2).
Længe leve ensemblet
De to gange Marie gør som skrevet hvad de kan. Nanna Skaarup Voss har en sødme og legende lethed i sit spil. Natalí Vallespir Sand giver den tiltrængte modenhed. Der kommer en større styrke i spillet. De byder ind, det ser vi. Men kontrasterne udebliver generelt, kun i få glimt kommer de frem. Vi mærkes som nævnt først helt hen mod slutningen, her får Natalí også lov til at fylde og der er ro til at folde rollen mere ud. Tyngden melder sig.
Ensemblet rundt om: Mikkel Bay Mortensen, Klaus T. Søndergaard, Lars Simonsen, Lea Baastrup Rønne, Viktor Pascoe Medom og Tine Gotthelt formår elegant og særdeles mageløst at glide ind og ud af de mange roller. De skaber direkte og levende karakter, hvis sammenspil er forrygende. Der går næsten helt fuldt ud Holberg i den. Resultatet er bund solidt.
De mestrer alt fra historiske skikkelser som Ludvig Holberg og adelsmænd til grovmundede krogæster og trofaste kammerpiger. Hver eneste birolle vækkes til live med stor overskud. Et sprudlende persongalleri, både med dybe, men også med plads til gode gedigne grin.
Stemningsfuld atmosfære
Det er også en visuelt flot aften i teatret. Lisbeth Burians scenografi og kostumer arbejder utrolig godt sammen. Det giver forestillingen et helstøbt udtryk. I tæt samarbejde med lysdesigner Kim Malmose, skabes der ganske stemningsfulde rammer. Det lille varme scenerum emner af atmosfære. Det må have været lidt af en hjernebryder at skulle gennemskue de mange tøjskift i forhold til de mange roller. Men det løses enkelt og ligetil. Gnidningsfrit.
Selvom forestillingen altså til tider bliver en kende for pæn og mangler råhed, lander Odense Teater yderst velfunderet. De to Marie’er supplerer hinanden vel, mens ensemblet stråler i de mange biroller. Indrammet af den atmosfærefyldte scenografi og sikkert iscenesat og instrueret, er Fru Marie Grubbe blevet en fascinerende, intim og ganske vellykket opsætning. Det er en fortælling mange teatre nok ville have præsenteret på deres helt store scene. Men her får du en helt på oplevelse. En så stor fortælling i intime rammer. Det kan i sig selv noget særligt. Til sidst bliver vi grebet ind og mærke hendes skæbne. En skæbne der er værd at opleve og dykke ned i.
Fire stjerner herfra
Bag om forestillingen
Efter roman af J.P. Jacobsen. Dramatiseret af Dicte Houmøller. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenografi og kostumedesign: Lisbeth Burian. Lysdesign: Flora Brandt. Lyddesign: Kim Malmose. Komponist: Mark Solborg. Koreograf: Rebekka Lund. Stunt og Intimcoach: Miriam Raagaard.
Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Natalí Vallespir Sand, Mikkel Bay Mortensen, Klaus T. Søndergaard, Lars Simonsen, Lea Baastrup Rønne, Viktor Pascoe Medom og Tine Gotthelf.
Fru Marie Grubbe spiller på Odense Teater frem til 12. december 2026.
