
Med en fælles ambition om at skabe ærlig og relaterbar musik særligt for unge og queer personer har Maria Lærke og Neigh netop udgivet singlen ”Glemmer jeg”.
Med over 30 millioner streams på Spotify tilsammen åbner Maria Lærke og Neigh med “Glemmer jeg”, deres første single sammen, et helt nyt kapitel i deres karrierer.
Neigh, der også lyder det borgerlige navn Patrick Christensen har som queer sanger og sangskriver tidligere skrevet sange om det at føle sig ”forkert”. Om kærlighed, der ikke er heteronormativ. Singlen ”Glemmer jeg” er hans første udspil på dansk. Maria Lærke er mere hjemme på det danske. Hun er nok mest kendt for hendes medvirken i TV2 programmet ”Piano” og for sangen ”På vej hjem”, som hun har skrevet sammen med Barbara Moleko.
De to venner mødte hinanden for seks år siden i det professionelle gospelkor, Love Revolution. Sidenhen har de delt scener med original musik på blandt andet Royal Albert Hall, DR Koncerthuset, Bremen Teater og til World Pride.
”Sangen ”Glemmer jeg” omfavner de skift, vi går igennem, når vi blandt andet flytter hjemmefra. Hvor vi bryder med gamle normer og skal til at finde ind til sig selv”, fortæller Maria Lærke om udspillet til Out & About.
“Vi ville skrive en sang, der føles som et landingssted, når alt omkring én er i bevægelse. Et form for soundtrack til det øjeblik, hvor håbet bliver større end frygten,” fortæller de to sangere.
Det er så blevet til en ærlig og følelsesladet dansk powerballade om hjemve og personlig udvikling.
En ballade, der netop rammer ind i ambitionen om at skabe ærlig og relaterbar musik. Særligt for unge og queer personer. Unge og queer personer, der står midt i forandring, identitetssøgning og ønsket om at høre til.
”Glemmer jeg” kan du allerede nu finde på den musiktjeneste, du plejer at hente din musik.
